Anthony Browne har ofte referencer til sine egne tidligere bøger i sine illustrationer. Allertydeligst i de to parkbøger: En tur i parken (1978) og Stemmer i parken (1998) hvor sidstnævnte på mange måder er et re-make af den første. Sammenligner man bøgerne tegning for tegning, er der sammenfald helt ned i detaljer som fodstillingen hos personerne og de to hunde. Måske Anthony Browne en dag har kigget i En tur i parken og tænkt, at historien var god nok, men tegningerne dårlige. Det kan jeg i så fald kun give ham ret i. Men det er morsomt at se, hvordan han allerede i sine første bøger var ramt af surrealismen. Mange af de detaljer man siden har fundet i hans bøger stammer helt tilbage fra 1970’erne. I ”Stemmer i parken” (1998) møder læseren en dreng og hans dominerende, sure mor og en pige og hendes noget mere medgørlige, men arbejdsløse, far. Bogen rummer mange eksempler på alt det, Anthony Browne er rigtig god til: Den diskrete symbolik, der siger en hel masse om hovedpersonerne og deres forhold til hinanden, som i tegningen hvor Verner går i skyggen af sin mor, der ikke er med på billedet; den finurlige fantasi af surrealistisk tilsnit; at skabe sammenhænge i illustrationerne som gør det sjovt, at bladre frem og tilbage og kigge på detaljer efter at man har læst bogen første gang.