m bulgakov
Foto: Ukendt / Ritzau Scanpix

Mikhail Bulgakov

cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
m bulgakov
Foto: Ukendt / Ritzau Scanpix
Main image
Bulgakov, Mikhail
Foto: Wikipedia

Indledning

En livslang kamp mod censuren og heftig modstand fra kultureliten vidner om en forfatter med en kompromisløs tilgang til litteraturen. Mikhail Bulgakovs bidende satire, sorte humor og udpenslende karakteristik af menneskelig dårskab var ofte for stærk en mikstur for samtidens restriktive sovjetstyre. Eftertiden har imidlertid fældet en mere retfærdig dom over Bulgakovs værker, som i dag bredt betragtes som uomgængelige klassikere inden for den russisksprogede litteratur.

 

28146957

Blå bog

Født: 15. maj 1891 i Kiev.

Død: 10. marts 1940 i Moskva.

Uddannelse: Læge.

Debut: Belaja gvardija. 1924.

Seneste udgivelse: Den hvide garde. Hovedland, 2010. Oversat af Jan Hansen.

Inspiration: Nikolaj Gogol, Charles Dickens, H.G. Wells, Fjodor Dostojevskij, E.T.A. Hoffmann.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”– Undskyld mig, svarede den fremmede blidt, – men for at råde, må man have en nøjagtig plan for i det mindste et rimeligt tidsrum. Må jeg så ikke spørge dem: Hvordan kan mennesket råde, hvis det ikke kan lægge planer for selv så latterligt et kort tidsrum som tusind år – hvis det i virkeligheden ikke kan indestå for sin egen skæbne den dag i morgen?”
”Mesteren og Margarita”, s. 23.

Mikhail Bulgakov blev født den 15. maj 1891 i Kiev og var den ældste i en søskendeflok på ti. Faderen var en alvorlig, arbejdsom teologiprofessor, moderen datter af en biskop, fra en lidt bedre del af borgerskabet og veluddannet for en kvinde på denne tid. Familien var ikke velstillet, men tilbød Bulgakov en tryg barndom, som han siden så tilbage på med glæde og sentimentalitet. Hjemmet var grundlæggende monarkistisk indstillet, men med albuerum for liberale tanker.

Allerede i skoleårene havde Bulgakov en interesse for litteratur, men valgte med medicinstudiet en noget anden retning for sit arbejdsliv. Under Første Verdenskrig blev han gennem Røde Kors udstationeret som læge ved fronten, og den brutalitet, han her oplevede, gjorde et stort indtryk på ham. I 1916 valgte han en markant roligere tilværelse som landsbylæge i Smolenskprovinsen. Siden flyttede han tilbage til Kiev og åbnede en praksis, men måtte i 1919 forlade den og sin familie for at tjene som feltlæge i Kaukasus. Her blev han ramt af tyfus og søgte på denne baggrund om afskedigelse fra hæren. Herefter arbejdede han som journalist og litteratur- og dramaunderviser.

Efter borgerkrigen 1918-1920 emigrerede det meste af Bulgakovs familie til Vesten, mens Bulgakov blev nægtet udrejse. I 1921 flyttede han til Moskva for at forfølge en forfattertilværelse. På dette tidspunkt kunne Bulgakov ernære sig alene ved sine skriveaktiviteter og virke i teaterlivet, og i de følgende år tog denne nye levevej fart.

Bulgakov blev et populært navn i Stalins postrevolutionære Sovjetunionen, men med populariteten fulgte også fjender og en større opmærksomhed fra censorerne, og Stalin selv optrådte skiftevis som Bulgakovs beskytter og bøddel. I slutningen af 1920’erne havde modstanden mod Bulgakov vokset sig så stor, at han i desperation skrev et brev til Stalin, hvor han bad om tilladelse til at emigrere fra Rusland. Stalin bad ham blive og sørgede for, at han kunne fortsætte med at arbejde på Moskva Kunstnerteater, men sammenstødene med censurorganerne fortsatte frem til Bulgakovs død i 1940.

Bulgakovs største værk, ”Mesteren og Margarita”, blev først udgivet 26 år efter forfatterens død, men udgivelsen ændrede radikalt Bulgakovs eftermæle, og han betragtes i dag som en af Ruslands vigtigste forfattere.

Den hvide garde

”Hans stemme fortsatte med at trænge ind i den lune, bløde puppe, Karas befandt sig i, men nu kun i form af hviskende enkeltord: ’Enevælde… Ja, min herre… Det mest hensynsløse diktatur, nogen kan forestille sig… Men det er vores eneste håb i dag… En enevældig tsar…’.”
”Den hvide garde”, s. 317.

Mikhail Bulgakovs ”Belaja gvardija” fra 1924 (udgivet uforkortet i 1966, ”Den hvide garde”, 2010) foregår i Kiev under de kaotiske revolutionsår 1918-1920. Byen er efter Første Verdenskrig besat af tyskerne. Besættelsen støttes uden større medvilje af den kontrarevolutionære hvide garde, der består af et uhomogent sammenrend af blandt andet tidligere zaristiske officerer, borgerlige grupperinger og den ikke-bolsjevikiske del af venstrefløjen. Over for denne står bolsjevikkernes røde hær, ukrainske nationalister og en række mindre grupperinger, hvis styrke og antal ingen rigtig kender.

Aleksej, Jelena og Nikolka har netop begravet deres mor, og de tre søskende er nu overladt til sig selv. Begge brødre er engageret i krigen på zarens side i den hvide garde, storebroren Aleksej som feltlæge, den 18-årige Nikolka som kadet, men i borgerkrigens bulder og brag er det svært at holde rede på, hvem der egentlig hører til hvor.

28146957

Bogens fokus ligger da også på beskrivelsen af krigens destruktive natur som sådan og på, hvordan den suspenderer almindelige menneskers hverdagsliv og skaber utryghed, vold og kaos. Bogen er ikke et angreb mod hverken det gamle zarregime, bolsjevikkerne eller nationalisterne, men i stedet en besk kommentar til de højtdekorerede, kujonagtige officerer, som er mere optaget af at pleje egne interesser end borgernes.

Modsat andre af Bulgakovs kendteste værker repræsenterer ”Den hvide garde” en relativt traditionel realisme uden magiske elementer eller science fiction-præg og giver et detalje- og stemningsmættet portræt af borgerkrigens Kiev med udgangspunkt i de tre Turbinsøskende. Bulgakov omdannede i 1926 med stor succes romanen til teaterstykket ”Familien Turbin”, og stykkets succes overstrålede klart romanens. Det var efter sigende Stalins yndlingsstykke, og han så det talrige gange.

En hunds hjerte

”Hunden Sharik lå med spredte lemmer på det smalle operationsbord, og dens hoved dunkede hjælpeløst mod den voksdugbeklædte hvide pude. Maven var nøgen, efter at klippemaskinen havde gjort sit værk, og nu var doktoren i gang med dens hoved uden at spilde et sekund.”
”En hunds hjerte”, s. 59.

Mikhail Bulgakovs ”Sobach’e serdtse” (”En hunds hjerte”, 1973) er skrevet i 1925, men manuskriptet blev beslaglagt af de russiske censurorganer og nægtet udgivelse. Den satiriske roman om hunden Sharik, der bliver menneske, udkom således først officielt i Sovjetunionen i 1987, men var i cirkulation som samizdat, dvs. uofficielle kopier, længe inden.

I romanen tager videnskabsmanden Filipp Filippovich Preobrazhenskij en herreløs hund ind fra Moskvas kolde gader. Hunden er sin nye ejer evigt taknemmelig, men det viser sig hurtigt, at professor Preobrazhenskij ikke er drevet af ren og skær barmhjertighed, men derimod af en trang til at presse videnskaben til den yderste grænse og bringe mennesket ind i en ny æra. Han indopererer eksperimentelt testikler og hypofyse fra en bolsjevikisk drukkenbolt i hunden, som snart begynder at udvise flere og flere menneskelige træk. Den lyder nu navnet Poligraf Poligrafovich, begynder at ytre sig proletarvenligt om borgerrettigheder og opfører sig i øvrigt ganske ubehøvlet over for sine nye medmennesker.

26209943

Poligrafovich bliver efterhånden en pest for sine omgivelser i en sådan grad, at professoren tvinges til at overveje, om eksperimentet skal afsluttes, inden det går helt galt.

”En hunds hjerte” tematiserer kritisk den mangel på etisk bevidsthed, der præger den moderne videnskab, hvor det, at noget er muligt, ofte ureflekteret bliver opfattet som en invitation til at gøre det. Den er skrevet med oplagt henvisning til Mary Shelleys ”Frankenstein” og H.G. Wells’ ”Doktor Moreaus ø”, men stammer også fra en tid, hvor den franskrussiske læge Serge Voronoff udfører eksperimenter meget lig romanens Preobrazhenskij, og den russiske biolog Ilya Ivanov eksperimenterer med at skabe hybrider mellem mennesker og aber. I disse vilde eksperimenter træder videnskaben så at sige i guds sted og forstyrrer den naturgivne orden.

At romanen blev underlagt udgivelsesforbud skyldes dog, at den samtidig åbenlyst kan læses som en allegori over Lenins kvaler med det nyligt frigjorte og utæmmelige sovjetiske proletariat.

 

 

Mesteren og Margarita

”Han var klædt i et dyrt, gråt jakkesæt og havde udenlandske sko i samme farve. Sin grå baskerhue havde han muntert skudt ned over det ene øre, og under armen bar han en stok med et sort greb af form som et puddelhoved.”
”Mesteren og Margarita”, s. 19.

Master i Margarita” (”Mesteren og Margarita”, 1968) betragtes som Mikhail Bulgakovs ubestridte hovedværk og som en klassiker i russisk litteratur. Romanen er blevet til over en længere årrække – Bulgakov begyndte at skrive på bogen i 1928 og blev først færdig med den kort tid før sin død i 1940. I romanen får Moskva besøg af Djævlen selv i skikkelse af den excentriske Woland og hans farverige følge.

Woland henvender sig i bogens indledning til redaktøren Berlioz og digteren Den Hjemløse, der sidder i dyb samtale om et ateistisk digt, som den unge digter er i gang med at skrive. Woland fortæller dem levende og detaljeret om Pontius Pilatus og Jesus. Han forudser desuden redaktørens snarlige død, og da denne forudsigelse viser sig at holde stik, bliver Den Hjemløse overbevist om, at der er noget overnaturligt på færde. Hans forsøg på at advare omverdenen om Woland og hans kumpaner fører imidlertid ikke andet med sig, end at den unge digter ender på en sindssygeanstalt.

27103731

Her træffer han Mesteren – en desillusioneret forfatter, der i desperation over talrige afvisninger har brændt manuskriptet til sin bog om Pontius Pilatus og vendt verden ryggen. Mesterens hemmelige elsker, Margarita, er ulykkelig over Mesterens forsvinden, og da Woland tilbyder hende chancen for at søge retfærdighed over for dem, der har holdt hendes elskede fanget på sindssygeanstalten, griber hun den.

”Mesteren og Margarita” har en sort humoristisk grundtone og satiriske træk. Den rummer desuden en række magiske elementer, som bryder den ellers realistiske ramme. Romanen har været genstand for heftig analyse de seneste 50 år, hvilket blandt andet skyldes dens tematiske tyngde og symbolske mangfoldighed, som peger i mange forskellige retninger. De to handlingsspor – Moskva i Bulgakovs samtid og Jerusalem på Jesu tid – sættes op som et gennemgående modsætningspar. Det er tradition og religion over for kommunisme og ateisme, men også en påpegning af de komplekse relationer, der eksisterer mellem disse fænomener. Det samme kan siges om andre markante temaer i romanen: skyld og uskyld, ondskab og godhed, tillid og mistillid mv.

Genrer og tematikker

I sin samtid var Mikhail Bulgakov først og fremmest kendt som dramatiker og teatermand, og den tætte tilknytning til teatret ses blandt andet ved, at Bulgakovs romaner har haft et langt og succesrigt parallelliv som teaterproduktioner. Men den fornemmes også i selve romanernes sceniske opbygning og mundrette replikker og langt hen ad vejen også i deres særlige satiriske bid og humoristiske tilsnit.

Mens et værk som ”Den hvide garde” holder sig i et realistisk spor, er flere af de øvrige værker kendetegnet ved at udfordre vores forestillinger om det umiddelbart lade-sig-gørlige. De kan tage form som science fiction-romaner som ”Skæbnesvangre æg” og ”En hunds hjerte” eller rumme overnaturlige elementer som i ”Mesteren og Margarita”. Disse udfordringer af vores virkelighedsopfattelse fremstår ofte groteske og overdrevne, men netop derved kan Bulgakov sætte særlige problematikker eller tendenser i tiden på spidsen.

Bulgakovs forfatterskab er præget af en mørk optagethed af det djævelske, ondsindede, umoralske og skurkagtige i alle de former, det kan tage. Der kan være tale om konkrete djævle og dæmoner, skruppelløse videnskabsmænd, angrebslystne slanger, krigens grusomhed eller menneskets kamp med sin egen destruktive indre ondskab. Kampen mellem det gode og det onde er altid nærværende hos Bulgakov.

Hvad der er godt og ondt, afhænger imidlertid i høj grad af øjet, der ser, og godt og ondt eksisterer i virkeligheden sjældent i ren form, ligesom ret og uret, skyld og uskyld ikke gør det. Man kan hævde, at Bulgakovs værker har politisk og moralfilosofisk karakter, men de er ikke agiterende og tilskriver sig ikke eksplicit et særligt ståsted. Der efterlades et rum for, at argumenter og overbevisninger kan brydes, både i forhold til politik, filosofi, religion og etik. En mennesketype, der dog konsekvent får en noget ublid medfart på tværs af forfatterskabet, er kujonen – den krysteragtige, den feje, den, der kun vil redde sit eget skind, og den, der ikke tør stå ved sig selv.

Beslægtede forfatterskaber

Et af de mest berømte Bulgakovcitater stammer fra det sted i ”Mesteren og Margarita”, hvor Woland overrækker Mesteren det manuskript, som han troede, han havde brændt, og forvisser ham om, at ”manuskripter ikke kan brænde”. Dette refererer til, at Bulgakov selv havde brændt en tidlig udgave af manuskriptet til ”Mesteren og Margarita”, men det refererer også til en anden stor russisk forfatter, som var en vigtig inspirationskilde for Bulgakov: Nikolaj Gogol. Hans ”Døde sjæle” eksisterer kun i reduceret form, da Gogol i afmagt brændte en stor del af manuskriptet. Gogol og Bulgakov er stilistisk nære slægtninge. Begge anvender det absurde og karikerede som litterært greb, ikke mindst i deres persontegning, og desuden er der oplagte paralleller mellem Bulgakovs ”En hunds hjerte” og eksempelvis Gogols novelle ”Næsen”, hvor det er en næse, der pludselig frigør sig fra sin ejermand og begynder at påberåbe sig sine rettigheder som et selvstændigt individ.

”En hunds hjerte” er herudover tydeligt inspireret af Mary Shelleys ”Frankenstein” og H.G. Wells’ ”Doktor Moreaus ø”, hvor videnskabsmanden Moreau eksperimenterer med at omdanne dyr til mennesker. Wells har med ”Gudernes føde og hvordan den kom til jorden” også været inspirationskilde til Bulgakovs ”Skæbnesvangre æg”. De handler begge om velmente videnskabelige eksperimenter, der løber løbsk. Slutningen på Bulgakovs roman minder desuden en del om Wells’ ”Klodernes kamp”, hvor en virusinfektion ender med at redde dagen for menneskeheden.

”Mesteren og Margarita” låner en del fra Faustmyten og lægger sig især op ad J.W. Goethes udlægning af myten. I begge værker indgås aftaler med Satan, og det er i høj grad de samme temaer, der kredses om i værkerne – ”det gode” over for ”det onde”, loyalitet, (vide)begær, metafysik og religion mv.

Bulgakov har haft en enorm betydning for en lang række af eftertidens forfattere, både i de russisktalende lande og internationalt. En markant arvtager, der har et lignende blik for det mørke, satiriske og dæmoniske, er den russiske forfatter og dramatiker Vladimir Sorokin.

Bibliografi

Romaner

Bulgakov, Mikhail:
Den hvide garde. Hovedland, 2010. (Belaja gvardija, 1924, 1966). Oversat af Jan Hansen.
Bulgakov, Mikhail:
Skæbnesvangre æg. Husets Forlag, 1989. (Rokovye yaytsa, 1924). Oversat af Jørgen Lund.
Bulgakov, Mikhail:
En hunds hjerte. Fremad, 1973. (Sobach’e serdtse, 1925, 1987). Oversat af Georg Sarauw.
Bulgakov, Mikhail:
Mesteren og Margarita. Grafisk Forlag, 1968. (Master i Margarita, 1966-67). Udgivet i ny oversættelse af Rosinante & Co. i 2008. Oversat af Jørgen Harrit.

Noveller

Bulgakov, Mikhail:
En ung læges optegnelser. Olsen & Olsen, 1977. (Zapiski junogo vratja, 1926). Oversat af Pernille Hee.

Drama

Bulgakov, Mikhail:
Familien Turbin. Danmarks Radio, 1967. (Dni Turbinykh, 1926). Oversat af Ove Hornby.

Om forfatterskabet

Bøger

Proffer, Ellendea:
Bulgakov. Life and Work. Ardis, 1984.
Krugonoy, George:
The Gnostic Novel of Mikhail Bulgakov. University Press of America, 1991.
Milne, Lesley (red.):
Bulgakov: The Novelist-Playwright. Harwood Academic Publishers, 1995.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mikhail Bulgakov