I sin samtid var Mikhail Bulgakov først og fremmest kendt som dramatiker og teatermand, og den tætte tilknytning til teatret ses blandt andet ved, at Bulgakovs romaner har haft et langt og succesrigt parallelliv som teaterproduktioner. Men den fornemmes også i selve romanernes sceniske opbygning og mundrette replikker og langt hen ad vejen også i deres særlige satiriske bid og humoristiske tilsnit.
Mens et værk som ”Den hvide garde” holder sig i et realistisk spor, er flere af de øvrige værker kendetegnet ved at udfordre vores forestillinger om det umiddelbart lade-sig-gørlige. De kan tage form som science fiction-romaner som ”Skæbnesvangre æg” og ”En hunds hjerte” eller rumme overnaturlige elementer som i ”Mesteren og Margarita”. Disse udfordringer af vores virkelighedsopfattelse fremstår ofte groteske og overdrevne, men netop derved kan Bulgakov sætte særlige problematikker eller tendenser i tiden på spidsen.
Bulgakovs forfatterskab er præget af en mørk optagethed af det djævelske, ondsindede, umoralske og skurkagtige i alle de former, det kan tage. Der kan være tale om konkrete djævle og dæmoner, skruppelløse videnskabsmænd, angrebslystne slanger, krigens grusomhed eller menneskets kamp med sin egen destruktive indre ondskab. Kampen mellem det gode og det onde er altid nærværende hos Bulgakov.
Hvad der er godt og ondt, afhænger imidlertid i høj grad af øjet, der ser, og godt og ondt eksisterer i virkeligheden sjældent i ren form, ligesom ret og uret, skyld og uskyld ikke gør det. Man kan hævde, at Bulgakovs værker har politisk og moralfilosofisk karakter, men de er ikke agiterende og tilskriver sig ikke eksplicit et særligt ståsted. Der efterlades et rum for, at argumenter og overbevisninger kan brydes, både i forhold til politik, filosofi, religion og etik. En mennesketype, der dog konsekvent får en noget ublid medfart på tværs af forfatterskabet, er kujonen – den krysteragtige, den feje, den, der kun vil redde sit eget skind, og den, der ikke tør stå ved sig selv.