Anthony Browne har lavet en del bøger, der handler om en far, eller har en far i en (stor) birolle. Sjovest er det måske at sammenligne de to bøger Zoo (1992) og Tegnelegen (2003), fordi det er præcis den samme familie, man følger. Faren er stadig lige utålelig med sine gamle vitser og dominante (alfahan) fremfærd. Faren og drengene har det samme tøj på, mens moren – meget realistisk – har skiftet fra bukser til kjole.
22841874
Der er næsten identiske tegninger i begyndelsen af hver bog, hvor familien er på vej til målet for deres udflugt. Henholdsvis zoologisk have og et kunstmuseum. Tegningerne af faren er så godt som ens. Han traver tungt af sted med begge hænder begravet dybt i bukselommerne og ser ærlig talt noget bister ud. Men ellers er det interessant at se, at Brownes stræben efter naturalisme i ”Zoo” er afløst af en mere karikeret skildring af menneskene i ”Tegnelegen”. I hvert fald visse steder, som på tegningen hvor familien flygter fra en gadekamp med skydende soldater. Her er familien – og især faren – ikke forsøgt gengivet naturalistisk. Anthony Browne har i et interview fortalt, at han ofte har brugt børn som model for sine tegninger. Det ses tydelig i mange af bøgerne, men i ”Tegnelegen” tror jeg ikke, han har gjort det. Her har han klaret sig på rutinen.
Man kan let forledes til at tro, at de mange gorillaer i Brownes bøger er et symbol for faren som begreb og han siger selv, at gorillaer minder ham om hans far. Både i Giv mig en gorilla (1983) og Verdens bedste far (2000) bytter en far og en gorilla plads i historien. Tegningen fra sidstnævnte bog af gorillaen i farens gule, ternede slåbrok siger det hele – også selvom man i resten af bogen finder mange andre dyr i den slåbrok. Men Anthony Browne minder om, at gorillaer altså også kan være blide, og at de er meget familieorienterede.