Det er først og fremmest som lyriker, Inger Christensen har gjort sig bemærket, men hun har også skrevet flere eksperimenterende prosatekster. En af dem er fortællingen ”Det malede værelse” fra 1976. Fortællingen foregår i renæssancens Italien i byen Mantua. Handlingen er centreret omkring maleren Andrea Mantegna, der dekorerede et berømt værelse i greven Gonzagos palads. I tre forskellige fortællinger får vi kendskab til det myldrende liv omkring maleriets tilblivelse. I romanen sættes billedets figurer i bevægelse, og der præsenteres fragmenter af handlingsforløb fulde af intriger, mord og hemmelig elskov.
Med paralleller til renæssancemaleriet giver Inger Christensen sit romanbillede dybde og perspektiv ved at lade de tre fortællere berette om nogle af de samme begivenheder set fra forskellige synsvinkler. Det giver ikke et fuldt ud gennemlyst univers. Der åbnes hele tiden for nye gåder, der hvor noget kommer til syne. Den tredelte fortælling består af kapitlerne ”Marsilio Andreasis dagbøger”, hvor grevens sekretær beretter, ”Påfuglens hemmelighed”, fortalt af den tyrkiske prinsesse Farfalla, og ”Min sommerferie”, fortalt af Mantegnas søn.
25826817
I den første del skildres sekretærens ulykkelige kærlighed til malerens hustru, som han tilbringer hemmelige øjeblikke med men aldrig kan få, og som han ender med at dræbe i affekt. Fortællingens anden del er tilegnet to utopiske kvindeskikkelser, der begge bærer på hemmeligheder af vidtrækkende erotisk karakter – dværgen Nana og den tyrkiske prinsesse Farfalla. I fortællingens tredje del lader Inger Christensen malerens søn, Bernadino, gøre det, hun som forfatter hele tiden har gjort undervejs: Nemlig at gå ind i Mantegnas billede. Sønnen forestiller sig i en skolestil, hvordan han går ind i et af faderens billeder, for at genfinde sin afdøde moder, som faderen skal kalde tilbage til livet – ligesom Orfeus, der i den græske mytologi forsøgte at kalde sin elskede Eurydike tilbage fra underverdenen.
Et af de tematiske omdrejningspunkter i ”Det malede værelse” er kunstens væsen. I bogen leger Inger Christensen med fortællingens mange elementer, som til stadighed flyttes rundt, så der hele tiden opstår noget nyt. Kunsten skildres på denne vis som udtryk for et bevidst arbejde og et eksperiment, der består af form og forvandling. Fortællingen tematiserer også idéen om kunsten som opstand mod tiden og tilintetgørelsen. I maleriske portrætter omsætter maleren liv og sanseligt stof til evighed. Maleren fastholder livet ud over det biologisk givne og fælder det ind i historien. I Inger Christensens historie sammenlignes maleren Mantegna ydermere med Orfeus. I lighed med forfatteren kan han kalde de døde tilbage til livet. Og det er først og fremmest den opgave, Inger Christensen har stillet sig selv med fortællingen. Hun sætter i fortællingen maleriernes aktører i spil og skildrer hermed en generobring af de tabte livsforhold. I fortællingen bringes figurerne ud af deres maleriske eviggørelse og indespærring og får nyt liv.
Gyldendal genudgav i 2005 ”Det malede værelse” samtidig med romanerne ”Evighedsmaskinen” og ”Azorno”.