Adskillige af Inger Christensens værker er for længst blevet udråbt til moderne klassikere i dansk litteratur og oversat til en række sprog. Forfatteren blev da også mange gange, mens hun levede, nævnt som det mest seriøse danske bud på en Nobelpris-kandidat.
På trods af deres forskellighed indeholder Inger Christensens værker også mange fælles tematikker. Gennem hele sit forfatterskab kredser hun om nogle af de samme grundlæggende forhold. Det drejer sig blandt andet om eksistensens, kroppens og bevidsthedens organiske sammenhæng med natur og kosmos – og den særlige status mennesket har til denne sammenhæng i kraft af sproget. Hos Inger Christensen finder man en særlig naturfilosofisk tænkning, som hænger uløseligt sammen med hendes digteriske praksis. Kulturen og sproget er ifølge Inger Christensen ikke frit skabt af mennesket uafhængig af og løsrevet fra naturen men gentager med nødvendighed naturens strukturer og processer. En af grundpillerne i forfatterskabet er således, at digtningen i en eller anden forstand mimer naturen. Mennesket kan kun forme verden i forlængelse af de principper, der virker i verden.