Beslægtede forfatterskaber

I sit forfatterskab taler Martha Christensen den svages sag og gør op med magtpositioner og magtmisbrug. På den måde taler hun samme sag som feministerne, der i 1970’erne gjorde op med en mandsdomineret samfundsstruktur og tydelige magthierarkier mellem mænd og kvinder. Ligeværd, ligestilling og uafhængighed var – og er – andre nøgleord. Blandt andre har Suzanne Brøgger i sit forfatterskab sat spørgsmålstegn ved den fremherskende måde at indrette sit familieliv på og opfordret kvinder til at tage stilling.

Litterat Anne Borup noterer i en artikel på litteratursiden (Anne Borup: En fridag til fru Larsen. Litteratursiden, 2004-05-29), at Martha Christensens dramatiske fremstilling – at handlingen fortælles gennem personers replikker og gestik – ligner fortællemåden, som Herman Bang anvendte i sit forfatterskab. Både Bang og Christensen har endvidere skrevet om isolerede, ensomme mennesker.

Martha Christensen skriver sig ind i en dansk realismetradition, der spænder fra Henrik Pontoppidan og Herman Bang frem til f.eks. Tove Ditlevsen og Anders Bodelsen og længere frem til Jan Sonnergaard, der i sine bøger har kritiseret vilkårene for den danske underklasse.