Cekics forældre kom til Danmark med den første bølge af gæstearbejdere i 1970’erne. Med sig havde de drømmen om at spare sammen til ”40 får og et hus på landet” hjemme i Tyrkiet. ”Større var deres verden ikke,” som Cekic lidt trist konstaterer i sin selvbiografiske bog ”Fra Føtex til Folketinget” (s. 15). Den drøm arbejdede de hårdt for, og de holdt fast i den helt frem til deres pensionsalder. Imens voksede deres børn op i Danmark, blev integrerede og stiftede familie, og de har ikke delt deres forældres drøm om at vende tilbage til Tyrkiet. Cekics familie er på den måde typisk for den første generation af indvandrere i Danmark. De konflikter, det bringer med sig mellem generationerne i forhold til traditioner og livsvalg, har præget Cekic både som politiker og forfatter. Det illustreres fint i denne lille anekdote om Cekic og hendes mor: ”Jeg er dansker, det er hun ikke. Jeg tænker f.eks. meget over, hvilke frugttræer jeg skal plante i min have. De skal jo bringe glæde i mange, mange år. Når vi taler om frugttræerne, kan jeg se på min mor at det gør ondt på hende at acceptere, at jeg i modsætning til hende har hjemme i Danmark og har tænkt mig at blive boende her resten af mit liv.” (”Fra Føtex til Folketinget”, s. 200).
Ayse bøgerne tager alle sammen udgangspunkt i denne konflikt mellem generationerne. I ”Ayses pyjamasfest” er konflikten tydelig: fra Ayses perspektiv udøver hendes far en uretfærdig kontrol over hendes sociale liv, men fra hendes fars perspektiv beskytter han hende mod et samfund, han ikke forstår og en kultur, han kun kender gennem sladderen i det tyrkiske mindretalsmiljø. Han er bange for, at hun bliver for dansk, at hun ser drenge og drikker alkohol. Cekic oplevede selv disse konflikter og måtte helt op i gymnasiet ikke deltage i sociale arrangementer og studieture. Hun bebrejder dog ikke kun sin far, men også skolesystemet for ikke at gribe ind: ”… det var underligt, at min far ikke en eneste gang blev indbudt til samtale med lærerne om formålet med klassefester og lejrskoler. Jeg var vred over, at skolen ikke tog problemet op, og at jeg selv skulle gå og bakse med det.” (”Fra Føtex til Folketinget”, s. 94).