Det er vanskeligt at sætte Inger Christensens forfatterskab i forbindelse med beslægtede forfatterskaber. For der findes ikke andre forfattere, der som hende kombinerer alt fra matematiske systemer og musiske strukturer, biologiens celledeling og sprogfilosofi med et blik for verdens mangfoldighed af sanselige fænomener og et øre for de sproglige nuancer.
Inger Christensen har imidlertid været en væsentlig inspirationskilde for mange andre forfattere. Digtsamlingen ”Det”s næsten encyklopædiske mangfoldighed satte sig mange spor i 70’ernes lyrik. Det skete blandt andet i kredsen omkring tidsskriftet Hvedekorn, som fra 1968 og frem blev redigeret af Inger Christensens mand, Poul Borum. Det var dog mere de spontane end de systemorienterede sider ved Inger Christensens forfatterskab, der blev videreført af Borum og yngre lyrikere som Peter Laugesen. Forlaget Arena var sideløbende hermed med til at videreføre den skrifttematiske digtning, som i perioden tiltrak unge forfattere, der ikke følte sig hjemme i datidens hverdagsrealisme og brugslitteratur. Af danske forfattere, der har arbejdet med det skriftteoretiske i deres tekster, kan nævnes Per Højholt, Klaus Høeck og Henrik Bjelke.
Mange yngre forfattere har ligeledes været inspireret af Inger Christensens digtning. Da den danske digter Palle Sigsgaard i 2007 udsendte sin anmelderroste debutdigtsamling ”Glitrende støv danser”, blev Inger Christensen f.eks. nævnt som en vigtig inspirationskilde. I Peter Adolphsen & Ejler Nyhavns versroman ”Katalognien” fra 2009 finder man sonetkransen ”Lummerhuledvalen” med en slet skjult henvisning til ”Sommerfugledalen”. Endnu et eksempel er Martin Larsens bogværk ”Svanesøsonetterne” fra 2004, som består af 60 sammenkrøllede løsark i en rigsarkivæske, der blandt andet indeholder det, der kaldes et forsøg på en sonetkrans.