Mircea Cărtărescu

Artikel type
voksne
cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Main image
Cărtărescu, Mircea
Foto: Cato Lein / C&K Forlag

”En psykedelisk Proust” er Mircea Cărtărescu blevet kaldt. Hans debutroman ”Nostalgi” foregår i fødebyen Bukarest i 1970’erne, men et underjordisk Bukarest befolket af desperate vanvidsspillere, der danser med døden, kærlighedssyge yndlinge, der begærer den elskede så meget, at de bytter køn med hende, og børn, der rives ud af barndommens magiske idyl ved seksualitetens frembrud. Mest af alt handler ”Nostalgi” dog om tiden, der går, og som aldrig kan genskabes.

28688113 

Blå bog

Født: 1. juni 1956 i Bukarest.

Uddannelse: Kandidatgrad i Rumænsk Sprog og Litteratur i 1980.

Debut: Debuterede som lyriker i 1978 i tidsskriftet România Literară.

Litteraturpriser: Det Rumænske Akademis Pris, 1989. Prix Union Latine for bedste udenlandske bog, 1992.

Seneste udgivelse: Nostalgi. C&K Forlag, 2011.

Inspiration: Gabriel García Márquez, Mario Vargas Llosa, Ernesto Sabato, Julio Cortázar og Jorge Luis Borges.

 

Baggrund

”Chancerytteren kunne ikke leve i verden, hvilket er en måde at sige på, at den verden, han levede i, er fiktiv, den er litteratur. Jeg er overhovedet ikke i tvivl: Chancerytteren er en litterær gestalt. (…) Chancerytteren – at jeg er en person i en fortælling, at selv om jeg er firs, kommer jeg aldrig til at dø, for jeg har faktisk aldrig levet.”

”Nostalgi”, s. 33.

Mircea Cărtărescu er født i 1956 i Stalintidens Bukarest. Hans forældre var fattige landarbejdere, der rejste til den rumænske hovedstad og blev fabriksarbejdere. Faderen var medlem af kommunistpartiet og indædt modstander af religion, hvilket betød, at Cărtărescu skulle blive 30 år gammel, før han stiftede bekendtskab med Biblen. Litteratur spillede dog hurtigt en stor rolle for Cărtărescu, som begyndte at læse i en tidlig alder: ”Som barn og ung læste jeg hele tiden, og jeg læste alt, skønlitteratur, videnskab, filosofi, fysik, matematik. Jeg var nysgerrig efter alt i verden, jeg ville vide alt. Det hjalp mig til at modstå det ydre pres. Jeg ville være som mine favoritforfattere, jeg ville være én af dem.” (Karen Syberg: På sporet af den tabte tid. Information, 2011-03-28).

Cărtărescu begyndte at læse litteratur på universitetet og fandt sammen med andre intellektuelle i en litterær undergrundskreds, som i firserne var meget påvirkede af USA og beat-generationen. De gik rundt i Bukarest med deres lange hår og de jeans, som de var nødt til at købe illegalt. Cărtărescu har senere fortalt, at han og hans omgangskreds betragtede sig selv som apolitiske, og faderens loyalitet over for kommunistpartiet gjorde, at far og søn aldrig er kommet tæt på hinanden. ”Jeg kunne ikke tale om andet end fodbold med min far. Intet andet emne var muligt. Vi kommunikerer stadig ikke nu, hvor han er næsten 80. Der er en glasvæg imellem os.” (Marie Tetzlaff: Rumænsk forfatter misunder sit unge selv. Politiken, 2011-04-27). 

Efter at have færdiggjort sin uddannelse med en disputats om postmodernisme debuterede Cărtărescu i 1978 som lyriker i et rumænsk magasin. Han opnåede hurtigt anerkendelse i litterære kredse, og det var også i dette miljø, at han skrev debutromanen: ”Nostalgi” er en speciel bog. Jeg skrev den i en periode, hvor jeg var berømt som digter. Men jeg kom, som den eneste digter i min generation, også i en litterær kreds, hvor der kun blev skrevet og læst prosa. Og så begyndte jeg at skrive prosa, fordi jeg ville udfordre mine kolleger prosaisterne. Jeg skrev den ene novelle efter den anden og læste dem alle op for dem i kredsen. De var så begejstrede, at jeg besluttede at samle teksterne i en bog. Og samlet føler jeg, at de definerer en meget speciel og fælles atmosfære. De har nogle fælles rødder, nogle symboler, der forbinder det hele under overfladen”. (Marie Tetzlaff: Rumænsk forfatter misunder sit unge selv. Politiken, 2011-04-27). Bukarest er Cărtărescus barndomsby, men det er ikke Ceauşescus betondiktatur, man møder i ”Nostalgi”, men rettere en dunkel undergrundsverden fuld af magi og poesi. Barndomsbeskrivelserne i bogen er delvist erindrede: ”Jeg var meget lykkelig over at iscenesætte mine erindringer om min barndom og forvandle dem til et psykodrama ved hjælp af myte og ritual. Jeg ville definere mig selv via mine minder. For mig er det dog også pinefulde historier, de gør mig dybt bedrøvet. For bogens store tema er tiden, som går og aldrig vender tilbage.” (Karen Syberg: På sporet af den tabte tid. Information, 2011-03-28).

Udover at være forfatter er Cărtărescu tilknyttet Bukarests Universitet som professor i Litteratur.

 

Nostalgi

”Det slog gnister af kammen ved hver kontakt med håret, og han fik den idé at slukke lyset. I det næsten totale mørke, som opstod, dannede der sig nu et efemerisk net af uendeligt fine, grønblå gnister (…) I dette flimrende, stroboskopiske lys kunne man i spejlet se en utrolig kvindeskikkelse med mandsskuldre, fladt bryst og fremstående nøgleben.”
”Nostalgi”, side 89.

Det er en tilsnigelse at kalde ”Nostalgia” fra 1993 (”Nostalgi”, 2011) en roman, for bogen består af fem tematisk forbundne historier, der ikke som sådan fortæller en kontinuerlig historie. I det hele taget er det svært at definere ”Nostalgi”, for hvad handler de fem noveller, eller måske rettere små romaner, om? Man kan sige så meget, at handlingen er hensat til Bukarest, der dog ikke optræder som et genkendeligt bybillede under et kommunistisk diktatur, men som en slags drømmelandskab. 

I bogens første fortælling, ”Chancerytteren”, føres læseren ned i Bukarests underjordiske gange, hvor Chancerytteren gør en nervepirrende karriere blandt byens velhavere ved konstant at udfordre sig selv og skæbnen i Russisk Roulette. Oddsene øges, for hver gang Chancerytteren overlever, og han bliver efterhånden selv velhavende. Alligevel fortsætter hans dødedans, indtil han ikke bare sætter livet på spil med tre ud af seks kugler i pistolen, men i stedet fire, fem og til sidst seks. Her tager fortællingen en drejning, hvor vi kommer i tvivl om, hvem det er, der fortæller os denne historie, og hvad det er, vedkommende vil fortælle: ”Jeg ville smide disse sider ud, som jeg har samlet her, fuldkommen meningsløst. Men hvad kan et menneske, der har skrevet litteratur hele sit liv, gøre? Hvordan frigøre sig fra stilens stramme tøjler?” (side 32). 

28688113

Tabet af barndommens magi og tryghed er et genkommende tema for alle fem historier. Man er hensat til en virkelighed, der måske mest af alt er barnets, og hvor det usandsynlige indtræffer med største selvfølgelighed. Fortællingen ”Debilius” foregår netop i børnehøjde i de blokke, hvor fortælleren boede som barn. Her leger drengene småsadistiske lege som ”hekserik” i de åbne tomter og holder sig langt væk fra ejendommens piger, indtil en besynderlig, ny dreng flytter ind. Debilius, som de kalder ham, fortæller magiske historier, blandt andet om himmelhvælvet, der i virkeligheden er hjernekuplen på et kæmpemæssigt barn. 

I fortællingen ”Tvillinger” tager Cărtărescu fat på et klassisk højromantisk motiv: sammensmeltningen mellem det kvindelige og det mandlige. Her følger vi indledningsvist en mands forvandling til kvinde og får dernæst forhistorien: hans besættelse af en kvinde, der hensætter ham i et begær efter at blive hende, en transformation, der endeligt finder sted under det naturhistoriske museum i Bukarest, hvor de to i sammensmeltningen bytter krop. Helt bogstaveligt talt, naturligvis. 

”Nostalgi” opererer med mange gotiske elementer som tvillinger, det splittede menneske, den barnlige uskyld og dens dæmoniske vrangside. Selv siger Cărtărescu om det romantiske: ”Den er min mest romantiske bog, den handler udelukkende om folks indre liv, om drømmeagtige tilstande, dagdrømme og erindringer, der jo også med tiden udfolder sig og bliver drømmende.” (Karen Syberg: På sporet af den tabte tid. Information, 2011-03-28). 

Prosadebuten ”Nostalgi” udkom i en censureret version i 1989 under navnet ”Visul” (Drømmen) under diktaturet styre. Her blev ”Chancerytteren” ikke vurderet egnet til offentliggørelse, og historien blev fjernet af censuren. I 1993 udkom ”Nostalgi” i en ubeskåret udgave, og den har banet vejen for Cărtărescus ry som en af nutidens største europæiske forfattere. Fortællingerne kredser om barndommens univers, og hvordan længslen efter dette univers, eller rettere nostalgien efter det, er en slags præmis for kunstens opståen. Selv forklarer Cărtărescu brugen af ordet ”nostalgi” på denne måde: ”Nostalgi er altså hjemve, men den kan også udfolde sig i tiden som længsel efter barndommen og ungdommen, og det er i den betydning, jeg bruger det. Som en higen efter en tid, der aldrig mere vender tilbage.” (Karen Syberg: På sporet af den tabte tid. Information, 2011-03-28).