Mircea Cărtărescus værker er fulde af referencer til verdenslitteraturen, og med sin genrehybride litteratur er der mange oplagte forfattere at drage paralleller til. Med sit tema om nostalgi, længslen efter det tabte barndomsland, som Cărtărescu tager op i novellesamlingen med selvsamme titel, læner han sig op ad Marcel Proust. Den stil, Proust er kendt for, hvor erindringsbilleder flyder og fylder i deres egen splintrede orden, der udfordrer læserens tidslinje og skaber en åben tidsoplevelse, viderefører Cărtărescu i ”Solenoide”.
Blandt andre inspirationskilder nævner Cărtărescu ofte modernisterne James Joyce og Virginia Woolf. Cărtărescu fortæller, at han – ligesom de nævnte forfattere, der er kendt for skrivestilen stream of consciousness – skriver i én lang køre stort set uden at redigere. Han skriver altid i hånden i små notesbøger – selv når resultatet er en murstensroman som ”Solenoide”.
Cărtărescu er også nært beslægtet med de magiske realister, som især er repræsenteret hos en række sydamerikanske forfattere. Han forklarer selv: ”Ja, jeg er meget glad for sydamerikansk litteratur. Mine idoler er Marquez; Mario Vargas Llosa, som jeg har haft den store fornøjelse at møde; Sabato, Cortazar og Borges. Jeg er, som alle rumænske forfattere, meget fortrolig med den litteratur”. (Marie Tetzlaff: Rumænsk forfatter misunder sit unge selv. Politiken, 2011-04-27). Men nævnes skal også Franz Kafka, som han er tydeligt inspireret af.
Ved sin sofistikerede leg med fortællepositioner og en problematisering af stabile identiteter og ved sin udfordring af læserens trang til sammenhæng, placerer han sig samtidig i en postmoderne fortælletradition og kan sammenlignes med en forfatter som Paul Auster i hans romantrilogi ”New York Trilogien” (1986). Begge forfattere ynder at drille læseren, lege med synsvinkler og plot. Historierne opløses ofte af fortællerne selv, og der refereres konstant til værkets fiktionalitet. Som i Cărtărescus første fortælling i ”Nostalgi”, ”Chancerytteren”, hvor vi helt fra begyndelsen, og derefter med mellemrum, gøres opmærksom på fortælleren, der sidder og skriver dette, og som til sidst peger på sin egen fiktionalitet og derved litterære udødelighed.