Anthony Browne har altid bestræbt sig på at tegne naturalistisk. Det forstår man godt, når man hører, at han har en fortid som tegner i medicinalindustrien, hvor han minutiøst skulle tegne udstyr, operationer og mennesker (patienter). Det var nok ikke stedet, hvor han kunne få lov til at slippe fantasien løs, men sådan et sted fandt han nogle år senere, da han begyndte at tegne lykønskningskort. Derfra sprang han videre til børnebøgernes verden – og er blevet der. Siden 1976 har Anthony Browne udgivet den ene billedbog efter den anden. De første bøger var ikke godt tegnede, men siden han i 1980’erne fandt sin stil, har han holdt godt fast i den. Ikke de store formeksperimenter dér. Historierne er også meget lig hinanden, og Anthony Browne elsker at indarbejde referencer til både egne og andres værker. Utallige gange støder man på kendte malerier i Brownes billeder. I Sørens billeder (2000) er der ligefrem en liste bag i bogen over de malerier, han har været inspireret af til lige præcis den bog.
28888317
Surrealismen er tydeligvis den af de kunstneriske ismer, der har optaget Anthony Browne mest. Utallige referencer til Magritte, Dali, Giorgio de Chirico og andre har gennemsyret bøgerne lige fra begyndelsen. Mange af historierne handler fundamentalt set om at slippe fantasien løs. At sprænge rammerne i en kedelig hverdag, hvor de voksne læser avis, ser tv, er fraværende og kaste sig ind i en verden hvor dyrene regerer. Især aber og specielt gorillaer. Man kan måske ikke finde en gorilla i hver eneste af Anthony Brownes bøger, men det er tæt på. Hans første større vendepunkt blev således bogen Giv mig en gorilla (1983), som vandt nogle priser og gav ham selvtillid, som han selv siger. Anthony Brownes historier er altid på børnenes side. Hans solidaritet ligger hos de stille, de kiksede, de underkuede, der af og til kan opleve et øjebliks triumf, når de stærke kommer ned med nakken.