Byen og hundene

Citat
”Sergenterne slog om sig til både højre og venstre, og jeg kan huske, at Rotten langede mig en lige i brystet, så jeg var ved at tabe vejret. Til sidst gik det jo sådan, at de først fik hundene ud – de var så skidebange, at de var ved at tisse i bukserne – og så også femmerne. Vi blev alene tilbage inde i salen, og vi hylede og skreg: ’Ay-ay-ay …’.”

”Byen og hundene”, s. 64.

Mario Vargas Llosa debuterede med romanen ”La ciudad y los perros” i 1962 (”Byen og hundene”, 1967), som handler om livet på militærskolen Leoncio Prado i Lima. Handlingen berettes på skift af en tredjepersonsfortæller og af vekslende jegfortællere blandt kadetterne fra skolens femte årgang. Vold anvendes som disciplinerende middel både af skolens officerer og løjtnanter og indbyrdes blandt kadetterne, der behandler hinanden som hunde. På sovesalene fører kadetterne et hemmeligt liv skjult for de overordnedes blikke, og her handler det om at være venner med ”Cirklen”, som er øverst i voldshierarkiet, stjæler skoleopgaver, kontrollerer væddemålene og importen af sprut og tobak. Kadetten, som kaldes ”Slaven”, er udsat for de andre drenges mobberier, men finder en ven i Alberto, ”Digteren”, som holder sig på god fod med de andre kadetter ved at skrive erotiske noveller og breve for dem.

Da kadetterne får udgangsforbud fra skolen pga. en kemiopgave, som ”Cava” fra Cirklen har stjålet, er ”Slaven” ved at gå til af længsel efter en pige fra byen, og han angiver ”Cava”. På næste militærøvelse rammes ”Slaven” af en kugle fra et gevær og dør. ”Slavens” død forklares først med selvmord, men Alberto er sikker på, at det er ”Jaguaren”, der har skudt ”Slaven” for at hævne ”Cava”, og han angiver derfor ”Jaguaren”. Herfra begynder et indviklet magtspil internt blandt skolens overordnede, hvor sandheden om ”Slavens” død prioriteres lavere end hensynet til skolens ry og de overordnedes karrieremuligheder. Selvom ”Jaguaren” ender med at tilstå drabet, går han fri.

Med ”Byen og hundene” begyndte Mario Vargas Llosa sin kritik af volden i det latinamerikanske samfund. Iblandet plottets centrale fortælling vikles beretninger om drengenes civile liv i familier, hvor volden også løber som rød tråd. Spørgsmål om moral og loyalitet er centrale, og de lægges via de skiftende fortællerpositioner åbent ud til læseren at tage stilling til. Med et intenst billeddannende sprog, der umærkeligt veksler mellem nutid og datid, bringes denne stillingtagen skiftevis frem og tilbage i læserens bevidsthed.