Generelt gælder det for Ina Bruhns romaner, at hun skriver indsigtsfulde portrætter af unge. Hun skriver om livet, som det er, og skriver om det, der gør ondt. Den tendens findes bredt i dansk ungdomslitteratur for øjeblikket. Forfattere som Sanne Søndergaard, Sanne Munk Jensen, Ronnie Andersen og Anders Johansen skriver også barske ungdomshistorier. De tager ungdommen og dens problemer alvorligt.
Stilistisk og sprogligt har ”Min fucking familie” og Ronnie Andersens debutroman ”Date med en engel” mere til fælles. Begge forfattere er inspireret af filmens sprog og skriver filmsproget direkte ind i handlingen. Deres hovedpersoner er begge filmfreaks, der fortæller om deres barske liv, som var det en film. Desuden har både Bruhn og Ronnie Andersen et veludviklet øre for unges sprog, og de skriver begge knivskarpe replikker, der giver bidende og humoristiske dialoger, som skyder handlingen derudad.
”Min fucking familie” trækker også tråde til dogmeinstruktør Thomas Vinterbergs film ”Festen”. Både i film og roman er familiefesten scenen, hvor alle løgne og skeletter rasler ud af skabene, og selvom hovedpersonerne i henholdsvis film og roman har meget forskellig alder og ikke deler samme kønsdilemma, så deler de det at være ud af en familie, der under overfladen er mere end almindelig dysfunktionel. Mord, misbrug, utroskab, ægte og uægte børn og søskende gemmer sig bag familiernes pæne facader.
En af Bruhns erklærede litterære helte er John Irving. Han skriver store, brede og plotdrevne romaner. Bruhn skriver tilsvarende plotdrevet, så selv om de to er langt fra hinanden tematisk og genremæssigt, deler de forkærligheden for den store fortælling. Hvor Irving er en varm fortaler for plot, begynder Bruhn sine fortællinger med karakteren. Hun siger: ”Jeg starter altid med karaktererne, og så kommer miljø/sted og plot bagefter.” (Maria Roslev: Mailinterview med Ina Bruhn. Forfatterweb, juni 2013.)