Anthony Browne

Illustrator Søren Jessen. 2004.
Main image
Browne, Anthony

Indledning

Engelsk illustrator og forfatter. Har hovedsagelig udgivet billedbøger ofte med en abe som hovedperson, fx i serien om chimpansen Søren.

Anthony Browne har altid bestræbt sig på at tegne naturalistisk.

 

46417801

Blå bog

Født: 1946 i Sheffield, England

Bopæl: Kent, England

Uddannelse: Leeds College of Arts

Vigtige værker: Giv mig en Gorilla

Priser: Blandt andre Hans Christian Andersen medaljen, 2000 Kate Greenaway Medal 1983, Kurt Maschler Award

Seneste udgivelse: Lille Frida. Jensen & Dalgaard , 2019. (Little Frida, 2019). Oversat af Dal Michaelsen. Billedbog.

Inspiration: Maurice Sendak og Chris Van Allsburg

 

 

Artikel type
illustratorer

Baggrund

Anthony Browne har altid bestræbt sig på at tegne naturalistisk. Det forstår man godt, når man hører, at han har en fortid som tegner i medicinalindustrien, hvor han minutiøst skulle tegne udstyr, operationer og mennesker (patienter). Det var nok ikke stedet, hvor han kunne få lov til at slippe fantasien løs, men sådan et sted fandt han nogle år senere, da han begyndte at tegne lykønskningskort. Derfra sprang han videre til børnebøgernes verden – og er blevet der. Siden 1976 har Anthony Browne udgivet den ene billedbog efter den anden. De første bøger var ikke godt tegnede, men siden han i 1980’erne fandt sin stil, har han holdt godt fast i den. Ikke de store formeksperimenter dér. Historierne er også meget lig hinanden, og Anthony Browne elsker at indarbejde referencer til både egne og andres værker. Utallige gange støder man på kendte malerier i Brownes billeder. I Sørens billeder (2000) er der ligefrem en liste bag i bogen over de malerier, han har været inspireret af til lige præcis den bog.

28888317

Surrealismen er tydeligvis den af de kunstneriske ismer, der har optaget Anthony Browne mest. Utallige referencer til Magritte, Dali, Giorgio de Chirico og andre har gennemsyret bøgerne lige fra begyndelsen. Mange af historierne handler fundamentalt set om at slippe fantasien løs. At sprænge rammerne i en kedelig hverdag, hvor de voksne læser avis, ser tv, er fraværende og kaste sig ind i en verden hvor dyrene regerer. Især aber og specielt gorillaer. Man kan måske ikke finde en gorilla i hver eneste af Anthony Brownes bøger, men det er tæt på. Hans første større vendepunkt blev således bogen Giv mig en gorilla (1983), som vandt nogle priser og gav ham selvtillid, som han selv siger. Anthony Brownes historier er altid på børnenes side. Hans solidaritet ligger hos de stille, de kiksede, de underkuede, der af og til kan opleve et øjebliks triumf, når de stærke kommer ned med nakken.

Søren

Der findes efterhånden en del bøger om aben Søren. Den første ( Søren splejs ) udkom på dansk i 1984, den sjette ( Sørens billeder ) i 2000. Det må med andre ord være en figur, som Anthony Browne ikke helt kan slippe. Måske fordi Søren i virkeligheden er ham selv? Visse ting kunne tyde på det, men det kommer jeg tilbage til.

23043297

Søren-serien har efterhånden delt sig i to ”grene”. I den første gren er bøgerne kvadratiske og har i det hele taget et stærkt seriepræg, hvor bogens titel på forsiden er skrevet i hånden med forskellige farver. I hver af disse bøger møder vi en Søren, der afgjort har været duks i flinkeskolen. Man ser det straks på hans perfekte midterskilning og strikkede vest. Hver historie starter med Søren som den underkuede, der får oprejsning til sidst. Om ikke andet, så i sine drømme.

Den anden gren består af to noget større bøger, hvis omslag ikke har et seriepræg, ud over at navnet Søren indgår i titlen. Indeni ligner de dog hinanden en hel del i deres leg med klassiske, kendte kunstværker. Anthony Browne kan slet ikke få nok af især Rene Magrittes billeder. Elementer fra den kendte surrealists billeder dukker op overalt i Søren drømmer (1997). Måske fordi Brownes grafiske stil og udtryk minder meget om Magrittes. Deres hang til naturalisme ligger på nogenlunde samme – lidt naive – niveau. Forstået på den måde, at de maler, så enhver kan se, hvad det forestiller, uden dog at tage skridtet videre og male fuldstændig supernaturalistisk. Deres mennesker minder også om hinanden i deres stivnede positurer, synes jeg.

Men tilbage til min påstand om at Anthony Browne måske opfatter Søren som sit alter ego. På forsiden af ”Sørens billeder” ser man Søren stå og male et portræt af Anthony Browne i præcis den skjorte og strikkede vest som, Søren altid har haft på, lige siden man mødte ham første gang. På bogens sidste opslag ses en person på vej ud af værelset, halvt gemt bag døren så man ikke kan se hans ansigt. Men tilbage på bordet og stolen ligger Sørens vest og ansigt, der viser sig at være en maske! Man kunne godt forledes til at tro, at dette er den sidste bog om Søren. Tegneren og forfatteren er på vej ud ad døren – mod noget helt nyt?

Fædre

Anthony Browne har lavet en del bøger, der handler om en far, eller har en far i en (stor) birolle. Sjovest er det måske at sammenligne de to bøger Zoo (1992) og Tegnelegen (2003), fordi det er præcis den samme familie, man følger. Faren er stadig lige utålelig med sine gamle vitser og dominante (alfahan) fremfærd. Faren og drengene har det samme tøj på, mens moren – meget realistisk – har skiftet fra bukser til kjole.

22841874

Der er næsten identiske tegninger i begyndelsen af hver bog, hvor familien er på vej til målet for deres udflugt. Henholdsvis zoologisk have og et kunstmuseum. Tegningerne af faren er så godt som ens. Han traver tungt af sted med begge hænder begravet dybt i bukselommerne og ser ærlig talt noget bister ud. Men ellers er det interessant at se, at Brownes stræben efter naturalisme i ”Zoo” er afløst af en mere karikeret skildring af menneskene i ”Tegnelegen”. I hvert fald visse steder, som på tegningen hvor familien flygter fra en gadekamp med skydende soldater. Her er familien – og især faren – ikke forsøgt gengivet naturalistisk. Anthony Browne har i et interview fortalt, at han ofte har brugt børn som model for sine tegninger. Det ses tydelig i mange af bøgerne, men i ”Tegnelegen” tror jeg ikke, han har gjort det. Her har han klaret sig på rutinen.

Man kan let forledes til at tro, at de mange gorillaer i Brownes bøger er et symbol for faren som begreb og han siger selv, at gorillaer minder ham om hans far. Både i Giv mig en gorilla (1983) og Verdens bedste far (2000) bytter en far og en gorilla plads i historien. Tegningen fra sidstnævnte bog af gorillaen i farens gule, ternede slåbrok siger det hele – også selvom man i resten af bogen finder mange andre dyr i den slåbrok. Men Anthony Browne minder om, at gorillaer altså også kan være blide, og at de er meget familieorienterede.

I egne spor

Anthony Browne har ofte referencer til sine egne tidligere bøger i sine illustrationer. Allertydeligst i de to parkbøger: En tur i parken (1978) og Stemmer i parken (1998) hvor sidstnævnte på mange måder er et re-make af den første. Sammenligner man bøgerne tegning for tegning, er der sammenfald helt ned i detaljer som fodstillingen hos personerne og de to hunde. Måske Anthony Browne en dag har kigget i En tur i parken og tænkt, at historien var god nok, men tegningerne dårlige. Det kan jeg i så fald kun give ham ret i. Men det er morsomt at se, hvordan han allerede i sine første bøger var ramt af surrealismen. Mange af de detaljer man siden har fundet i hans bøger stammer helt tilbage fra 1970’erne. I ”Stemmer i parken” (1998) møder læseren en dreng og hans dominerende, sure mor og en pige og hendes noget mere medgørlige, men arbejdsløse, far. Bogen rummer mange eksempler på alt det, Anthony Browne er rigtig god til: Den diskrete symbolik, der siger en hel masse om hovedpersonerne og deres forhold til hinanden, som i tegningen hvor Verner går i skyggen af sin mor, der ikke er med på billedet; den finurlige fantasi af surrealistisk tilsnit; at skabe sammenhænge i illustrationerne som gør det sjovt, at bladre frem og tilbage og kigge på detaljer efter at man har læst bogen første gang.

King Kong

Der er mange Brownebøger, jeg ikke har plads til at nævne, så jeg vil lige her på falderebet omtale King Kong (1994), som jeg ofte læste op for mine børn, da de var små. Det er naturligvis helt oplagt at lade Anthony Browne forsøge sig med den historie, og jeg synes, der er kommet mange gode tegninger ud af det. Også tegninger der ikke ligner andre Browne-tegninger.

20725591

Der er frem for alt et meget spændende lys i mange af tegningerne – eller rettere mørke. Sort er ikke ligefrem en farve, der har domineret Brownes tegninger gennem årene. Mange af dem er lidt kedeligt belyst, uden de store lys/skygge virkninger. I King Kong er der mørke. Og nat. Og dramatik. Den bedste tegning, efter min mening, er den på side 63, hvor King Kong står på toppen af klippen og holder i det reb, som Ann og Jack er ved at klatre ned ad. Det er et vandfarve-billede som altid, men der er store mørke partier i klippen og – frem for alt – i aben. Jeg synes, det klæder Brownes tegninger fremragende at få dette modspil mellem lys og skygge. Den tegning er, efter min mening, en af de bedste gorillategninger i Brownes illustratorskab, og det siger ikke så lidt.

Bibliografi

Bibliografi

Browne, Anthony:
Super mor. 2005
Browne, Anthony:
Gennem skoven. 2004
Browne, Anthony:
Tegnelegen. 2003
Browne, Anthony:
Sørens billeder. 2000
Browne, Anthony:
Verdens bedste far. 2000
Browne, Anthony:
Stemmer i parken. 1998
Browne, Anthony:
Søren drømmer. 1998
Browne, Anthony:
Søren troldmand.
Browne, Anthony:
Anthony Browne´s King Kong. 1994
Browne, Anthony:
Et stort barn, en lille spøg. 1993
Browne, Anthony:
Zoo. 1992
Strauss, Gwen:
Netjokeren 1991
Browne, Anthony:
Søren og Hugo 1991
Browne, Anthony:
Forandringer. 1990
Browne, Anthony:
Tunnelen. 1989
McAfee, Annalena:
Vera véd bedst. 1987
Browne, Anthony:
Hvem er det der banker? 1986
Browne, Anthony:
Søren - sikker vinder. 1985
McAfee, Annalena:
Gæster hver dag - nej tak! 1984. Illustreret af Anthony Browne.
Browne, Anthony:
Søren Splejs. 1984
Browne, Anthony:
Giv mig en gorilla. 1983
Browne, Anthony:
Super mor. Apostrof, 2005. (My mum). (bi).
Browne, Anthony:
Super mor. Apostrop, 2005. (My mum). (bi).
Browne, Anthony:
Venskab. 2008. (original titel: Little beauty) Billedbog.
Browne, Anthony:
Mig og dig. Apostrof, 2010. (Me and you). (bi).
Browne, Anthony:
Følelser. Apostrof, 2011. (How do you feel?). (bi).
Browne, Anthony:
En gorilla : tæl til ti. Apostrof, 2012. (One gorilla). (bi).
Browne, Anthony:
Hvad nu hvis - ? Carlsen, 2013. (What if - ?). Oversat af Birgitte Qvint. Billedbog.
Browne, Anthony:
Willy og skyen. Klematis, 2016. (Willy and the cloud, 2016). Oversat af Mette Jørgensen. Billedbog.
Browne, Anthony: Lille Frida. Jensen & Dalgaard, 2019. (Little Frida, 2019). Oversat af Dal Michaelsen. Billedbog

Om Anthony Browne

Raahauge, Jens:
Hvor går grænsen? Anthony Browne's billedbøger Plys. 1987. S. 144-149. Med litteraturhenvisninger.

Links

Links

Kort note om forfatteren på Forlaget Random House’ hjemmeside.
Omfattende omtale på fransk fra Ricochet-Jeunes, et omfattende site for studiet af børnelitteratur.
anthony Browne fortæller om hvorfra han får sin inspiration, bl.a. fra sit eget liv og fra de store mestre.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anthony Browne