samanta schwelin
Foto: Alejandra López / Gyldendal

Samanta Schweblin

cand.mag. Maria Høher-Larsen. Bureauet, august 2019.
Top image group
samanta schwelin
Foto: Alejandra López / Gyldendal

Indledning

At læse argentinske Samanta Schweblin er som at bevæge sig ind i en drøm eller et mareridt. Børn forvandler sig til sommerfugle, en pige spiser levende fugle, og fortvivlede kvinder i brudekjoler venter klagende ved landevejen dér, hvor deres mænd har sat dem af. I sine bøger undersøger Schweblin menneskesindets mørkeste dyb, og uhyggen breder sig fra første side, når hun lader hverdagens situationer og relationer mellem mennesker udvikle sig til groteske scenarier, der både leder tankerne hen på de magisk realistiske forfattere fra Latinamerika og Franz Kafkas surrealistiske stil.

46419111

Blå bog

Født: 1978 i Buenos Aires, Argentina.

Uddannelse: Studier i filmvidenskab.                   

Debut: El núcleo del Disturbio, 2002.

Litteraturpriser: Den argentinske Fondo Nacional de las Artes-pris, 2001. Juan Rulfo-prisen, 2012.

Seneste udgivelse: Fugle i munden. Gyldendal, 2019. Oversat af Peter Adolphsen. Noveller.

Inspiration: Latinamerikanske forfattere som Jorge Luis Borges, Juan Rulfo, Julio Cortázar samt nordamerikansk litteratur.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det var bitterhed. En bitterhed over denne svage og klodsede far, som var ude af stand til definitivt at forlade dem, voksede i hans brystkasse. En smertende kugle af luft, som han bar rundt på. Han sørgede altid for at holde munden lukket, fordi hvis det endelig skulle lykkes hans far at rejse væk, ville den smertende luftkugle være det eneste, han havde tilbage efter ham, og han ville ikke lade ham slippe så let.”

”En voldsom anstrengelse” i ”Fugle i munden”, s. 209.

Samanta Schweblin blev født i en forstad til Argentinas hovedstad Buenos Aires i 1978. Hun voksede op og blev introduceret til litteratur igennem de internationalt berømte latinamerikanske boomforfattere som Mario Vargas Llosa og Gabriel García Márquez, der stod i forældrenes bibliotek. Allerede som barn havde hun en rig fantasi og fortælletrang og fortalte historier til sin mor, som hjalp med at skrive dem ned og sørgede for at lade nogle af siderne være blanke, så Samanta også kunne illustrere dem.

Hendes morfar var kunstner, og fra otteårsalderen plejede hun at gå til hånde i hans værksted i Buenos Aires, hvor han afholdt workshops, og han blev et af hendes største forbilleder i udviklingen mod selv at blive kunstner. I et interview til Louisiana Literature fortæller hun, hvordan det gjorde et uudsletteligt indtryk på hende fra barnsben at møde voksne mennesker, der var opslugte af deres skaben: ”Jeg var fascineret af deres lidenskab. Jeg følte, at de var optagede af at manipulere med noget, som jeg gik glip af, og at det var det bedste i verden (…)” (Samtale mellem Samanta Schweblin og Valeria Luiselli. Louisiana Literature, 2017. Egen oversættelse).

Som ung studerede Samanta Schweblin filmvidenskab, og hun lærte at skrive filmmanuskripter, bl.a. til komedieserier, ligesom hun også stiftede en web design-virksomhed. Som 17-årig kom hun i gang med at skrive – blandt andet via skriveworkshops – og i 2002 udgav hun som 24-årig sin første bog, ”El núcleo del Disturbio” i forbindelse med en national skrivekonkurrence, hvor hendes familie havde overtalt hende til at sende et manuskript ind. I førstepræmie fik hun sit manuskript udgivet. Siden er den engelske oversættelse af hendes første roman ”Redningsafstand” fra 2014 blev nomineret til den prestigefyldte internationale Man Booker Prize i 2017, og da den engelske oversættelse af ”Fugle i munden” udkom i 2018, blev hun endnu engang nomineret til prisen.

I dag bor Samanta Schweblin i Berlin i bydelen Kreuzberg, hvor hun udover sit forfatterskab blandt andet lever af at afholde skriveworkshops – en beskæftigelse, som hun siger er med til at gøre hende til en bedre forfatter: ”Det er gået op for mig, hvor meget det betyder at arbejde med en tekst, gøre den mere præcis og enklere i sit udtryk” (Videoportræt af Samanta Schweblin. Literarisches Colloquium Berlin, 2017. Egen oversættelse).

Redningsafstand

”Jeg er nødt til at vurdere hvor farlig en given ting er, uden denne måling er det svært at beregne redningsafstanden. Som da jeg ankom og undersøgte huset og omgivelserne, så er jeg nu nødt til at se det grønne hus, nødt til at forstå alvoren af det hele.”

”Redningsafstand”, s. 41.

”Distancia de Rescate” fra 2014 (”Redningsafstand”, 2017) er Samanta Schweblins internationale gennembrud. Med sine kun 120 sider, et lille persongalleri og en handling, der foregår over ganske kort tid, bærer den præg af novelleformen, som Samanta Schweblin især har arbejdet med i sit forfatterskab.

Hovedpersonen Amanda holder ferie med sin datter Nina i en lille landsby. Her møder hun Carla, der fortæller historien om, hvordan hendes søn David blev forgiftet efter at have drukket vandet fra en lokal bæk, og om hvordan hun reddede hans liv ved at opsøge kvinden i det grønne hus for at få drevet giften ud af hans krop. Takket være kvinden har David overlevet forgiftningen, men på sælsom vis er han også blevet en anden.

52980534

Carlas historie vækker en uro i Amanda, og langsomt begynder også hun og datteren at få symptomer på forgiftningen. Selvom hun vejrer faren allerede tidligt i handlingsforløbet, sander hendes handlinger til i lammelse – som når man sidder fast i et mareridt eller omsluttes af altoverskyggende angst. Og bogens titel ”Redningsafstand” henviser til Amandas konstante agtpågivenhed over for, at en umiddelbart normal situation potentielt kan udvikle sig faretruende. Hun fornemmer afstanden mellem sig selv og Nina som en snor mellem dem, og hver gang de står i en situation, hvor datteren er udsat eller kommer for langt væk, mærker hun snoren strammes som en navlestreng, der aldrig er blevet klippet.

Romanen er bygget op med udgangspunkt i en dialog mellem hovedpersonen Amanda og drengen David. Amanda ligger i en hospitalsseng, afkræftet og desorienteret, og drengen stiller spørgsmål for at få Amanda til at forsøge at huske og samle trådene i sin fortælling om, hvordan hun er endt på hospitalet. Amandas forvirring og den fragmenterede fortælling er med til at skabe den atmosfære af uvirkelighed, angst og uhygge, der breder sig fra bogens første side. I ”Redningsafstand” lurer faren lige på den anden side af det kendte og almindelige, og måske er det forgiftede vand i en lille navnløs landsby et uhyggeligt forvarsel om, at globale udfordringer som klimaforandringer og miljøkatastrofer truer vores verden og eksistens.

Fugle i munden

”Jeg kunne ikke se, præcis hvad hun lavede. Fuglen peb, og hun anstrengte sig et øjeblik, måske fordi fuglen prøvede at slippe væk. Silvia holdt sig for munden. Da Sara vendte sig om mod os, var fuglen væk. Der var blod på hendes læber, næsen, hagen og hænderne. Hun smilede forlegent, hendes mund bulede ud, og hendes røde tænder tvang mig op at stå. Jeg løb ud på badeværelset, låste døren og brækkede mig ned i toilettet.”


”Fugle i munden” i ”Fugle i munden”, s. 42.

I novellesamlingen ”Pájaros en la boca” fra 2009 (”Fugle i munden”, 2019) vender Samanta Schweblin vrangen ud på den genkendelige virkelighed. Normale hverdagssituationer forvandles til groteske og surrealistiske scenarier, så det knap nok er muligt at fatte. Det sker i titelnovellen ”Fugle i munden”, hvor en far bliver ringet op af sin ekskone: Datteren er begyndt at spise fugle. Levende og hele – med fjer, ben og næb. Billedet af en pige, der som et dyr fortærer et andet levende væsen, vækker ubehag og sprænger rammerne for vores forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Men som datteren siger til sin far, så spiser han jo også fugle. Med andre ord er mennesket også blot et dyr neden under vores civilisatoriske fernis. Og netop dén indsigt er et omdrejningspunkt i novellesamlingen, hvor menneskets vold – mod både mennesker og dyr – er et genkommende motiv.

46419111

Voldens væsen får sit reneste udtryk i ”Benavides’ tunge kuffert”, bogens sidste novelle, hvor Benavides opsøger sin læge Dr. Corrales med en kuffert, hvori hans kone ligger død. Han har slået hende ihjel. Men da Corrales får indblik i sin patients forbrydelse, lykønsker han Benavides og tilkalder kuratoren Donorio. De to er enige om, at Benavides med den døde hustru i kufferten har skabt et unikt kunstværk. De bliver enige om at kalde værket ’Vold’, og det ender med at blive en stor publikumssucces.

Denne særegne forbindelse mellem vold og kunst er også en hovedåre i novellen ”Hoveder mod asfalt”, hvor jeg-fortælleren fra barnsben lærer at kanalisere sin vrede over i kunst. Som voksen bliver han berømt for sine malerier af folks hoveder, der rammer asfalten i kaskader af blod, og rigmænd betaler store summer for at få ham til at male deres hoveder i mødet med asfalt. I begge noveller er kunsten og volden på en måde to sider af samme sag: ligesom vold er en form for udtryksmåde, har kunsten det samme potentiale til at lade det undertrykte og fortrængte komme op til overfladen. Dermed peger Samanta Schweblin måske også på, at det netop er menneskets evne til og mulighed for at bruge kunstens rum til at udtrykke sig i stedet for at være i drifternes vold, der adskiller mennesket fra dyret.

Genrer og tematikker

Samanta Schweblin skriver fængende og på en måde, der vækker ens begær efter hurtigt at vende siderne for at komme videre i fortællingen. På den måde er hendes bøger nærmest pageturnere. Alligevel er hendes historier absolut ikke letfordøjelige, og man må læse langsomt for at kunne forstå de komplekse, mørke og mareridtsagtige billeder, der fremkaldes.

Uhygge beskriver måske bedst den atmosfære, som Samanta Schweblin skaber i sine bøger, og af den grund bliver hendes litteratur også ofte associeret med gysergenren. I ”Redningsafstand” bliver linjen mellem de levende og døde udvisket, da Davids mor søger en alternativ behandling hos kvinden i det grønne hus for at redde sin søn fra en forgiftning. Uden at det uddybes yderligere, overlever hans krop, mens hans sjæl flytter et andet sted hen.

Men ’gyset’ skabes de fleste gange, når hverdagslige ting og situationer bliver vredet ud af deres genkendelige former, som når beskrivelsen af en meget almindelig læderkuffert i novellen ”Benavides’ tunge kuffert” følges af den lige så nøgterne og ligetil beskrivelse af, hvordan en mand har slået sin kone ihjel: ”Han kommer tilbage til værelset med en stor kuffert. Solid, brunt læder og med fire hjul, meget elegant og med håndtaget i knæhøjde. Han fortryder ikke sine handlinger. Han tror på, at knivstikkene i hans hustrus krop var retfærdige, og såfremt der stadig var liv i hende, ville han gøre arbejdet færdigt uden at føle skyld.” (”Fugle i munden”, s. 219). Her er det ikke følelsen af noget overnaturligt, der får os til at gyse, men oplevelsen af, at det normales overflade så pludseligt flænses af mørket fra menneskedyrets dyb.

Netop sammenstødet mellem det genkendelige og det forfærdelige og ubehagelige understreger, at mørket, ondskaben og volden er en lige så selvfølgelig del af det at være menneske som at spise et stykke toastbrød til morgenmad. Selv har Samanta Schweblin udtalt om sit forfatterskab, at hun altid forsøger at afdække ’mørket’ i sin litteratur: ”Min bedstefar kæmpede for Markisen. Hans job var at komme helt tæt på fjenden for at opsnappe informationer, og nogle gange kunne de informationer redde hele bataljonen. For mig er litteratur lidt det samme: at gå ind i mørket og prøve at forstå, og så komme uskadt tilbage til livet med kostbar erkendelse. Så når jeg arbejder, er det altid for at afdække mørket.” (Videoportræt af Samanta Schweblin. Literarisches Colloquium Berlin, 2017. Egen oversættelse.)

Et andet centralt tema i både ”Redningsafstand” og ”Fugle i munden” er moderskab og relationen mellem forælder og barn. Et helt specifikt motiv gentages i de to bøger: den usynlige tråd eller snor mellem forælder og barn, som kan føles så stærk, at det bliver en stor smerte og behæftet med angst. Mere overordnet undersøger begge værker relationer mellem mennesker – relationen mellem ægtefolk, mellem fremmede, mellem venner og mellem søskende. Især når de bliver fyldt med mørke og vold.

Beslægtede forfatterskaber

Samanta Schweblins forfatterskab trækker både tråde til hendes latinamerikanske rødder og hendes nuværende hjem i Europa. Syntesen mellem det utrolige og realismen er en hovedåre i latinamerikansk litteratur, ligesom Samanta Schweblins tematisering af vold og konflikter mellem mennesker måske udspringer naturligt fra en kulturel arv, hvor krig, vold og politisk uro historisk har dannet baggrundstæppe for store latinamerikanske forfattere som Mario Vargas Llosa, Gabriel García Márquez og Jorge Luis Borges. Disse forfattere blev kaldt boomgenerationen, fordi de oplevede et internationalt gennembrud i 1960’erne og 1970’erne og satte Latinamerika på det litterære verdenskort.

Især blev den colombianske forfatter Gabriel García Márquez kendt for sin roman ”100 års ensomhed” fra 1967, og det er sidenhen blevet læst uden for Latinamerika som et hovedværk inden for genren magisk realisme. Magisk realisme betegner kort fortalt en fortælling, hvor overnaturlige eller utrolige begivenheder eller fænomener bliver berettet, som om det er en selvfølgelig del af realismens rammer. ”100 års ensomhed” er en slægtskrønike om familien Buendía, der grundlægger byen Macondo, og selvom historien og byens udvikling skrider frem, er det alligevel, som om tiden er gået i stå. Selvom personer dør, er de for eksempel stadig en del af fortællingen. Disse rammer for fortællingen, hvor alt kan ske og tiden går i stå som i en drøm, den udflydende grænse mellem de levende og døde, og udgangspunktet i den lille by som et afsondret minikosmos er blot nogle få eksempler på den litterære arv, som Samanta Schweblin i sit forfatterskab inddrager. En anden latinamerikansk eksponent for den magisk realistiske genre er den chilenske forfatter Isabel Allende, der fik sit gennembrud med slægtsromanen ”Åndernes hus” (1982), hvor en af romanens kvindelige hovedpersoner, Clara, kommunikerer med ånderne og kan flytte ting med tankens kraft.

Samanta Schweblins forfatterskab trækker også tråde til europæiske forfattere som den tyske forfatter Franz Kafka, der blandt andet skrev ”Processen” fra 1925 om bankmanden Josef K., der forgæves prøver at finde ud af, hvad han står anklaget for. I samme mareridtsagtige scenarie befinder Gruner sig i Samanta Schweblins novelle ”Mod en glad civilisation” fra ”Fugle i munden”, hvor han efter at have misset toget bliver den ufrivillige gæst hos stationsforvalteren. I al absurditet kan Gruner ikke få lov at købe en ny billet, fordi der ikke er nogen byttepenge, og han er således strandet i en uendelig bureaukratisk venteposition. Begge scenarier er utrolige, og alligevel holder de sig inden for realismens rammer.

Bibliografi

Romaner

Schweblin, Samanta: Redningsafstand. Gyldendal, 2017. (Distancia de Rescate, 2014). Oversat af Peter Adolphsen.
Samanta Schweblin: Kentukis. 2018.

Noveller

Schweblin, Samanta: El núcleo del Disturbio. 2002.
Schweblin, Samanta: Siete casas vacías. 2015.
Schweblin, Samanta: Fugle i munden. Gyldendal, 2019. (Pájaros en la boca, 2009). Oversat af Peter Adolphsen.

Om forfatterskabet

Her kan du læse en kort biografi, få overblik over litterære priser og over hendes forfatterskab, inklusiv de antologier, som hun er blevet udgivet i.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Samanta Schweblin

Kilder citeret i portrættet

Literarisches Colloquium Berlin, 2017.
Samtale/interview på Louisiana Literature, 2017.