Grundlæggende sætter Céline spørgsmålstegn ved sproget, og især skriftsproget som formidler af mening fra et menneske til et andet. Det talte sprog har følelse nok til at kunne gøre sig forhåbninger om en sådan succesfuld henvendelse, men hvad med skriftsproget? Hvordan får man med andre ord det talte sprogs følelse ind i det skrevne?
Helt konkret kan man spore et skift allerede fra anden roman, som bliver meget udtalt i de senere bøger. Det er brugen af de tre små prikker (…) og den flittige brug af udråbstegn, til tider kombineret med prikkerne (!...). De lange, flydende afsnit i Célines romaner er opskåret af disse dunk, som skaber en helt særegen rytme i teksten, og som samtidig tilfører de små sætninger en form for farvende følelsesmarkør. Samtidig tillader de en meget udtalt rytme i teksten, der lader forfatteren skifte mellem meget rolige passager og pludselige, voldsomme udbrud. På den måde skabes følelse og mening i selve tekstens skift mellem stemninger.
Et andet gennemgående tema er forholdet til historien. Alle Célines romaner har rod i hans eget liv. Det skaber et interessant spændingsforhold. For hvor meget kan man stole på er ’rigtigt’, og hvor meget er fiktion. Selvom han bruger sit eget liv som forlæg, er han jo hele tiden grotesk overdrivende, lægger til og trækker fra.
Hans romaner spørger til vores erindring som pålideligt instrument. Der findes ikke klart afgrænsede tidsplaner hos Céline. Fortid, nutid og fremtid flyder sammen i én stor pærevælling, og fortælleren er ofte hurtig til at trække i land og spørge, om det nu virkelig var sådan, det gik til. Dermed udsletter Célines romaner ideen om, at det overhovedet er os muligt at skrive ’den store Historie’. I stedet må vi tage til takke med et væld af mindre historier, der måske ikke tilsammen kan danne en større fortælling, men derimod kan give nogle sandt klingende øjebliksbilleder af, hvordan det har føltes at være menneske i en given historisk virkelighed.
Céline anses oftest for at være en pessimistisk forfatter – og med god grund. Hans sider driver af sarkasme, ironi, kynisme, udfald mod alt og alle i samtiden. ”Rejse til nattens ende” er som sagt nærmest et katalog af åndssvage ideologer som nationalisme, patriotisme, kolonialisme, kapitalisme, den store Kærlighed osv., som nådesløst plaffes ned af forfatterens skarpt indstillede maskingevær.
Sortsynet hos Céline er primært motiveret af, at menneskene lyver for sig selv og andre i forsøget på at glemme døden og smerten. Det skaber eksempelvis ideologien patriotisme, når generalerne og dagspressen og de frådende civile masser forsøger at dække over krigens vanvittige grusomhed ved at opsætte en sag (fædrelandet), som folk kan føle, de kæmper for. Men det er alt sammen løgn. Den eneste sandhed ved krigen er døden, og de, som prædiker patriotisme, samarbejder derfor med døden.
Men sortsynet skaber også mulighed for en skønhed i den rytmiske vekslen. Pludselig opstår der midt i strømmen af lort, bræk og fornedrelse faktisk øjeblikke af umådelig følelse og skønhed hos Céline. De første mange sider i ”Fra det ene slot til andet” er eksempelvis hysteriske udfald mod alle og enhver, men lige pludselig beskriver Céline så over et par sider sin hund Bessys død efter en sygdom. Dette portræt er smukt og gennemsyret af sympati, følelse og sorg, og på den måde kommer det til at træde tydeligt frem midt i den sorte flod, som omgiver scenen.