Charles Bukowski var i sin levetid en dark horse i litteraturens verden. På grund af sin hårdkogte og uformelle stil er han ofte blevet knyttet til de litterære outsidere i den såkaldte Beat-generation, men han opfattede aldrig sig selv som en del af bølgen. Alligevel er Bukowskis indflydelse på efterkrigstidens amerikanske litteratur mindst lige så stor, som de etablerede Beat-forfattere Allen Ginsburg, Jack Kerouac og William Burroughs.
Bukowski er især blevet kendt for at være en af de første digtere, der bringer den amerikanske storbyvirkelighed ind i litteraturen. I hele sit forfatterskab fokuserer han konsekvent på samfundets underliv. Han skriver om luderens, drankerens og andre små eksistensers håbløshed i en malmstrøm af sex, druk og tabte horisonter. I bogen ”Med det hele…” beskriver han eksempelvis en barndom præget af fattigdom, svigt og vold, og i ”Al forefaldende arbejde” gælder det livet som løsarbejder og fordrukken bums. Romaner, der i kraft af deres prægnante kritik af bagsiden af den amerikanske drøm, begge har opnået status som kultklassikere i dag.
I et interview i bogen ”Bukowski and the Beats” fortæller Bukowski: ”Jeg bestræber mig på at bruge de mindste, mest enkle ord. Jeg elsker, når det er råt. På den måde lyver jeg ikke for mig selv, og folk ved, hvad jeg taler om. Tiden er inde til at sige tingene, som de er. Hvis samfundet rådner, hvis det er brutalt, så skal mine bøger også være det. Jeg fotograferer kun”.