Miguel de Cervantes var både digter og dramatiker, men det er i dag primært romangenren, han forbindes med – som litteraturhistoriens første egentlige romanforfatter, selvom der findes en del tidligere eksempler på prosaiske, romanagtige værker, bl.a. de riddereventyr, som parodieres i ”Don Quixote”. Men Cervantes udvikler den prosaiske fortælleform i radikal grad, blandt andet ved netop at kombinere den med digtningens fokus på sprogets skønhed og teatrets sans for skarpe dialoger.
Det helt grundlæggende modsætningsforhold i Cervantes’ forfatterskab er forholdet mellem ideal og virkelighed. Cervantes var en ganske moderne forfatter, men samtidig draget af renæssancens idealistiske verdenssyn, som efterhånden blev betragtet som temmelig forældet. I Cervantes’ forfatterskab finder der en konstant pendulering sted mellem det idealistiske og det realistiske, og der er for eksempel tradition for at kategorisere hans noveller efter disse to yderpunkter. Det er også dette knudrede forhold mellem det realistiske og det idealistiske, mellem virkelighed og fantasi, der er på spil i ”Don Quixote”, hvor don Quixotes idealiserede opfattelse af omverdenen står i skarp kontrast til virkelighed, som den opfattes af folk omkring ham.
Et andet beslægtet tema er den skrøbelige distinktion mellem fiktion og virkelighed, og Cervantes leger flittigt med grænsen mellem de to størrelser. Det ses i novellerne, hvor referencer til de samme personer og begivenheder på tværs af fortællingerne er med til at skabe en forestilling om, at de er virkelige. Mest udtalt ses det i andet bind af ”Don Quixote”, hvor den hyppige omtale af første binds udgivelse og modtagelse skaber nogle niveauer mellem det strengt virkelige og det rent fiktive.
En vigtig pointe hos Cervantes er desuden, at fiktionen ikke blot kan lege med relationen til virkeligheden inden for fiktionens egne rammer, men at den faktisk rækker ud i den virkelige verden og ændrer den, som det ses i overdreven grad med don Quixote og ridderromanerne. Fiktionen er ikke et lukket rum, men er med til at forme menneskets forståelse af verden.