Anthony Browne

Artikel type
illustratorer
Illustrator Søren Jessen. 2004.
Main image
Browne, Anthony

Indledning

Engelsk illustrator og forfatter. Har hovedsagelig udgivet billedbøger ofte med en abe som hovedperson, fx i serien om chimpansen Søren.

Anthony Browne har altid bestræbt sig på at tegne naturalistisk.

 

52470196

Blå bog

Født: 1946 i Sheffield, England

Bopæl: Kent, England

Uddannelse: Leeds College of Arts

Vigtige værker: Giv mig en Gorilla

Priser: Blandt andre Hans Christian Andersen medaljen, 2000 Kate Greenaway Medal 1983, Kurt Maschler Award

Seneste udgivelse: Willy og skyen. Klematis, 2016. (Willy and the cloud, 2016). Oversat af Mette Jørgensen. Billedbog.

Inspiration: Maurice Sendak og Chris Van Allsburg

 

 

Baggrund

Anthony Browne har altid bestræbt sig på at tegne naturalistisk. Det forstår man godt, når man hører, at han har en fortid som tegner i medicinalindustrien, hvor han minutiøst skulle tegne udstyr, operationer og mennesker (patienter). Det var nok ikke stedet, hvor han kunne få lov til at slippe fantasien løs, men sådan et sted fandt han nogle år senere, da han begyndte at tegne lykønskningskort. Derfra sprang han videre til børnebøgernes verden – og er blevet der. Siden 1976 har Anthony Browne udgivet den ene billedbog efter den anden. De første bøger var ikke godt tegnede, men siden han i 1980’erne fandt sin stil, har han holdt godt fast i den. Ikke de store formeksperimenter dér. Historierne er også meget lig hinanden, og Anthony Browne elsker at indarbejde referencer til både egne og andres værker. Utallige gange støder man på kendte malerier i Brownes billeder. I Sørens billeder (2000) er der ligefrem en liste bag i bogen over de malerier, han har været inspireret af til lige præcis den bog.

28888317

Surrealismen er tydeligvis den af de kunstneriske ismer, der har optaget Anthony Browne mest. Utallige referencer til Magritte, Dali, Giorgio de Chirico og andre har gennemsyret bøgerne lige fra begyndelsen. Mange af historierne handler fundamentalt set om at slippe fantasien løs. At sprænge rammerne i en kedelig hverdag, hvor de voksne læser avis, ser tv, er fraværende og kaste sig ind i en verden hvor dyrene regerer. Især aber og specielt gorillaer. Man kan måske ikke finde en gorilla i hver eneste af Anthony Brownes bøger, men det er tæt på. Hans første større vendepunkt blev således bogen Giv mig en gorilla (1983), som vandt nogle priser og gav ham selvtillid, som han selv siger. Anthony Brownes historier er altid på børnenes side. Hans solidaritet ligger hos de stille, de kiksede, de underkuede, der af og til kan opleve et øjebliks triumf, når de stærke kommer ned med nakken.

Søren

Der findes efterhånden en del bøger om aben Søren. Den første ( Søren splejs ) udkom på dansk i 1984, den sjette ( Sørens billeder ) i 2000. Det må med andre ord være en figur, som Anthony Browne ikke helt kan slippe. Måske fordi Søren i virkeligheden er ham selv? Visse ting kunne tyde på det, men det kommer jeg tilbage til.

23043297

Søren-serien har efterhånden delt sig i to ”grene”. I den første gren er bøgerne kvadratiske og har i det hele taget et stærkt seriepræg, hvor bogens titel på forsiden er skrevet i hånden med forskellige farver. I hver af disse bøger møder vi en Søren, der afgjort har været duks i flinkeskolen. Man ser det straks på hans perfekte midterskilning og strikkede vest. Hver historie starter med Søren som den underkuede, der får oprejsning til sidst. Om ikke andet, så i sine drømme.

Den anden gren består af to noget større bøger, hvis omslag ikke har et seriepræg, ud over at navnet Søren indgår i titlen. Indeni ligner de dog hinanden en hel del i deres leg med klassiske, kendte kunstværker. Anthony Browne kan slet ikke få nok af især Rene Magrittes billeder. Elementer fra den kendte surrealists billeder dukker op overalt i Søren drømmer (1997). Måske fordi Brownes grafiske stil og udtryk minder meget om Magrittes. Deres hang til naturalisme ligger på nogenlunde samme – lidt naive – niveau. Forstået på den måde, at de maler, så enhver kan se, hvad det forestiller, uden dog at tage skridtet videre og male fuldstændig supernaturalistisk. Deres mennesker minder også om hinanden i deres stivnede positurer, synes jeg.

Men tilbage til min påstand om at Anthony Browne måske opfatter Søren som sit alter ego. På forsiden af ”Sørens billeder” ser man Søren stå og male et portræt af Anthony Browne i præcis den skjorte og strikkede vest som, Søren altid har haft på, lige siden man mødte ham første gang. På bogens sidste opslag ses en person på vej ud af værelset, halvt gemt bag døren så man ikke kan se hans ansigt. Men tilbage på bordet og stolen ligger Sørens vest og ansigt, der viser sig at være en maske! Man kunne godt forledes til at tro, at dette er den sidste bog om Søren. Tegneren og forfatteren er på vej ud ad døren – mod noget helt nyt?