vargas
Foto: Forlaget Klim

Mario Vargas Llosa

cand.mag. Karen Fjordside Pontoppidan, Bureauet, september 2019.
Top image group
vargas
Foto: Forlaget Klim

Indledning

Litteraturen må lyve for at vise dybe sandheder. Det er den poetik, peruanske Mario Vargas Llosa bygger sit forfatterskab på. Forfatteren, som i 2010 blev tildelt Nobelprisen i litteratur for sin måde at skrive kritisk om det latinamerikanske samfund og den moderne civilisation på, regnes for en af sin generations mest betydningsfulde, spansksprogede forfattere. Med sin postmoderne, eksperimenterende realisme tilhører Llosa den kontrasterende tradition til latinamerikansk magisk realisme, og i sine romaner skildrer han i et levende sprog den vold og politiske ulighed, der præger Latinamerikas historie.

46615077

Blå bog

Født: 28. marts 1936 i Arequipa, Peru.

Uddannelse: Jura og litteratur ved Universidad Nacional Mayor de San Marcos, 1953-1958. Doktorgrad fra Universidad Complutense de Madrid, 1958-1960.

Debut: La ciudad y los perros. Seix Barral, 1962.

Litteraturpriser: Premios Príncipe de Asturias, 1986. Ordre des Arts et des Lettres (Commandeur), 1993. Nobelprisen i litteratur, 2010.

Seneste udgivelse: Vejen til paradis. Klim, 2019. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Inspiration: Gustave Flaubert, Alexandre Dumas, Victor Hugo.

 

 

 

 

Mario Vargas Llosa interviewes på Louisiana Museum of Modern Art i 2019:

Artikel type
voksne

Baggrund

”Tony vidste ikke, hvad det ville sige. Som barn vidste han det måske, men han havde glemt det. Det måtte være en dejlig ting. Kaffe og rom måtte smage bedre, tobakkens røg, bade i havet på en hed dag, filmen lørdag aften eller merengue-musikken i radioen måtte efterlade en mere behagelig følelse i krop og sjæl, når man besad det, som Trujillo havde frataget dominikanerne for enogtredive år siden: den frie vilje.”

”Bukkens fest”, s. 146.

Mario Vargas Llosa er født i Arequipa i Peru i 1936. Kort efter hans fødsel blev forældrene Ernesto Vargas Maldonado og Dora Llosa Ureta skilt pga. en affære, hans far havde med en tysk kvinde. Llosa boede med sin mors familie, som introducerede ham for litteraturen. Mødet revolutionerede hans verden og blev afgørende for hans litterære vækkelse. Forældrene fandt sammen igen, da Llosa var ti år, og for at forhindre den spirende forfatter i ham i at udvikle sig, blev han som fjortenårig af sin far sendt på militærakademiet Leoncio Prado i Lima. Llosa forlod akademiet før sin eksamen og studerede færdigt i Puira, mens han arbejdede som journalist.

I 1953-1958 læste han jura og litteratur på Universidad Nacional Mayor de San Marcos, og i 1957 udgav han sine første noveller. I 1958 modtog han et stipendium til at studere ved Universidad Complutense de Madrid, og da hans stipendium udløb i 1960, flyttede han til Paris – en afgørende periode for hans forfatterskab, fortæller han: ”Da jeg boede i Peru i 1950’erne og 1960’erne, anede jeg ikke noget om, hvad der foregik i Ecuador, Chile, Argentina. […] Det var først i Frankrig, at jeg mødte mine kolleger hjemmefra og opdagede, at vi havde et fællestræk i måden, vi beskrev den menneskelige natur på. Vi var åbenbart på samme tid begyndt at skrive ambitiøse bøger, der omfavnede ikke kun det lokale liv i Latinamerika, men som havde bud til en langt større verden.” (Michael B. Henriksen: Sydamerikansk forfatter: Vi blev sårbare, da vi skiftede bogstaver ud med billeder. Kristeligt Dagblad, 2019-06-22).

Han har giftet sig to gange: i 1955 med den ti år ældre Julia Urquidi og i 1965 med sin kusine Patricia Llosa, som han har tre børn med. Siden 2015 har han været i et forhold med spansk-filippinske Isabel Preysler.

Ud over at være forfatter er Llosa journalist og professor, og han har været politisk aktiv hele sin karriere og med tiden bevæget sig fra venstre mod højre. I 1990 forsøgte han uden held at blive Perus præsident, og af forargelse over at blive fravalgt af det peruanske folk flyttede han til Spanien, hvor han fik statsborgerskab. I dag bor han i Madrid, er medlem af Det Spanske Akademi og skriver fast for avisen El País. Han modtog i 2010 Nobelprisen i litteratur.

Byen og hundene

”Sergenterne slog om sig til både højre og venstre, og jeg kan huske, at Rotten langede mig en lige i brystet, så jeg var ved at tabe vejret. Til sidst gik det jo sådan, at de først fik hundene ud – de var så skidebange, at de var ved at tisse i bukserne – og så også femmerne. Vi blev alene tilbage inde i salen, og vi hylede og skreg: ’Ay-ay-ay …’.”

”Byen og hundene”, s. 64.

Mario Vargas Llosa debuterede med romanen ”La ciudad y los perros” i 1962 (”Byen og hundene”, 1967), som handler om livet på militærskolen Leoncio Prado i Lima. Handlingen berettes på skift af en tredjepersonsfortæller og af vekslende jegfortællere blandt kadetterne fra skolens femte årgang. Vold anvendes som disciplinerende middel både af skolens officerer og løjtnanter og indbyrdes blandt kadetterne, der behandler hinanden som hunde. På sovesalene fører kadetterne et hemmeligt liv skjult for de overordnedes blikke, og her handler det om at være venner med ”Cirklen”, som er øverst i voldshierarkiet, stjæler skoleopgaver, kontrollerer væddemålene og importen af sprut og tobak. Kadetten, som kaldes ”Slaven”, er udsat for de andre drenges mobberier, men finder en ven i Alberto, ”Digteren”, som holder sig på god fod med de andre kadetter ved at skrive erotiske noveller og breve for dem.

Da kadetterne får udgangsforbud fra skolen pga. en kemiopgave, som ”Cava” fra Cirklen har stjålet, er ”Slaven” ved at gå til af længsel efter en pige fra byen, og han angiver ”Cava”. På næste militærøvelse rammes ”Slaven” af en kugle fra et gevær og dør. ”Slavens” død forklares først med selvmord, men Alberto er sikker på, at det er ”Jaguaren”, der har skudt ”Slaven” for at hævne ”Cava”, og han angiver derfor ”Jaguaren”. Herfra begynder et indviklet magtspil internt blandt skolens overordnede, hvor sandheden om ”Slavens” død prioriteres lavere end hensynet til skolens ry og de overordnedes karrieremuligheder. Selvom ”Jaguaren” ender med at tilstå drabet, går han fri.

Med ”Byen og hundene” begyndte Mario Vargas Llosa sin kritik af volden i det latinamerikanske samfund. Iblandet plottets centrale fortælling vikles beretninger om drengenes civile liv i familier, hvor volden også løber som rød tråd. Spørgsmål om moral og loyalitet er centrale, og de lægges via de skiftende fortællerpositioner åbent ud til læseren at tage stilling til. Med et intenst billeddannende sprog, der umærkeligt veksler mellem nutid og datid, bringes denne stillingtagen skiftevis frem og tilbage i læserens bevidsthed.

Bukkens fest

”’Kære Gud, vær mig nådig. Jeg har brug for at hore, som det sig hør og bør med Yolanda Esterel i nat. For at vide, at jeg ikke er død. At jeg ikke er gammel. At jeg stadig kan erstatte dig, når det gælder om at sætte gang i dette djævelske land, beboet af slapsvanse. Jeg er ligeglad med præsterne, gringoerne, konspiratorerne og de eksilerede. Jeg skal nok selv klare at rydde op i al lortet. […].’”


”Bukkens fest”, s. 290.

”La fiesta del chivo” fra 2000 (”Bukkens fest”, 2005/2019) er et af Mario Vargas Llosas hovedværker. Romanens handling udspiller sig omkring attentatet mod Den Dominikanske Republiks diktator Rafael Leonidas Trujillo, som fandt sted den 30. maj 1961, og tiden umiddelbart efter. Handlingen flettes sammen af tre spor og fortælles fra skiftende tids- og fortællermæssige perspektiver.

Romanen tager sin begyndelse 35 år efter mordet på Trujillo, hvor dominikaneren Urania, der lever som succesfuld advokat i USA, vender tilbage til sit barndomsland for at konfrontere sin far og tidligere Trujillo-minister, med den ugerning, han begik, da han ofrede hende til Trujillos seng for at genvinde tabt anseelse hos diktatoren.

25862856

Romanens andet spor følger Trujillos sidste levedøgn fra han står op, til han bliver skudt i sin Chevrolet, da han sent på aftenen er på vej ud til ”Mahognihuset”, hvor han søger adspredelse for sine politiske og private problemer hos de kvinder, der mere eller mindre frivilligt står til rådighed for ham. På dette døgn tegnes et fyldigt billede af den forfængelige, brutale og magtliderlige diktator, af regimets inderkreds og de herskende magtstrukturer. Det tredje spor følger Trujillos konspiratorer, hvoraf nogle tilhører Trujillos inderste regeringskreds.

Vi møder blandt andet konspiratorerne på deres poster langs landevejen, hvor de med oversavede geværer venter på Chevrolettens tilsynekomst. Her, på tærsklen til det skæbnesvangre øjeblik for drabet fortælles konspiratorernes individuelle historier på skift i flashbacks. Attentatet slår frygteligt fejl, og selvom Trujillo bliver dræbt, lykkes det ikke konspiratorerne at gennemføre det planlagte militærkup, da der også i deres indercirkler er forrædere. Kun ganske få af bagmændene overlever, resten bliver dræbt, enten i kamp eller som resultat af langvarig tortur. Værket er en mangelaget kritik af magtens strukturer og det sociale og politiske liv i Den Dominikanske Republik, og kritikken bygges op lag for lag, hver gang tids- og fortælleperspektivet skifter.

Vejen til paradis

”Ak, Flora! Det var godt, det ikke skete, ikke? Du ville være endt som en af de rige og tåbelige kvinder, du nu foragter så dybt. Det var langt bedre, at du blev skuffet i Arequipa og gennem modgangen fik lært at genkende, hade og bekæmpe uretfærdigheden. Din fars land lod dig ikke vende tilbage til Frankrig som en velstående kvinde, men forvandlet til en rebel, til en retfærdighedens forkæmper […].”

”Vejen til paradis”, s. 168-169.

Mario Vargas Llosas roman ”El paraíso en la otra esquina” fra 2003 (”Vejen til paradis”, 2019) er et dobbeltportræt af kunstmaleren Paul Gauguin og hans farmor Flora Tristán. De to møder aldrig hinanden, og i bogen fortælles deres historier i to sideløbende spor, hvis ender heller aldrig mødes. Fortællingen om Flora handler om hendes kamp for arbejderes vilkår og kvinders rettigheder – en kamp, som tager hende fra Paris til Peru, England og igennem Frankrig, og som anspores af hendes oplevelser af slavehandel, kvindeundertrykkelse og ulighed. Floras idealistiske kamp har et personligt afsæt, og hun er flygtet fra sin voldelige ægtemand, som har givet hende en dyb afsmag for sex. Kun to gange lykkes det et andet menneske at opnå Floras sande hengivenhed. Den ene, Eléonore Blanc, som Flora opfatter som en slags pseudodatter, bliver forkvinde for Arbejdernes Forbund i Lyon, den anden, verdensdamen Olympe, vækker på ny kærlighedens lidenskab i Flora.

46615077

Paul Gauguin lever et borgerligt liv med sin danske kone, sine børn og sit job ved børsen i Paris, da han midt i 30 års-alderen opdager, at han har sans for malerkunsten. Paul finder den vestlige, naturalistiske malerkunst forstokket og tager derfor til Tahiti for at søge en mere oprindelig, ægte og urmenneskelig kunstnerisk inspiration. På Tahiti lever han et vildt, men også økonomisk usikkert bohemeliv, der er langt fra hans gamle tilværelse. Her bliver Pauls jagt på at skabe ”mesterværker” et led i hans jagt på ”paradiset” – en jagt, der står på til hans død.

Llosas roman er en blanding af fiktion og historisk biografisme. De virkelige personers livshistorier udsættes for Llosas kreative iscenesættelse i måden, hvorpå forfatteren spejler deres individuelle søgen efter to meget forskellige slags ”paradis”. I kampen for det, de hver især opfatter som det ideelle samfund, bryder både Flora og Paul med de på deres tid herskende samfundsnormer, og ud over deres slægtsskab er denne frihedskamp fællesnævneren for romanens to spor.

Genrer og tematikker

Mario Vargas Llosa tilhører én ud af tre dominerende retninger inden for latinamerikansk prosa, nemlig den eksperimenterende realisme. Llosa skriver om virkeligheden, men giver den fiktionens udtryk og fremsætter den i et eksperimenterende, sanseligt og metafiktionelt sprog, som lader værkerne pege på sig selv som netop fiktion.

Ifølge Llosa er en sådan fiktionalisering af virkeligheden en måde, litteraturen kan ”lyve” om virkeligheden på for herved at nå frem til dybere sandheder om netop virkeligheden: ”Faktisk lyver romanerne – de kan ikke andet – men dét er kun en del af historien. Den anden del er, at de ved at lyve udtrykker en besynderlig sandhed, der kun kan udtrykkes skjult, forklædt som noget, den ikke er.” (Mario Vargas Llosa: La verdad de las mentiras (Løgnenes sandhed), 1989, i: Jens Lohmann: Portræt af en løgner. Information, 2010-12-10).

Om sin måde at vægte forholdet mellem virkelighed og fiktion siger Llosa: ”Jeg researcher altid meget, ikke som en historiker, men jeg gør det for at få baggrund og miljø ind under huden. Jeg har denne realistiske manér – jeg vil være præcis i beskrivelser af natur og miljøer, om man nu er i byer eller på landet eller i junglen. Farver og detaljer skal være realistiske. Men derudover opfinder jeg meget.” (Michael B. Henriksen: Sydamerikansk forfatter: Vi blev sårbare, da vi skiftede bogstaver ud med billeder. Kristeligt Dagblad, 2019-06-22).

Tematisk kredser Mario Vargas Llosas værker om den vold, uro og politiske undertrykkelse, som det latinamerikanske samfund er præget af – en tematik, der løber som en rød tråd gennem den latinamerikanske litteratur. Kritikken af politiske og sociale forhold sammenfletter han med følsomme persontegninger og et levende, detaljerigt sprog. Llosa har for sine værker opnået stor international anerkendelse, men samtidig har værkerne særligt i Latinamerika mødt en del modstand pga. deres skarpe samfundskritik.

Llosas romaner er med hans egen betegnelse ”totale romaner”, hvilket vil sige en slags roman, hvis handling er kompleks, som ikke bevæger sig ad et stringent spor, som via en slags filmisk klip mellem fortællerpositioner skaber en flerstemmighed, og som ved kun at fortælle ”toppen af isbjerget” inviterer læseren ind som medskaber af historien og dermed åbner for en merbetydning.

Beslægtede forfatterskaber

Mario Vargas Llosa er en repræsentant fra det såkaldte latinamerikanske boom, som betegner en generation af latinamerikanske forfattere, der slog internationalt igennem i 1960’erne. Til denne generation hører også forfattere som colombianske Gabriel García Márquez, argentinske Jorge Luis Borges, mexicanske Carlos Fuentes og chilensk-amerikanske Isabel Allende.

Hvor Llosa skriver eksperimenterende realisme, er Márquez kendt for sin magiske realisme. Mest kendt er hans hovedværk fra 1967 ”Cien años de soledad” (”100 års ensomhed”, 1969), som ud over at være en slægtsroman om familien Buendía fra den fiktive landsby Macondo er en filosofisk undersøgelse af tiden som komplekst begreb og et eksempel på kunsten ud i at fortælle mange historier i én.

Også Isabel Allende anvender magisk realisme i sine romaner, der ofte tematiserer kvindens kamp for lighed i en mandsdomineret verden. Hun slog igennem i 1982 med debutromanen ”La casa de los espiritus” (”Åndernes hus”, 1985).

Jorge Luis Borges repræsenterer den tredje litterære hovedåre, som – sammen med den magiske og eksperimenterende realisme – dominerer den latinamerikanske litteraturscene, nemlig fantastikken. Fantastikken adskiller sig fra den magiske realisme ved ikke lade sin læser acceptere det magiske element som en grundlæggende præmis for fortællingen. I stedet fremkalder fantastikken en tvivl i læseren – en tvivl, der er forårsaget af genrens diffuse måde at skelne mellem fiktion og virkelighed på. I f.eks. novellesamlingen ”Historia universal de la infamia” fra 1935 (”Nederdrægtighedens verdenshistorie”, 2000) udfordrer Borges måden at skrive fortællende prosa på ved at fordreje og omskrive andres værker.

Latinamerikansk litteratur sættes i Europa meget ofte lig med den magiske realisme, men senere latinamerikanske forfattere forsøger på hver deres måde at skrive sig ud af den magiske realismes bånd. En af dem er Laura Restrepo, der ser Llosa som sit litterære forbillede. På dansk findes hendes romaner ”Dulce compañía” fra 1995 (”Hvis en engel”, 1997) og ”El leopardo al sol” fra 1993 (”Leoparden i solen”, 2000).

Et andet eksempel på en forfatter, der gør op med den magiske realisme, er chilenske Alberto Fuguet, som er særligt kendt for at stå bag antologien McOndo fra 1996. Titlen er en ironisk fordrejning af bynavnet ’Macondo’ fra Márquez’ ”100 års ensomhed”, og fordrejningen understreger det opgør med Márquez’ stil, som antologiens tekster markerer. Fuguets roman ”Las películas de mi vida” fra 2002 (”Mit livs film”, 2007) beskriver barndomserindringer set gennem halvtreds film fra både Chile og USA.

Af senere latinamerikanske forfattere kan desuden nævnes argentinske Mariana Enrique og Samanta Schweblin. Førstnævnte skildrer social ulighed, feminisme, vold og misbrug i det postdiktatoriske Argentina og blander det med fantastik. Hendes novellesamling ”Las cosas que perdimos en el fuego” fra 2016 udkom på dansk i 2017 med titlen ”Ting vi mistede i ilden”.

Samanta Schweblin har på dansk udgivet gyserromanen ”Distancia de Rescate” fra 2014 (”Redningsafstand”, 2017) – én lang samtale mellem den døende Amanda og drengen David, der er blevet forgiftet og har ændret personlighed. I 2019 udkom på dansk Schweblins novellesamling ”Pájaros en la boca” fra 2009 (”Fugle i munden”, 2019), hvor hver enkelt fortælling undersøger menneskers forhold til hinanden og til naturen.

Bibliografi

Romaner

Vargas Llosa, Mario: Byen og hundene. Samleren, 1967. (La ciudad y los perros, 1963). Oversat af Merete Knudsen.
Vargas Llosa, Mario: Los cachorros. Catedra, 1967.
Vargas Llosa, Mario: Conversación en la catedral. Seix Baral, 1969.
Vargas Llosa, Mario: Hærens opsøgende damekorps. Samleren, 1974. (Pantaleón y las visitadoras, 1973). Oversat af Jan Stage.
Vargas Llosa, Mario: Tante Julia og poeten. Samleren, 1979. (La tía Julia y el escribidor, 1977). Oversat af Iben Hasselbalch.
Vargas Llosa, Mario: Det grønne hus. Forum, 1987. (La casa verde, 1966). Oversat af Iben Hasselbalch.
Vargas Llosa, Mario: Krigen ved verdens ende. Klim, 1987. (La guerra del fin del mundo, 1981). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas Llosa, Mario: Hvem dræbte Palomino Molero? Socialistisk Bogklub, 1988. (¿Quién mató a Palomino Molero?, 1986). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas Llosa, Mario: Historien om Mayta. Klim, 1989. (Historia de Mayta, 1984). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas. Llosa, Mario: La verdad de las mentiras – ensayos sobre literatura. Seix Barral, 1990.
Vargas Llosa, Mario: Fortælleren. Klim, 1991. (El hablador, 1987). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas Llosa, Mario: A writer’s reality. Syracuse University Press, 1991.
Vargas Llosa, Mario: Stedmoderens pris. Klim,1993. (Elogio de la madrastra, 1988). Oversat af Peer Sibast.
Vargas Llosa, Mario: Lituma i Andesbjergene. Klim, 1996 (Lituma en los Andes, 1993). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas Llosa, Mario: Don Rigobertos hæfter. Klim, 2000. (Los cuadernos de don Rigoberto, 1997). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas Llosa, Mario: Travesuras de la ninã mala. Alfaguara, 2006.
Vargas Llosa, Mario: Bukkens fest. Klim, 2010. (La fiesta del chivo, 2000). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas Llosa, Mario: La Civilización del Espectáculo. Alfaguara, 2012.
Vargas Llosa, Mario: Kelterens drøm. Klim, 2013. (El sueño del celta, 2010). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Vargas Llosa, Mario : El héroe discreto. Alfaguara, 2013.
Vargas Llosa, Mario: El barco de los ninõs. Alfaguara, 2014.
Vargas Llosa, Mario: Cinco esquinas. Alfaguara, 2016.
Vargas Llosa, Mario: La llamada de la tribu. Debolsillo, 2018.
Vargas Llosa, Mario: Vejen til paradis. Klim, 2019. (El paraíso en la otra esquina, 2003). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Erindringsværk

Vargas Llosa, Mario: El pez en el agua. Seix Barral, 1993.

Børnebøger

Vargas Llosa, Mario : Fonchito Y La Luna. Alfaguara Infantil, 2015.

Udvalgte skuespil

Vargas Llosa, Mario: La señorita de Tacna. Seix Barral, 1981.
Vargas Llosa, Mario: Kathie og flodhesten. Cafe Teatret, 1993. (Kathie y el hipopótamo, 1983).
Vargas Llosa, Mario: El loco de los balcones: teatro. Seix Barral, 1993.
Llosa, Mario Vargas: Teatro: obra reunida. Alfaguara, 2006.
Vargas Llosa, Mario: La Chunga. Det politiske bureau, 2015. (La Chunga, 1986). Oversat af Gorm Rasmussen.

Noveller

Vargas Llosa, Mario: Los jefes. Seix Barral, 1959.
Vargas Llosa, Mario: Gæsten. I: Peter Budtz Jørgensen m.fl.: Alle tiders noveller – af udenlandske forfattere fra middelalderen til i dag. Hovedland, 1987.
Vargas Llosa, Mario: Militærakademiet. I: Ole Hegerlund m.fl.: Litteratur fra Latinamerika. Munksgaard, 1971.

Udvalgte essays

Vargas Llosa, Mario: Forfatteren i Latinamerika. I: George Theiner: Jamen man skyder da forfattere? Fremad, 1988.
Vargas Llosa, Mario: Sabers and Utopias - Visions of Latin America: Essays. Picador Usa, 2019
Vargas Llosa, Mario: La civilización del espectáculo. Alfaguara, 2012.

Udvalgte oversatte artikler i danske medier

Vargas Llosa, Mario: Et menneske mellem kaos og orden. Weekendavisen, 1993-02-26.
I anledning af dansk opsætning af skuespillet ”Kathie og flodhesten”.
Information, 2003-05-05. Oversat af Runa Trosborg.
Information, 2003-05-06. Oversat af Runa Trosborg.
Information, 2005-01-04. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Information, 2005-11-29. Oversat af Niels Ivar Larsen.
Information, 2008-11-28. Oversat af Ebbe Rossander.

Om forfatterskabet

Det Kongelige Bibliotek, u.å. Kort oprids af tendenser indenfor nyere latinamerikansk litteratur ved oversætteren til flere af Llosas værker.
Information, 2017-06-10. Artikel med fokus på den nyere latinamerikanske litteratur.
Den Store Danske, Gyldendal, 2019-08-29.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mario Vargas Llosa.