”Factotum” fra 1975 (”Alt forefaldene arbejde”, 1983) handler om den alkoholiserede Henry Chinaskis turbulente liv og oplevelser som forhutlet løsarbejder i Amerika i 1940’erne under og efter Anden Verdenskrig. Vi følger ham, mens han flakker rundt fra by til by uden fast bopæl. Undervejs ernærer Chinaski sig ved tilfældige småjobs, men de ender næsten altid med en fyreseddel. Som oftest fordi han driver den af, kommer for sent eller drikker på jobbet.
Chinaski påtager sig kun den endeløse strøm af ligegyldige jobs, fordi ingen magasiner gider købe hans noveller. Han prøver nemlig desperat at slå igennem som forfatter og er yderst produktiv, når det gælder sit arbejde foran skrivemaskinen. Desværre uden synderligt held hos forlagene, for han får sine manuskripter retur lige så hurtigt, som han kan sende dem af sted. Derfor lever han en modløs tilværelse med kroniske tømmermænd, hvor de eneste interesser er at drikke sig sanseløst beruset, spille på heste og ryge billige cigarer
Kærlighedslivet er ligesom de mange ufaglærte jobs mest på engangsbasis med de tilfældige kvinder, som Chinaski støver op på de lokale værtshuse. Lige indtil den dag, hvor han møder den temperamentsfulde Jan, der er mindst lige så drikfældig som han selv. Sammen indleder de et mildt sagt stormfuldt forhold, der bygger på lige dele latter, gråd og ikke mindst masse af tomme flasker.
Handlingen i ”Factotum” lader sig nærmest beskrive som en række rå og fornedrende, men også levende og humoristiske fortællinger om livet på bunden af det amerikanske samfund i 1940’ernes USA. Charles Bukowski beretter disse historier uden det rendestensromantiske skær, som ofte præger taberlitteraturen. I stedet skriver han med stor forståelse og empati for de personer, der lever livet i de nedre lag i de amerikanske storbyer. Med en autentisk stemme skildrer han den kroniske tilstand af ligegyldighed og håbløshed, som der den dag i dag stadig er millioner af mennesker, der lever på.
Bukowski har i sit fiktive alter ego, Henry Chinaski, desuden formået at skabe en karakter, der hele tiden balancerer mellem tragik og komik. Tragik fordi han er en mand med både talent og potentiale, der hele tiden er faretruende tæt på at vælte ned i en rendesten så dyb, at han ikke kan kravle op igen ved egen hjælp. Komik på grund af hans skæve og sylespidse betragtninger over livet og hvordan det skal leves. Chinaski er en form for oprører, der tager kampen op imod den amerikanske drøm. For i modsætning til sine omgivelser ønsker han ikke at blive et produktivt medlem af samfundet, og han nægter at definere sig ud fra begrænsende præmisser som arbejde eller familie. I Chinaskis øjne er disse begreber overfladiske illusioner. Han vælger i stedet en kompromisløs tilgang til livet, hvor han kun skal stå til ansvar over for sig selv og kunsten i form af skriveriet.
Dele af ”Factotum” danner grundlaget for både Barbet Schroeders film ”Barfly” fra 1987 med Mickey Rourke i rollen som Chinaski og Bent Hamers ”Factotum” fra 2005 med Matt Dillon i hovedrollen.