Mircea Cărtărescu startede som lyriker, men efter at have skrevet fem digtsamlinger, fandt han en ny boldgade, nemlig prosaen, hvor han primært har slået sine folder siden. Men han er også essayist og litteraturkritiker.
Mircea Cărtărescus værker tematiserer først og fremmest de menneskelige begrænsninger. Både de begrænsninger, der kommer af at være fanget i en krop og et sind, og i menneskets manglende mulighed for at forstå verden firdimensionelt. Men det er også de begrænsninger, der kommer udefra – fra det omgivende samfund. Det er begrænsningerne, der gør Cărtărescus karakterer ensomme, nostalgiske og melankolske – ude af stand til for alvor at ændre på den verden, de lever i. I ”Solenoide” er der ligefrem en bevægelse kaldet himmelråberne, der protesterer herimod. De protesterer blandt meget andet imod døden, sjælens forfald og den menneskelige ensomhed – jævnfør eksempelvis det citat, der indleder dette portræt.
I et interview fortæller Cărtărescu om sigtet med romanen: ”Skåret ind til benet handler min bog om menneskelig solidaritet i lyset af lidelse og død. Vi har set for mange grusomheder og for mange folkedrab på denne planet, hvor vi alle lever sammen. Mine karakterer protesterer imod den tragedie det er, at sjælen uvægerligt dør.” (The Booker Prize: An interview with Mircea Cărtărescu and Sean Cotter, author and translator of Solenoid. Thebookerprize.com, 2025-03-14. Egen oversættelse).
Både Bukarest og kommunismen spiller en stor rolle i Cărtărescus værker, men selvom historierne foregår under Ceauşescus betondiktatur, er kommunismen blot et fjernt glimt, der træder frem i den underliggende stemning af overvågning, undertrykkelse og mareridt. I ”Solenoide” fremstår Bukarest mest af alt som en deprimerende kulisse, mens den i ”Nostalgi” er en dunkel undergrundsverden fuld af magi og poesi.
Genremæssigt trækker Cărtărescu på store dele af den moderne og postmoderne litteratur, som han også flittigt refererer til i sine værker. Værkerne er samtidig gennemsyret af magisk realisme, som ofte kammer over i decideret psykedeliske, surreelle greb med et strejf af sci-fi og en knivspids Jung, hvor drømme og virkelighed er uadskillelige. Det er aldrig kedeligt, når Cărtărescu udforsker sindets og tilværelsens krinkelkroge.