Mario Vargas Llosa

Mario Vargas Llosa er født i Arequipa i Peru i 1936. Kort efter hans fødsel blev forældrene Ernesto Vargas Maldonado og Dora Llosa Ureta skilt pga. en affære, hans far havde med en tysk kvinde. Llosa boede med sin mors familie, som introducerede ham for litteraturen. Mødet revolutionerede hans verden og blev afgørende for hans litterære vækkelse. Forældrene fandt sammen igen, da Llosa var ti år, og for at forhindre den spirende forfatter i ham i at udvikle sig, blev han som fjortenårig af sin far sendt på militærakademiet Leoncio Prado i Lima. Llosa forlod akademiet før sin eksamen og studerede færdigt i Puira, mens han arbejdede som journalist.

I 1953-1958 læste han jura og litteratur på Universidad Nacional Mayor de San Marcos, og i 1957 udgav han sine første noveller. I 1958 modtog han et stipendium til at studere ved Universidad Complutense de Madrid, og da hans stipendium udløb i 1960, flyttede han til Paris – en afgørende periode for hans forfatterskab, fortæller han: ”Da jeg boede i Peru i 1950’erne og 1960’erne, anede jeg ikke noget om, hvad der foregik i Ecuador, Chile, Argentina. […] Det var først i Frankrig, at jeg mødte mine kolleger hjemmefra og opdagede, at vi havde et fællestræk i måden, vi beskrev den menneskelige natur på. Vi var åbenbart på samme tid begyndt at skrive ambitiøse bøger, der omfavnede ikke kun det lokale liv i Latinamerika, men som havde bud til en langt større verden.” (Michael B. Henriksen: Sydamerikansk forfatter: Vi blev sårbare, da vi skiftede bogstaver ud med billeder. Kristeligt Dagblad, 2019-06-22).

Han har giftet sig to gange: i 1955 med den ti år ældre Julia Urquidi og i 1965 med sin kusine Patricia Llosa, som han har tre børn med. Siden 2015 har han været i et forhold med spansk-filippinske Isabel Preysler.

Ud over at være forfatter er Llosa journalist og professor, og han har været politisk aktiv hele sin karriere og med tiden bevæget sig fra venstre mod højre. I 1990 forsøgte han uden held at blive Perus præsident, og af forargelse over at blive fravalgt af det peruanske folk flyttede han til Spanien, hvor han fik statsborgerskab. I dag bor han i Madrid, er medlem af Det Spanske Akademi og skriver fast for avisen El País. Han modtog i 2010 Nobelprisen i litteratur.

Mario Vargas Llosa debuterede med romanen ”La ciudad y los perros” i 1962 (”Byen og hundene”, 1967), som handler om livet på militærskolen Leoncio Prado i Lima. Handlingen berettes på skift af en tredjepersonsfortæller og af vekslende jegfortællere blandt kadetterne fra skolens femte årgang. Vold anvendes som disciplinerende middel både af skolens officerer og løjtnanter og indbyrdes blandt kadetterne, der behandler hinanden som hunde. På sovesalene fører kadetterne et hemmeligt liv skjult for de overordnedes blikke, og her handler det om at være venner med ”Cirklen”, som er øverst i voldshierarkiet, stjæler skoleopgaver, kontrollerer væddemålene og importen af sprut og tobak. Kadetten, som kaldes ”Slaven”, er udsat for de andre drenges mobberier, men finder en ven i Alberto, ”Digteren”, som holder sig på god fod med de andre kadetter ved at skrive erotiske noveller og breve for dem.

Da kadetterne får udgangsforbud fra skolen pga. en kemiopgave, som ”Cava” fra Cirklen har stjålet, er ”Slaven” ved at gå til af længsel efter en pige fra byen, og han angiver ”Cava”. På næste militærøvelse rammes ”Slaven” af en kugle fra et gevær og dør. ”Slavens” død forklares først med selvmord, men Alberto er sikker på, at det er ”Jaguaren”, der har skudt ”Slaven” for at hævne ”Cava”, og han angiver derfor ”Jaguaren”. Herfra begynder et indviklet magtspil internt blandt skolens overordnede, hvor sandheden om ”Slavens” død prioriteres lavere end hensynet til skolens ry og de overordnedes karrieremuligheder. Selvom ”Jaguaren” ender med at tilstå drabet, går han fri.

Med ”Byen og hundene” begyndte Mario Vargas Llosa sin kritik af volden i det latinamerikanske samfund. Iblandet plottets centrale fortælling vikles beretninger om drengenes civile liv i familier, hvor volden også løber som rød tråd. Spørgsmål om moral og loyalitet er centrale, og de lægges via de skiftende fortællerpositioner åbent ud til læseren at tage stilling til. Med et intenst billeddannende sprog, der umærkeligt veksler mellem nutid og datid, bringes denne stillingtagen skiftevis frem og tilbage i læserens bevidsthed.