Kristian Byskov kan på den ene side siges at skrive sig ind i en snæver tradition i dansk litteratur ved at bekende sig til science fiction genren, som kun få danske forfattere har gjort sig i. På den anden side rummer debutromanen ”Mitose” elementer, som mange inkarnerede sci-fi-læsere ville overraskes over, og som derfor peger Byskovs forfatterskab i andre retninger.
”Mitose” gør det op til læseren at vurdere, hvorvidt den fremstillede fremtidsvision er værdikritisk, og romanen er hverken afgjort dystopisk eller utopisk. Men idet det totalitære og teknologiske stilles overfor det kollektive og biologiske, læner Byskov sig op ad andre danske sci-fi-forfattere som Inge Eriksen eller Niels E. Nielsen eller amerikanske Cormac McCarthy.
Titlen ”Mitose” afslører i sig selv, at der her eksperimenteres med biologi og krop i et fiktivt univers. Et udgangspunkt som andre nye danske forfattere, som Amalie Smidt og Bjørn Rasmussen også har arbejdet med, om end i helt andre kontekster.
Lukker man øjnene for sci-fi referencerne et øjeblik, er ”Mitose” også en sær og original fortælling på andre planer end det tematiske, og den handlingslette fortælling med sære, fremmedgørende elementer kan minde om 1960’er forfattere som f.eks. Peter Seeberg, hvis tekster heller ikke er hverken samtaletunge eller har meget komplicerede plots, men til gengæld bærer et sprogligt nærvær og ’muligheden’ som spændingselement.