”Hollywood” fra 1989 (”Hollywood”, 1993) er den sidste af Charles Bukowskis semi-biografiske romaner med Henry Chinaski som hovedperson. Den handler om den nu aldrende forfatters farceagtige møde med drømmefabrikken i Hollywood i midten af 1980’erne, hvor han arbejder på manuskriptet til en film om sig selv.
Til at begynde med er Chinaski ikke synderligt begejstret for tanken om at skrive et filmmanuskript. Han lader sig dog overtale af den aparte, men sympatiske instruktør Jon Pinchot, der brænder for projektet. Desuden er der også en pæn klat penge involveret. Chinaski skriver derfor et manuskript med titlen ”Dansen om Jim Beam”, der handler om ham selv som ung drukkenbolt i 1950’ernes Los Angeles. Ikke så snart er produktionen af filmen gået i gang, før problemerne melder deres ankomst. Optagelserne viser sig nemlig at være fuldstændigt kaotiske. For Hollywood er fyldt med prætentioner, forfængelighed og forstillelse. Pinchot må dagligt kæmpe mod et rablende sindssygt persongalleri befolket af kyniske filmproducenter og krukkede skuespillere for at få filmen i kassen. Chinaski står blot tilbage som måbende tilskuer på sidelinjen. Det er en hylende grotesk proces, hvor kunstnerisk frihed og professionalisme står i skyggen af penge, magt og indflydelse. Utroligt nok lykkes det dog alligevel til sidst at få en film ud af manuskriptet.
”Hollywood” er interessant blanding af meta-litteratur og sydende Hollywood-satire. Bogen er en fiktionsroman om tilblivelsen af filmen ”Barfly” instrueret af Barbet Schroeder med Mickey Rourke og Faye Dunaway i hovedrollerne, der er baseret på Bukowskis egen omtumlede ungdom. Den er dog i kræft af de mange verdensberømte skuespillere, producenter og instruktører, der alle optræder under yderst let gennemskuelige pseudonymer, også et ondskabsfuldt portræt af den helt igennem absurde og uvirkelige amerikanske filmindustri.
Der er også en vemodig kerne i ”Hollywood”. Da Chinaski endelig ser filmen om sin egen ungdom, så bliver han konfronteret med den tid fire årtier tidligere, hvor han stadig var sulten efter anerkendelse og skrev sine største værker. Bukowski har altid haft selverkendelse, og han ved godt, at den tid er forbi. På den måde skabes et portræt af en mand, der efter et langt og hårdt liv endelig har fundet en indre ro med stabilitet og økonomisk sikkerhed i hverdagen og der som 65-årig for første gang har råd til at købe sit eget hus.