Novellerne

Forfatterskabets restgruppe tæller fortællingerne fra ”Her i nærheden” (1993), novellesamlingerne ”Bænken og andre noveller” (1970), ”Hvis vi elskede mere” (1982) og den posthume ”En lille helt og andre historier” (1996).

I sine bedste noveller lykkes det Martha Christensen i enkle streger at komme ind under huden på sine personer. Det sidste gælder i særdeleshed ”Her i nærheden”, der også er filmatiseret af Kaspar Rostrup. Fortællingen er et skæbnedrama, hvor der vendes op og ned på livet for fru Nielsen og hendes autistiske søn, da en ung pige findes dræbt i en park.

Også den efterladte novelle ”En lille helt” overrasker med sit plot læseren. En lille dreng får på et hospital amputeret sit ene ben og begynder genoptræningen med krykker. Langsomt går det op for læseren, at historien udspiller sig under en krig, f.eks. i Bosnien. Drengen har fået sit ben afklemt under en nedstyrtet mur, og hans verden bryder sammen, da han vender hjem fra hospitalet og opdager, at han ingen helt er, og at mange af de mennesker, han holdt af, er borte. Desperat længes han tilbage til tiden, da han havde to ben. Med denne barske sortie nåede Martha Christensen at føje en aktuel kommentar til den internationale udvikling.