”Post Office” fra 1971 (”Al magt til ekstrabudene”, 1981) er endnu en delvist selvbiografisk roman om Charles Bukowskis liv. Denne gang er det hans ansættelse ved postvæsenet i Los Angeles fra midten af 1950’erne til slutningen af 1960’erne, der danner rammen om fortællingen.
Henry Chinaski, Bukowskis litterære alter ego, er ved historiens start som sædvanlig uden en krone på lommen. Derfor tager han imod jobbet som postomdeler, så han kan få penge til at betale huslejen, turene til væddeløbsbanen og ikke mindst til at få dækket sit enorme alkoholforbrug. Vanen tro kommer Chinaski hurtigt op at toppes med sin nye chef, og han får som resultat de værste postruter fyldt med bidske hunde, sure gamle koner og seksuelt underernærede kvinder.
På hjemmefronten er der ikke megen støtte for Chinaski at hente. Han bor sammen med Betty, der er alkoholiker ligesom han selv, men hun går kold og forlader ham. Herefter må Chinaski igen tilbage til at søge kærligheden med tilfældige kvinder på tilfældige steder.
Ikke overraskende får Chinaski hurtigt nok af at uddele post, og han siger op for i stedet at ernære sig ved at spille på heste. Han er dog snart tilbage på posthuset, men denne gang for at sortere post. Et job han mod alle forventninger kommer til at passe i næsten et helt årti.
”Post Office” er en satirisk skildring af tilværelsen som bud og postsorterer inden for den amerikanske postetat, hvis pedantiske reglement kun har til formål at gøre de ansatte til robotter. Ved at karikere fremstillingen af postvæsenet som en umenneskelig og regelorienteret organisation, skaber Bukowski de perfekte rammer for at sætte sit alter egos situation ind i et større perspektiv. Chinaski søger gennem hele romanen efter en mening med livet. Denne søgen modarbejdes konsekvent af den arbejdsplads, der hele tiden lægger beslag på hans opmærksomhed. Hvis postvæsenet læses som et billede på den moderne verden, så er denne verden ligegyldig og afstumpet. I den sammenhæng kan man se Chinaskis skørlevned og moralske fordærv som den eneste sunde reaktion på dette organiserede vanvid. For hvis magthaverne ikke er i stand til at gøre livet meningsfuldt for den brede befolkning, så er man som person nødt til at tage sagen i egen hånd.