Morten Chemnitz' debutsamling ”Inden april”, 2013, er en serie af iagttagelser over efteråret og vintermånederne frem til marts. Bogen kan læses som et langt digt om forandringerne i et landskab uden navn. Ind i mellem dukker et jeg op, der søger en nærhed i forhold til naturen. Jeg’et rækker ud efter den og sammenligner sig selv med grene, der strækker sig. Man får en fornemmelse af, at fortælleren ligestiller sig med den ydre natur.
Der zoomes ind på vejret og bevoksningen, så det ikke bliver et baggrundstapet, men hvad jeg’et har sin primære relation til. Der optræder ingen bipersoner i digtene. Samlingen betoner tilmed, at elementerne i landskabet har indbyrdes relationer. Skyer skilles ad; sne ligger ovenpå is; vinden møder træerne. Flere gange omtales et ”hinanden”, og det peger både på forbindelsen mellem disse elementer samt jeg’et, der knytter sig til dem. Den intimitet, der antydes mellem jeg og natur, forplanter sig til læseren. I løbet af samlingen får man en fortrolighed med sol og is og vind, fordi de går igen og bliver velkendte.
29882231
Gentagelsen er et tema i bogen. I den forstand, at sol hedder sol, og vind hedder vind fra digt til digt. Der bruges ikke et utal af synonymer. Gentagelsen karakteriserer også hele samlingens årstidsramme, det har været efterår og vinter før, og det vil ske igen. Endelig kan selve skrifthandlingen anskues som en gennemspilning af en sansning, der har fundet sted, men selvfølgelig kun er en tilsnigelse af en gentagelse. Teksten bliver aldrig præcist, som det sete var, ligesom hver læser vil have en forskellig oplevelse.
Det er værd at hæfte sig ved, at en del af naturen forbliver utilgængelig i samlingen. Den slutter lige før april, der bygges op til et klimaks, forfatteren nægter at forløse. Dermed antyder ”Inden april”, at mødet med forårets eksplosion først kan ske, når læseren lægger teksten fra sig og går udenfor.
Digtene har en begrænset brug af verber, hvilket bidrager til, at teksten får et statisk præg; de ellers så flygtige skift i årstiderne er fastfrosset i glimt. Tonen i samlingen er nu og da tvivlende, så Chemnitz signalerer, at han er ved at undersøge, hvordan man kan skrive. Dette giver digtene et præg af det essayistiske notat.