Det

Inger Christensen debuterede i 1962 med den anmelderroste digtsamling ”Lys” og udgav de følgende  år endnu en digtsamling samt to romaner. Hendes  gennembrud indtraf i 1969, da digtsamlingen ”Det” udkom.

Samlingen er inddelt i en indledning, en hoveddel og en afslutning: Prologos, Logos og Epilogos. Indledningen er en genesis-beretning, der skildrer udviklingen fra kaos til mangeartet orden. Udgangspunktet er det lille ord det: ”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere”. Allerede på et grafisk niveau anskueliggøres udviklingen fra uorganisk væren til stadig mere differentierede livsformer.

21838543

Den oprindelige tekstblok på 66 linjer spaltes i løbet af prologen ud i kortere tekststykker – for til sidst at ende i enkeltstående linjer. Indholdsmæssigt bevæger Prologos sig hen imod en stadig mere detaljeorienteret betragtning af kulturverdenen. Et blik på byen forskydes til bygninger og rum. Herefter fokuseres der på mennesker, der mødes, for at ende ved det enkelte menneske. Der zoomes således langsomt ind på det enkelte individ. Inger Christensen har selv påpeget sammenkoblingen mellem sprog og biologi: ”Indbygget i bogen er også forholdet mellem sprog, natur og biologi, som allerede dengang var det egentlige projekt for mig. Bogen krøller sig ud af ordet det som en celledeling, og sproget bevæger sig på samme måde som levende organismer udfolder sig.” (Peter Øvig Knudsen: Inger Christensen. Tilfældets poet. Fra Børn skal ikke lege under fuldmånen – forfatterportrætter, 1996).

Bogens tekst er skrevet på maskine, hvilket giver samlingen et improviseret og uafsluttet præg. Samlingens grafiske udtryk peger på denne måde  på det åbne og uafsluttede i sin betydningsproduktion. Værket er således i overensstemmelse med sit eget skrifttematiske udgangspunkt: Betydning er ikke noget statisk men en dynamisk produktionsproces. Samlingen er imidlertid samtidig udtryk for et stramt konstruktionsprincip, der kommer i stand via en inddeling i symmetrier og et utal af andre formskemaer. Det står derfor også som et af de betydeligste konstruktionsarbejder inden for systemdigtningen.