”Nostalgi” er fuld af referencer til verdenslitteraturen fra Franz Kafka til William Blake og Thomas Mann. Med sit tema om ”nostalgi”, længslen efter det tabte barndomsland, læner Cărtărescu sig dog allermest op af Proust, som også er den forfatter, han hyppigst sammenlignes med.
Hans stil adskiller sig dog på stort set alle punkter fra disse ældre europæiske forfattere, og han nævner ofte sydamerikanske forfattere, når han beskriver sin fascination af det fantastiske i litteraturen, som han mener er en slags rumænsk specialitet: ”Ja, jeg er meget glad for sydamerikansk litteratur. Mine idoler er Marquez; Mario Vargas Llosa, som jeg har haft den store fornøjelse at møde; Sabato, Cortazar og Borges. Jeg er, som alle rumænske forfattere, meget fortrolig med den litteratur”. (Marie Tetzlaff: Rumænsk forfatter misunder sit unge selv. Politiken, 2011-04-27).
Ved sin sofistikerede leg med fortællepositioner og en problematisering af stabile identiteter og ved sin udfordring af læserens trang til sammenhæng, placerer han sig samtidig i en postmoderne fortælletradition og kan sammenlignes med en forfatter som Paul Auster i hans romantrilogi ”New York Trilogien” (1986). Begge forfattere ynder at drille læseren, lege med synsvinkler og plot. Historierne opløses ofte af fortællerne selv, og der refereres konstant til værkets fiktionalitet. Som i Cărtărescus første fortælling i ”Nostalgi”, ”Chancerytteren”, hvor vi helt fra begyndelsen, og derefter med mellemrum, gøres opmærksom på fortælleren, der sidder og skriver dette, og som til sidst peger på sin egen fiktionalitet og derved litterære udødelighed.