King Kong

Der er mange Brownebøger, jeg ikke har plads til at nævne, så jeg vil lige her på falderebet omtale King Kong (1994), som jeg ofte læste op for mine børn, da de var små. Det er naturligvis helt oplagt at lade Anthony Browne forsøge sig med den historie, og jeg synes, der er kommet mange gode tegninger ud af det. Også tegninger der ikke ligner andre Browne-tegninger.

20725591

Der er frem for alt et meget spændende lys i mange af tegningerne – eller rettere mørke. Sort er ikke ligefrem en farve, der har domineret Brownes tegninger gennem årene. Mange af dem er lidt kedeligt belyst, uden de store lys/skygge virkninger. I King Kong er der mørke. Og nat. Og dramatik. Den bedste tegning, efter min mening, er den på side 63, hvor King Kong står på toppen af klippen og holder i det reb, som Ann og Jack er ved at klatre ned ad. Det er et vandfarve-billede som altid, men der er store mørke partier i klippen og – frem for alt – i aben. Jeg synes, det klæder Brownes tegninger fremragende at få dette modspil mellem lys og skygge. Den tegning er, efter min mening, en af de bedste gorillategninger i Brownes illustratorskab, og det siger ikke så lidt.