Kristian Byskov

Kristian Byskovs debutroman, ”Mitose” fra 2013, placerer sig allerede med sin undertitel i genren science fiction, men i bogens fremtidsscenarie er det ikke så meget en teknologisk udvikling, vi præsenteres for, som det er en biologisk. Den unavngivne jeg-fortæller lever i verden efter katastrofen – der er ikke mere vand i hanerne. Der er ingen stat, ingen autoriteter, og nu er det tilsyneladende ’every man for himself’.

I sin jagt på overlevelse forlader han sit hjem, men går snart i blackout. Vinteren over ligger han i dvale i jorden og vågner op, forandret. En dreng viser ham vejen til en boligblok, hvor en menneskeflok har skabt et lille samfund i de forladte bygninger. Her hersker en anden form for biologisk orden, end den vi kender. I midten af komplekset troner en kæmpetudse, lydløst og urørlig, og imellem lejlighederne løber et tarmsystem af rør med algevand, som sumpfolket anvender som føde. Om natten ligger de i badekar fyldt med algevand og absorberer føden gennem huden, der er blevet grågrøn og slimet.

29831904

Hovedpersonen begynder hurtigt at ligne og opføre sig som de andre i flokken, kommunikere med tankerne og passe algerne med døsig arbejdsomhed. En dag da flokkens ’samlere’ er på udkig efter materialer i området, bliver de beskudt af en fremmed: historiens eneste navngivne karakter, arkitekten Lis. Hun har formået at overleve alene, med metoder som i højere grad ligner dem, vi kender fra vores tid. Ved at anvende sirligt udformede genbrugssystemer skaffer hun sig grøntsager, fisk og rent vand.

Mitose betyder ukønnet celledeling og er den proces, der danner grundlag for vækst og vedligeholdelse af flercellede organismer. Denne underliggende biologiske præmis gennemsyrer Byskovs tekst, og den nye verden er beskrevet i billeder, der holder læseren fast i et slimet, boblende og tavst univers. Gennem biologisk evolution af menneskekroppen formår mennesket (måske) at overvinde katastrofen, men på trods af dette store tankespil er det med en unavngiven hovedperson, og i øvrigt kun én biperson, vanskeligt som læser at nå at føle særlig meget med karaktererne. Det giver ”Mitose” en sær og fremmedgørende stemning, og på mange måder overtager man som læser hovedpersonens uvidenhed, men begynder på samme måde som ham at acceptere de besynderlige omgivelser, som handlingen skrider frem.

Kristian Byskovs debut som forfatter ligger i klar forlængelse af hans arbejde på Kunstakademiet, hvorfra han blev færdiguddannet i 2013. Hans afsluttende værk på Kunstakademiet, som er lavet i samarbejde med Andreas Rasmussen, kredser om nogle af de samme refleksioner som hans debutroman, ”Mitose”. Installationen er et biotopisk testrum, hvor to rumrejsende fremfører en opera omringet af spiselige alger og stueplanter. Værket indbragte de to dimittender Charlottenborg-legatet. Også her er temaer som klima, teknologi og liv centrale, og Byskovs virke som installationskunstner slår på den måde rødder i ”Mitose”s sprængte form.

”Mitose” er en roman, som behandler nogle af de klassiske sci-fi emner, men er i højere grad en stemning end et afgrænset komplekst fremtidsscenarie. Byskovs baggrund som kunstner afspejles i værket, og måske derfor er ellers sci-fi-skeptiske litterater begejstrede for ”Mitose”. ”Jeg tør roligt sige, at Kristian Byskov med sin roman fik bragt mig ud af min science fiction skepsis og fanget mig ind en fortælling om en verden efter en katastrofe, og det er en fortælling, der helt elementært fungerer som kunst og litteratur”, skrev Litteraturprofessor Anne-Marie Mai i sin motivationstale til Kristian Byskov ved overrækkelsen af Munch-Christensens Kulturlegat.

”Mitose” er på trods af de komplekse rammer en simpel fortælling med et klart, men enkelt sprog uden lange forkromede og ordtunge sætninger. Det komplekse overfor det simple gør, at man hele tiden er i tvivl som læser – hvad er det der foregår? Fortælleren er nemlig selv efterladt i uvidenhed og opsluges langsomt i et telepatisk univers blandt sumpfolket, og hans følelser og oplevelser smitter på mange måder af på læseren. Der sker dog et skift og en form for åbenbaring, da synsvinklen for en kort stund skifter til karakteren Lis som den udefrakommende betragter. Hun sætter tingene i perspektiv og kan fortælle om den fremmede verden uden selv at være blevet absorberet af den nye livsform.

Kristian Byskov benytter Lis som betragter, hvilket er et genkendeligt træk fra sci-fi-genren. På den ene side er han med ”Mitose” en forfatter som tydeligt bekender sig til en genre, mens han på samme tid udfordrer og eksperimenterer med den. Selv er han sikker på, at det er en genre, som han får svært ved at komme ud af igen. ”Når man beskriver en fremtid, beskriver man også en nutid, men på en måde som nutiden ikke selv kan beskrive. Men man er også med til at definere fremtiden, ved at skabe billeder af den. På den måde er det en fiktionsgenre, der har et sært, tæt forhold til vores nutidige virkelighed,” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013) fortæller Kristian Byskov.

Kristian Byskov kan på den ene side siges at skrive sig ind i en snæver tradition i dansk litteratur ved at bekende sig til science fiction genren, som kun få danske forfattere har gjort sig i. På den anden side rummer debutromanen ”Mitose” elementer, som mange inkarnerede sci-fi-læsere ville overraskes over, og som derfor peger Byskovs forfatterskab i andre retninger.

”Mitose” gør det op til læseren at vurdere, hvorvidt den fremstillede fremtidsvision er værdikritisk, og romanen er hverken afgjort dystopisk eller utopisk. Men idet det totalitære og teknologiske stilles overfor det kollektive og biologiske, læner Byskov sig op ad andre danske sci-fi-forfattere som Inge Eriksen eller Niels E. Nielsen eller amerikanske Cormac McCarthy.

Titlen ”Mitose” afslører i sig selv, at der her eksperimenteres med biologi og krop i et fiktivt univers. Et udgangspunkt som andre nye danske forfattere, som Amalie Smidt og Bjørn Rasmussen også har arbejdet med, om end i helt andre kontekster.

Lukker man øjnene for sci-fi referencerne et øjeblik, er ”Mitose” også en sær og original fortælling på andre planer end det tematiske, og den handlingslette fortælling med sære, fremmedgørende elementer kan minde om 1960’er forfattere som f.eks. Peter Seeberg, hvis tekster heller ikke er hverken samtaletunge eller har meget komplicerede plots, men til gengæld bærer et sprogligt nærvær og ’muligheden’ som spændingselement.