Beslægtede forfatterskaber

Er man interesseret i en engelsksproget femikrimi med en kvindelig politibetjent og seriemordertemaet, er Inger Ash Wolfe med ”The Calling” (”Kaldet”), sat i Canada en mulighed.

Men også en eksponent for den skandinaviske femikrimi, danske Sara Blædels serie om kriminalassistent Louise Rick, er et muligt bekendtskab værd. 

Er det mere indblikket i religiøse miljøer og subkulturer, der trækker, kan amerikanske Faye Kellerman være værd at kigge på. Hun er forfatter til krimiserien om makkerparret Peter Decker & Rina Lazarus, som sammen løser krimigåder, der ofte involverer skildringer af jødisk kultur og religion. 

Derudover kan nævnes, at Camilla Läckbergs femikrimi-serie om makkerparret Erica Falck og Patrik Hedström har ligheder med Linda Castillos Kate Burkholder-serie. Läckberg og Castillo har begge sans for at iscenesætte deres krimier langt væk fra storbyen – små, hyggelige steder, hvor det ikke er til at forestille sig, at der kan ske noget grusomt. Små sovebyer, hvor man burde kunne føle sig tryg.