Rent litteraturhistorisk placerer Céline sig inden for modernismen, som nåede sine højder op til og efter Første Verdenskrig. Det er en litterær retning, som bryder med tidligere tiders former, og som har et stærkt fokus på stilens og sprogets magt eller magtesløshed i repræsentationen af virkeligheden og historien.
Som deltager i Første Verdenskrig var Céline en del af den generation af forfattere, som efter deres oplevelser forsøgte at give dem form i litteraturen. Den første bølge af vidnesbyrd i litterær form udkom under og umiddelbart efter krigen og talte eksempelvis Henri Barbusses ”Ilden” (1916) og Roland Dorgelès’ ”Trækorsene” (1919). Det er stærke romaner, som i en nøgtern stil udlægger krigens vanvid. Frem for alt er det en desillusioneret litteratur, som ikke har meget til overs for de større fortællinger om heltemod og ærefulde slag. Den opfattelse af krigen kæntrede med Første Verdenskrig. Barbusse var som tidligere frontsoldat et af Célines store idoler. Ikke så meget på grund af skæbnefællesskabet, men mere på grund af det rå og soldatersprog, der var en integreret del af Barbusses stil.
Det sprogfornyende aspekt hos Céline og det overdrevne fokus på den litterære stil placerer ham sammen med andre af modernismens sværvægtere som James Joyce, Robert Musil, Alfred Döblin, Virginia Woolf og Marcel Proust. Hos dem alle findes ikke blot en mening og en sandhed i den historie, der fortælles, men i endnu højre grad i den måde, historien fortælles på, dvs. i stilen. Alle disse modernistiske spydspidser har ydermere i lighed med Céline opstillet forsøg i disciplinen at give historien kunstnerisk form. Joyces ”Ulysses” fra 1922 genskaber Dublin på en given dag i historien, mens Prousts gigantiske værk ”På sporet af den tabte tid”, som begyndte at udkomme i 1913, også er en uhyre stilistisk bevidst gennemgang af erindringens former i et konkret historisk rum op til Første Verdenskrig.
Men selvom Céline markerer et brud med de hidtidige måder at skrive på i lighed med den modernistiske bølge, orienterer han sig også bagud i tid. Han fandt hos François Rabelais, som skrev ”Gargantua” og ”Pantagruel” i starten af 1500-tallet, et opremsende og nyskabende sprog med en særegen fransk humor. Rabelais var læge ligesom Céline, og det er svært ikke at se sammenhængen mellem Rabelais’ overdrevne beskrivelser af kropslige funktioner og Célines ekspressive, men dog kliniske brutalitet i sine udlægninger af krig og elendighed. Også Shakespeare og den franske krønikeskriver Chateaubriand er tydelige referencer hos Céline og går kraftigt igen som referencer i mange af Célines romaner.
Célines betydning for litteraturhistorien er uomgængelig, og hans efterfølgere er mange. I sin samtid blev han især beundret af en ung amerikansk generation af beatforfattere som William Burroughs og Allen Ginsberg. De seksuelle udskejelser og det spraglede sprog hos Henry Miller låner også kraftigt fra Céline, og den amerikanske kultforfatter Charles Bukowski anså Céline som et af sine helt store idoler.
Også i hjemlandet trækker Céline tydelige spor igennem litteraturhistorien. Flere ord, som Céline har opfundet, indgår såvel i romaner som i dagspressen, og måden han har fornyet og forrået det franske skriftsprog på, danner forbillede for en kohorte af franske forfattere fra 1960’erne og op til i dag. Forfattere som Philippe Sollers, Julien Gracq og i nyere tid Marc-Édouard Nabe vedkender sig udtalt arven fra Céline som drivende motor i deres forfatterskaber.
På den danske scene er det især forfatteren Peter Laugesen, som har vedkendt sig en stor interesse for Céline, men hans stemme kan spores i mange stilistisk bevidste prosaværker i nyere tid, eksempelvis hos Lars Frost og Niels Frank.