Célines mest berømte og læste roman, ”Voyage au bout de la nuit” (”Rejse til nattens ende”, 1968 og 2001), er historien om antihelten Ferdinand Bardamu, der på sin hvileløse rejse igennem menneskeligt fordærv går i forfatteren Célines egne fodspor. Han starter således med at melde sig frivilligt til kavaleriet og sendes i kamp mod tyskerne. Der er dog ikke meget heroisme tilbage hos Bardamu. Han går gennem krigen med et blik, der afslører nationalismens og fædrelandskærlighedens fortællinger om den ’glorværdige krig’ som løgn og latin.
Bardamu bliver såret og indlægges på et feltlazaret, som han efter en affære med en af sygeplejerskerne forlader for at rejse til Afrika. Her skal han varetage forvaltningen af en af det kolonialistiske Frankrigs trøstesløse handelsposter. Det går også i vasken, og Bardamu fortsætter til Amerika, hvor han efter et kort ophold i New York får plads ved et samlebånd i Detroit. Efter et stykke tid som et robotagtigt stykke værktøj i Fords bilproduktion tager Bardamu tilbage til Paris, uddanner sig til læge og bosætter sig i en forstad for at praktisere. Men heller ikke her er lykken at finde. Folk i forstæderne er ligeså skidne som på resten af planeten og synker ned i fattigdommens hængedynd af elendighed, mord, druk, vold og andre ting, de rige er lykkeligt forskånede for.
”Rejse til nattens ende” kan læses som en art katalog over vestlige ideologiers idioti. Allerede på de første sider nedskyder Bardamu forestillingen om kærlighed, patriotisme, fremskridt og race. Det er løgnagtige systemer af ord, og det, der afslører disse systemers løgnagtighed, er krigen. Krigen fungerer gennem bogen som den store afslører af ideologiernes drabelige falskhed. Her træder en anden og mere grum virkelighed frem. Døden er allestedsnærværende og forfærdelig, og så snart menneskene forsøger at dække denne grundlæggende sandhed med ord, opstår ideologierne og løgnen.
Tonen i romanen er overvejende ironisk og kynisk i sin afsløring af det moderne menneskes holdepunkter, og i sin form og stil markerer den et nybrud i fransk litteratur. Célines flittige brug af talesprog og slang var ikke hverdagskost, da romanen udkom, og derfor opfattedes hans stil med rette som et frontalangreb på traditionelle skriftformer, på ’fin litteratur’ og ’god tone’. I stedet for at lægge vægt på at fortælle en god historie eller opstille nogle interessante ideer, skal meningen for Céline findes i selve sprogets evne til at røre noget i læseren: de udbrud af latter, man som læser ofte spontant vil opleve, eller den voldsomme effekt, brugen af slang kan have. Célines projekt med at indføre det talte sprogs følelse og umiddelbarhed i det skrevne starter med ”Rejse til nattens ende” og udvikles op igennem alle hans romaner.