I virkeligheden skulle ”Entretiens avec le professeur Y” (”Samtaler med professor Y”, 2015) slet ikke have været en roman, men et reklamefremstød. Da Céline vendte hjem fra sit eksil i Danmark, havde han skitsen til en roman med i tasken. Det var hans forventning, at ”Féerie pour une autre fois I” (ikke oversat til dansk), som udkom i 1952, skulle være hans nye ”Rejse til nattens ende” og med et trylleslag genoprette hans position på den franske litterære scene. Sådan skulle det dog ikke gå. Folk gad ikke høre mere på Céline, denne forræder, som var flygtet til det kolde nord, og for deres skyld kunne være blevet deroppe. Da opfølgeren skulle udkomme i 1954, bad Célines redaktør ham derfor om at skrive en lille tekst om sin litterære metode, som forlaget kunne bruge i markedsføringen af bogen. Det blev til det sære lille skrift ”Samtaler med professor Y”, der udkom i bogform i 1955 til lige så stor forbigåelse.
52042135
”Samtaler med professor Y” er sat op som et fiktivt interview mellem den geniale forfatter Céline og en ubehjælpelig og inkompetent fusentast, som egentlig hedder Oberst Reseda, men som Céline kalder professor Y. Det meste af den korte roman foregår på en bænk i parken ved Arts-et-Métiers i Paris, hvor professor Y interviewer Céline om hans stil, mens han konstant tisser i bukserne. Det er rablende hele vejen igennem, og der er talrige sidespring og skænderier de to imellem. Til sidst bryder professor Y sammen i et vanvidsanfald, og Céline må eskortere ham på en bindegal tur til Gallimards forlag i Latinerkvarteret.
Selvom man nok skal være varsom med at anse romanen som en reel poetik, dvs. en struktureret udlægning af, hvordan Céline synes litteratur skal skrives og fungere, så er der relativt udviklede udlægninger af hans opfattelse af sin egen (og andre forfatteres) litterære stil at hente. Som nævnt ser Céline det som sit overordnede projekt at indføre det talte sprogs nerve i det skrevne. Det formår den ’normale’ og i Célines øjne kedeligt argumenterende litteratur ikke.
I ”Samtaler med professor Y” udvikler han ideen om sin stil som en metro, der suser direkte mod målet under byen. Byens overflade er fyldt med lastbiler, busser og andre forhindringer, og vil man derfor hurtigt fra den ene ende til den anden, er det bedst at tage metroen. På samme måde fungerer Célines stil sammenlignet med andre forfatteres. Den rammer på et andet plan end fornuftens og fremprovokerer en reaktion i sin læser med sin humor, rytme og voldsomhed i stedet for et rationelt opstillet argument, som man kan være enig eller uenig i.