Tom Buk-Swientys forfatterskab byder på en lang række dokumentariske værker, der sætter historiske begivenheder i spil. Han indledte sit forfatterskab med et par bøger om USA – bl.a. reportagebogen ”Det sidste hus på prærien” og ”Den ideelle amerikaner”, der fortæller historien om den dansk-amerikanske journalist, reformist og fotograf Jacob A. Riis. Men ikke mindst med værkerne om den skæbnesvangre krig i 1864 slog hans forfatterskab igennem hos det danske publikum. I ”Slagtebænk Dybbøl”, ”Dommedag Als”, ”Ild og blod”, ”Til døden os skiller” tager Buk-Swienty læserne med til den slagmark, som han selv er vokset op nærved. I de to sidstnævnte værker er det ikke kun 1864, der er omdrejningspunktet. Værkerne fortæller historien om eventyreren, krigeren, aristokraten og levemanden Wilhelm Dinesen, der i øvrigt er far til forfatter Karen Blixen. Men der er ikke tale om en gennemført historisk biografi – snarere en dramatiseret dokumentarisk fortælling, der bygger på historisk materiale såsom dagbøger, malerier og breve.
Et tema, der går igen i Buk-Swientys forfatterskab, er krigens konsekvenser for det enkelte menneske og dets omgivelser. Blandt andet tematiseres det i ”Tommy og Tanne” om Karen Blixen og hendes bror Thomas Dinesen. Her bliver læserne lukket ind i det åbne sår i familien, som faren skaber ovenpå sin deltagelse i 1864-krigen. Temaet behandles også i ”Berlin brænder” – blandt andet igennem Stemanns granatchok, og hvordan krigens dramatiske oplevelser ødelægger både sjæle og ægteskaber.
Tom Buk-Swienty har en unik evne til at dramatisere historisk kildemateriale og blæse liv i historien og små og store personligheder for læseren. Ifølge Buk-Swienty er det detaljen, der gør hele forskellen for en fortælling. I sin research til bøgerne har han derfor opsøgt mange af de steder, han skriver om: ”Når jeg er på de historiske steder, så har jeg den der fornemmelse af indlevelse. Det er det, der driver mit skriveri. Det er indlevelse, som jeg kun kan få, hvis jeg er på stedet (…) det har givet bogen de der usynlige ting, som man ikke præcis kan pege på. Det er bare min egen forståelse af terrænet og forholdene,” siger Tom Buk-Swienty (Ditte Jensen: I kaptajnens fodspor. Dagbladet Information, 2013-09-13).