Hvis ”Féerie pour une autre fois I & II” fejlede i deres forsøg på at katapultere den forsmåede forfatter tilbage på den litterære scene i Frankrig, så lykkedes Céline derimod i overvældende grad med ”D’un château l’autre” (”Fra det ene slot til det andet”, 1997) fra 1957. Bogen er den første i den såkaldte ”Tyskertrilogi”, som også består af ”Nord” (”Nord”, 2004) fra 1960 og ”Rigodon” (”Rigodon”, 2009), som udkom i 1969 otte år efter forfatterens død.
”Tyskertrilogien” udvides undertiden til en tetralogi, som også omfatter de to ”Féerie”-bøger, fordi deres temaer og historiske råmateriale ligger ret tæt op ad hinanden. Alle romanerne behandler Célines oplevelser under Anden Verdenskrig. Hvor de to første ”Féerie”-bøger i handling er skrumpet til stort set ingenting og nærmest udelukkende udspiller sig under et bombardement af Paris, er Tyskertrilogien mere spredt ud. Under hidsige spring i tid og fokus opregner Céline i bøgerne sin flugt op igennem et ødelagt Tyskland.
”Fra det ene slot til det andet” har livet i den sydtyske by Sigmaringen som sit primære omdrejningspunkt. Her søgte Céline, konen Lucette og deres kat Bébert tilflugt mod slutningen af 1944, og romanen giver et særegent portræt af eksilsamfundet, der var blevet dannet i Sigmaringen efter at den franske samarbejdsregering var flygtet og nu opererede derfra. Den næste roman ”Nord” hopper tilbage til tiden før Sigmaringen, som den lille familie tilbragte i en lille by uden for Berlin, mens ”Rigodon” igen springer til efter Sigmaringen og behandler den vanvittige sidste flugt mod Danmark i sammenbrudte tog og igennem ruinbyer, hvor de allieredes brandbomber har smeltet befolkningen ned i asfalten.
Bomber og bombefly spiller en stor rolle i alle bøgerne, og Céline mestrer her sin stils virkemidler til en sådan grad, at mareridtsagtige skildringer af ruiner, død og ødelæggelse accelererer op i et hysterisk, men samtidig afmålt og skarpt stormudbrud, der i fuld overensstemmelse med forfatterens ideer om sin egen stil rammer læseren på et niveau, som sikrer, at man føler denne gru levende og uhyggeligt mere end man forstår den som et konkret fænomen.
Samtidig springes der ikke kun imellem historiens tid, men også internt i bøgerne mellem forskellige tidsplaner. Céline iscenesætter sig selv som forfatter på en helt speciel måde, der placerer positionen for hans tale i Paris, hvor han sidder efter krigen og har et distanceret forhold til begivenhederne. Alligevel bryder historien og nutiden hele tiden ind i hinanden, og dermed stiller trilogien spørgsmål ved selve muligheden for at skrive en sammenhængende og sand historie om noget som helst, og om vores hukommelses evne til reelt at genkalde sig fortidige begivenheder.
Selvom hele Célines værk har haft krigene som omdrejningspunkt, fremstår krigen intetsteds mere livligt end i ”Tyskertrilogien”. Céline døde i 1961 hen over den sidste side af manuskriptet til ”Rigodon”.