Kristian Byskovs debutroman, ”Mitose” fra 2013, placerer sig allerede med sin undertitel i genren science fiction, men i bogens fremtidsscenarie er det ikke så meget en teknologisk udvikling, vi præsenteres for, som det er en biologisk. Den unavngivne jeg-fortæller lever i verden efter katastrofen – der er ikke mere vand i hanerne. Der er ingen stat, ingen autoriteter, og nu er det tilsyneladende ’every man for himself’.
I sin jagt på overlevelse forlader han sit hjem, men går snart i blackout. Vinteren over ligger han i dvale i jorden og vågner op, forandret. En dreng viser ham vejen til en boligblok, hvor en menneskeflok har skabt et lille samfund i de forladte bygninger. Her hersker en anden form for biologisk orden, end den vi kender. I midten af komplekset troner en kæmpetudse, lydløst og urørlig, og imellem lejlighederne løber et tarmsystem af rør med algevand, som sumpfolket anvender som føde. Om natten ligger de i badekar fyldt med algevand og absorberer føden gennem huden, der er blevet grågrøn og slimet.
29831904
Hovedpersonen begynder hurtigt at ligne og opføre sig som de andre i flokken, kommunikere med tankerne og passe algerne med døsig arbejdsomhed. En dag da flokkens ’samlere’ er på udkig efter materialer i området, bliver de beskudt af en fremmed: historiens eneste navngivne karakter, arkitekten Lis. Hun har formået at overleve alene, med metoder som i højere grad ligner dem, vi kender fra vores tid. Ved at anvende sirligt udformede genbrugssystemer skaffer hun sig grøntsager, fisk og rent vand.
Mitose betyder ukønnet celledeling og er den proces, der danner grundlag for vækst og vedligeholdelse af flercellede organismer. Denne underliggende biologiske præmis gennemsyrer Byskovs tekst, og den nye verden er beskrevet i billeder, der holder læseren fast i et slimet, boblende og tavst univers. Gennem biologisk evolution af menneskekroppen formår mennesket (måske) at overvinde katastrofen, men på trods af dette store tankespil er det med en unavngiven hovedperson, og i øvrigt kun én biperson, vanskeligt som læser at nå at føle særlig meget med karaktererne. Det giver ”Mitose” en sær og fremmedgørende stemning, og på mange måder overtager man som læser hovedpersonens uvidenhed, men begynder på samme måde som ham at acceptere de besynderlige omgivelser, som handlingen skrider frem.