Som påfugløje flagrer de omkring
Og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.
Hvem er det der fortryller dette møde
Med strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?”
Inger Christensen voksede op i et arbejderkvarter i Vejle som det ældste barn af en søskendeflok på tre. Hendes far var skrædder og hendes mor kokkepige før ægteskabet. Da børnene var store, kom moren ud på arbejdsmarkedet som fabriksarbejder på blandt andet Tulip-slagterierne i Vejle. Skrædderens håndværksmæssige stolthed og kokkepigens indsigt i såvel husførelse som i den litterære dannelse i de fine familier indgår som kulturel og social klangbund for Inger Christensens opvækst. Faren havde desuden to højskoleophold bag sig og var så stolt af sin begavede datter, at hans arbejdsgiver foreslog, at Inger kom i gymnasiets mellemskole. Hermed var vejen banet for en studentereksamen. Inger Christensen hæfter sig selv ved forældrenes indflydelse på hendes uddannelsesforløb: ”I selve håndværksfaget ligger en ambition om at gøre tingene ordentligt, som jeg kendte fra min far – og fra min mors måde at føre hus på (...) Hos ens forældre kan der ligge en uudtalt længsel efter eller forståelse for det, som ikke bare er dagen og vejen, og som for eksempel viser sig i, at man synger sange fra Højskolesangbogen eller Arbejdersangbogen. Det betyder måske lige så meget, som hvis ens far var professor og for længst havde sagt alting.” (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra bogen Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).
Allerede som student bar Inger Christensen på en digterdrøm. Lokket af tanken om en akademisk uddannelse tog hun efter sin studentereksamen i 1954 til København, hvor hun indskrev sig på universitet og tog filosofikum. Hun levede samtidig af et job som cykelvikar for Københavns Kommunes skolevæsen. I 1955 indsendte hun sine første digte til redaktøren af tidsskriftet Hvedekorn, Torben Brostrøm. Han antog hendes digte, og det blev også ham, som et par års senere fortalte Inger Christensen om den unge digter og litteraturstuderende Poul Borum.
Inger Christensen opgav sin universitetsdrøm til fordel for en økonomisk overkommelig lærereksamen på Århus Seminarium, som hun færdiggjorde i 1958. Samme år opsøgte hun Poul Borum, og et halvt år senere blev de gift. Ægteskabet holdt i 17 år, og sammen fik de, da Inger Christensen var sidst i 30’erne, sønnen Peter. På trods af skilsmissen i 1976 blev deres indbyrdes forbundethed først for alvor brudt med Borums død i 1996. Da Inger Christensen og Poul Borum i 1963 begge blev ansat på Holbæk Kunsthøjskole, havde Inger Christensen allerede udgivet sin debutdigtsamling, ”Lys” (1962), som hun skrev, mens hun var lærer i Knebel på Mols. På højskolen havde de to unge digtere blandt andre kommende forfattere som Henrik Nordbrandt og Sten Kaalø som elever. Efter tre semestre på kunsthøjskolen blev Inger Christensen i 1964 fuldtidsforfatter.
Ved siden af sin forfattervirksomhed har Inger Christensen siden 1978 været medlem af Det Danske Akademi. Fra midten af 1990’erne har hun ligeledes været medlem af Bielefelder Colloquium og Académie Européenne de Poésie.
Inger Christensen døde i januar 2009, 73 år gammel.