Hvis man læser på tværs af Lars Saabye Christensens forfatterskab, danner der sig tydelige mønstre af genkommende motiver. Variationer over pubertet eller outsider-rollen står som et helt centralt tema, måske med fokus på manden som outsider: ”Haha! En tysk journalist spurgte mig engang, hvorfor jeg altid skrev om mænd, der led nederlag. Jeg mener selv, at jeg skriver om folk på kanten af samfundet, outsidere, der forsøger at finde en mening med livet og komme igennem deres kriser. Og det er da rigtigt, at det ofte er mænd, jeg skriver om.” (Tonny Vorm: Til den travle mand og hans kone. Information, 2007-07-26).
Ensomhed og følelsen af at være udenfor er omdrejningspunkt, og Saabye Christensen har selv sagt om sit forfatterskab, at et af de gennemgående temaer er ”de små øjeblikke i livet, som afdækker vor ensomhed”. (Tonny Vorm: Til den travle mand og hans kone. Information, 2007-07-26).
Genkommende i hans bøger er også refleksioner over fiktionens og kunstens forhold til livet, ligesom steder, stemninger og hændelser gentager sig. Læsninger på tværs af forfatterskabet kan altså etablere en fascinerende dialog mellem værkerne.
Rammen om forfatterskabet er Oslos gader og parker, men inden døre er det beklumrede lejligheder, gymnastiksale, klasseværelser og frisørsaloner, der er de dramatiske steder. Stemningerne er ofte præget af trøstesløshed, sort humor og sammenbrud skildret med en sproglig præcision, der er både overraskende og virkningsfuld.
Oprøret går også igen, enten det lille eller det store. Og sjovt nok ligger det lille oprør tit i håret: Både Kim og drengene i ”Beatles”, Herman i ”Herman”, Barnum i ”Halvbroderen” og den unavngivne fortæller i ”Maskeblomstfamilien” synes at ytre sig med fryd og desperation gennem deres påtvungne eller frivillige frisure. Der er ofte en frisør i bøgernes persongalleri, og i novellen ”Den misundelige frisør” er det en mands forhold til netop sin frisør, der sætter et større eksistentielt skred i gang. I ”Bernhard Hvals fortalelser” sidder ikke kun oprøret, men også personligheden og navnet i skægget, da den centrale karakter Notto Fipp, født Senum, netop anlægger fipskæg og tager navn derefter.
Saabye Christensen har selv vedkendt sig, at et selvbiografisk element skjuler sig bag hans figurer, og frisurens funktion som kulturel grænse mellem generationer kan let kobles til ungdommens 1960’ere. Mere interessant er det dog, at Saabye Christensen selv betoner de generelle ligheder og sammenhænge i sit værk som en stadig bestræbelse på at raffinere det samme: ”Folk taler om, at forfattere skal forny sig, men jeg ser ingen grund til at udvide mit felt. Jeg har en cirkel, der omfatter spillet mellem tragedien og komedien, og deri fortæller jeg om outsideren, om en bestemt tid og en bestemt geografi, og for mig er det ikke vigtigt, at lave cirklen større. Jeg er mere optaget af at grave hullet dybere.” (Carsten Andersen: Litterær linedanser. Politiken, 2004-03-27).
En stor del af forfatterskabet omhandler en opvækst og et liv i Oslo og har referencer til Saabye Christensen selv. Med ”Bernhard Hvals fortalelser” lægges nye alen til det omfattende værk, da denne megalomane roman har en umættelig drift og et heftigt tempo, der ikke er set tidligere. I ”Blink” henlægges en stor del af handlingen til en flække i USA ligesom sproget tages i nye retninger.
Fleming Brandt fra ”Halvbroderen” optræder i ”Byens spor”, og Oslo-trilogien samler i det hele taget op på både temaer og personer fra hele forfatterskabet. Trods samvær og kærlighed må alle erkende, at de er ensomme, og omkvædet fra Beatles’ ”Eleanor Rigby” – ”All the lonely people – where do they all come from? All the lonely people – where do they all belong?” – er således både en ledetråd i ”Byens spor” og en overskrift for hele forfatterskabet.