Salme kommer af det græske ord ”psalmos” og betyder strengespil. I den danske ordbog bliver salme forklaret som en ”kristen hymne eller digt som er inddelt i strofer og forsynet med melodi, og som synges af menigheden under gudstjenesten” (Ordnet.dk). Selvom denne definition kan virke indlysende, er det alligevel værd at notere sig, at både form (digt/hymne) og indhold (kristent) er bestemt af genren. Hvordan disse ’genrekrav’ forvaltes, kommer naturligvis an på, hvilken salmedigter og hvilket kristendomssyn, der er tale om.
Som nævnt kommer Brorsons pietistiske orientering til udtryk på flere måder i hans salmer. Mange af dem handler om menneskets indre kamp med sig selv og om synd, og selvom syndefaldet nærmest er Bibelens ’grundfortælling’ om mennesket, er det alligevel langt fra alle retninger inden for kristendommen, som vægter syndsaspektet så højt, som pietismen gør. Derfor associeres Brorsons salmer også ofte med en dystersindet kristendom.
Samtidig med, at der bestemt er noget om dette, kan man modsat sige, at den alvor, man finder hos Brorson, kan virke befriende: Der er plads til store, overvældende følelser, hvad enten der er tale om en hård og prøvende tid eller om verdens af og til overrumplende skønhed, som tilskrives Guds skaberværk (eksempelvis i en af hans mest kendte salmer, ”Op al den Ting, som GUd har gjort”). Så nok kan længslen efter et liv efter døden og den syndsorienterede selvgranskning virke noget fremmed i vores samtid, men der gemmer sig i Brorsons salmer på samme tid en invitation til at stoppe op og mærke sig selv, sine følelser, se verdens skønhed og alvor, som sådan set er ganske moderne.
Stilistisk var Brorson en meget talentfuld digter både inden for billedsprog og det, man kalder versifikation; det vil sige at skrive metriske (rytmiske) vers. Som den danske litteraturforsker og -kritiker Erik Skyum-Nielsen skriver, er der sjældent ”fyld” i Brorsons salmer, og de er sprogligt set karakteriseret ved ”lethed, enkelhed og direkthed” (Erik Skyum-Nielsen: Den stærke basun, s. 127). Hertil kan man føje, at Brorson har en ganske virkningsfuld og karakteristisk måde at bruge gentagelser på, som her i ”Her vil ties, her vil bies”: ”Dagene længes, Vinteren strenges/ Vinteren strenges. Og det er svart.” Gentagelsen er systematisk ned gennem salmen, hvor forrige vers’ udgangssætning danner næste vers’ startsætning. Udover at virke understregende, må man huske, at her er at gøre med en digtekunst, som skal synges, hvorfor gentagelsen betyder, melodien kan intensivere sætningen anden gang ved for eksempel at hæve tonelejet.
Brorson er rundet af rokokoen, som var det dominerende udtryk i perioden. Rokokoen er kendetegnet ved at være lettere i udtrykket og mindre voluminøs end den foregående periodes barok. Rokokostilen er tit elegant og ikke så indholdstung, men på det sidste punkt adskiller Brorson sig markant med sit pietistiske livssyn, hvor der bestemt ikke tages let på tilværelsen.
Især i ”Svane-Sang” eksperimenteres der med forskellige former, hvor nogle af teksterne tager dialogisk form, mens mange er ganske korte. Samtale og direkte tale fylder meget i hans salmer, og det er en ren kunst, hvordan han så flydende og naturligt får det til at indgå i rytmiske verselinjer.