Kristian Byskov

Artikel type
voksne
stud.mag. Nicoline Siebken Skandov, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Main image
Byskov, Kristian
Foto: Forlaget

Indledning

Kristian Byskov gør sig med sin debut ”Mitose” fra 2013 til en af Danmarks få science fiction forfattere. I romanen møder vi katastrofe og alternative livsformer i en fremtidsversion af verden, som vi kender det fra genren. Men der er også noget andet ved Byskov. En absurditet og en tavs, underspillet mørk ynde, man ellers ikke ofte forbinder med sci-fi-genren, og hans værk kan tilsyneladende omvende selv de mest belæste sci-fi-skeptikere. Med disse særlige detaljer både i sproget, formen og fortællingen, mærker man, at dette er en forfatter, som trækker spor med fra andre kunstarter.

52213525

Blå bog

Født: 9. december 1984, Næstved.

Uddannelse: Det Kongelige Danske Kunstakademi, Skolen for Mur og Rum, 2013.

Debut: Mitose. Forlaget emancipa(t/ss)tionsfrugten, 2013.

Litteraturpriser: Munch-Christensens Kulturlegat, debutantprisen, 2013.

Seneste udgivelse: Ny1. Emancipa(t/ss)ionsfrugten, 2016. Roman.

Inspiration: ”Jeg har ingen konkrete idoler – lyder også som et stort ansvar at være. Dog bliver jeg altid inspireret af fællesskaber, venner, familie, institutioner, bopæle og så videre. Det er ikke idoler, men det har betydning,” siger Kristian Byskov.

 

 

Baggrund

”Min hud er blevet mere blød. Det er næsten som om elasticiteten er fordoblet. Samtidig bevæger den sig af sig selv. Holder jeg armen op, kan jeg se hvordan musklerne tynges ned og samles nedenunder. Jeg ryster min underarm lidt og løfter den op mens jeg ser ned ad mig. Pludselig ser jeg min albue liggende ved siden af min ankel.”

”Mitose”, s. 17.

Kristian Byskov Rasmussen voksede op i Næstved sammen med sine forældre og sin lillebror. Moderen er pædagog og faderen skolelærer, og begge sønner kan stadig tage turen fra København hjem til barndomshjemmet, hvor forældrene bor endnu. I disse rammer viste Kristian som barn interesse for det arbejde, som senere hen skulle føre ham til Kunstakademiet og til tasterne som romanforfatter. Da jeg var lille, måske 12 år gammel, ville jeg gerne være tegneserietegner. Så jeg tror, at jeg har været fascineret af tekst og billeder kombineret til et narrativ i lang tid.” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013), fortæller Byskov i et interview til forfatterweb.  

I ungdomsårene gik Kristian Byskov på Næstved gymnasium, men var i disse år i virkeligheden mere interesseret i det, der lå udenfor lektionerne i Historie og Matematik. Her brugte han tid på at lære sig forskellige tegneteknikker og var bl.a. en del af et værkstedsfællesskab, hvor en gruppe unge med fælles interesser kunne mødes og lave kunst sammen.

I 2007 kom Byskov ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han efter sit første år på skolen var med til at organisere en tværfaglig studiekreds, hvor studerende fra Kunstakademiet og Forfatterskolen mødtes og gav hinanden undervisning og kritik på tekster og værker. Her tog hans interesse for teksten som enestående værk fat: Med studiekredsen fik jeg mere mod på at skrive længere tekster. Jeg finder tekst meget behageligt at arbejde med, da det, for mig, er en meget direkte måde at udtrykke noget på. Især med en praksis der har mange forskellige størrelsesforhold, materialer, tider og rum. For eksempel kunne jeg med ”Mitose” forbinde mit arbejde med bæredygtige designmodeller, madressourcer og organiseringsformer.” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013) fortæller Kristian Byskov.

Det efterfølgende år begyndte han at eksperimentere med små manuskripter til film og teater, der alle tog udgangspunkt i science fiction-genren og fandt sted i rumskibe og handlede om finanskrisen. Dette blev de spæde skridt til at skrive et længere værk for Kristian Byskov: ”Jeg havde bare virkelig lyst til at beskæftige mig med en ting, som ville tage lang tid at gøre færdig, som ville være en del af mit liv i en længere periode. Jeg er meget inspireret af, når man kan mærke en forfatter ændre sig selv igennem en tekst – det sker sikkert for alle. Men jeg ville prøve, hvordan det var at arbejde med noget, der i takt med jeg finder på det, også ændrer mig.” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013). I 2013 afsluttede Kristian Byskov uddannelsen på skolen for mur og rum på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

 

Mitose

”Alt er gennemsyret af én stor organisme der vil sende små meddelelser rundt i sin enorme, vidt omkransende krop. Svampens sporer blander sig i luften. Dybe ekkoer af rungende pulsslag tager til i tempo.”
”Mitose”, s. 120.

Kristian Byskovs debutroman, ”Mitose” fra 2013, placerer sig allerede med sin undertitel i genren science fiction, men i bogens fremtidsscenarie er det ikke så meget en teknologisk udvikling, vi præsenteres for, som det er en biologisk. Den unavngivne jeg-fortæller lever i verden efter katastrofen – der er ikke mere vand i hanerne. Der er ingen stat, ingen autoriteter, og nu er det tilsyneladende ’every man for himself’.

I sin jagt på overlevelse forlader han sit hjem, men går snart i blackout. Vinteren over ligger han i dvale i jorden og vågner op, forandret. En dreng viser ham vejen til en boligblok, hvor en menneskeflok har skabt et lille samfund i de forladte bygninger. Her hersker en anden form for biologisk orden, end den vi kender. I midten af komplekset troner en kæmpetudse, lydløst og urørlig, og imellem lejlighederne løber et tarmsystem af rør med algevand, som sumpfolket anvender som føde. Om natten ligger de i badekar fyldt med algevand og absorberer føden gennem huden, der er blevet grågrøn og slimet.

29831904

Hovedpersonen begynder hurtigt at ligne og opføre sig som de andre i flokken, kommunikere med tankerne og passe algerne med døsig arbejdsomhed. En dag da flokkens ’samlere’ er på udkig efter materialer i området, bliver de beskudt af en fremmed: historiens eneste navngivne karakter, arkitekten Lis. Hun har formået at overleve alene, med metoder som i højere grad ligner dem, vi kender fra vores tid. Ved at anvende sirligt udformede genbrugssystemer skaffer hun sig grøntsager, fisk og rent vand.

Mitose betyder ukønnet celledeling og er den proces, der danner grundlag for vækst og vedligeholdelse af flercellede organismer. Denne underliggende biologiske præmis gennemsyrer Byskovs tekst, og den nye verden er beskrevet i billeder, der holder læseren fast i et slimet, boblende og tavst univers. Gennem biologisk evolution af menneskekroppen formår mennesket (måske) at overvinde katastrofen, men på trods af dette store tankespil er det med en unavngiven hovedperson, og i øvrigt kun én biperson, vanskeligt som læser at nå at føle særlig meget med karaktererne. Det giver ”Mitose” en sær og fremmedgørende stemning, og på mange måder overtager man som læser hovedpersonens uvidenhed, men begynder på samme måde som ham at acceptere de besynderlige omgivelser, som handlingen skrider frem.