Et andet tempo præger serien Krigen der aldrig kom , som beskæftige sig med hverdagen i en lille sydjysk by under Danmarks besættelse.
Af børn opfattes serien naturligt nok som en historisk skildring, men for mange voksne og for forfatteren selv er det samtid. Dette sidste mærkes tydeligt i de mange skarpt erindrede detaljer fra dagligdagen i de år. Ikke blot ydre ting: rationering, knapheden på fødevarer, opfindsomheden, når det gjaldt om at finde på erstatningsvarer, er med.
Men også stemningen blandt folk, holdningen til besættelsesmagten i det lille samfund, og ændringen i denne holdning, som tiden gik, og erindret og gengivet med overbevisende præcision. Fra den lille by går tråde ud til den omliggende verden. Folk fra byen tage arbejde i Tyskland, og gennem deres skæbne beskrives krigen, som den formede sig der, hvor det gik anderledes hårdt til.
Det hele er opfattet gennem den store dreng Johans øjne, og det er ham, der efter befrielsen karakteriserer det, han har oplevet, som Krigen der aldrig kom.
Det, der adskiller disse bøger fra mange andre børnebøger om besættelsestiden, er netop den stilfærdige fremhævelse af, at nok var det nogle hårde år, men i forhold til andre slap vi umådelig billigt.
Dette understreges yderligere af bredden og det ret langsomme tempo i skildringen af dagligdagen. Man får virkelig fornemmelsen af, hvordan denne tid formede sig for mange almindelige mennesker - en træls hverdag med mangel på de fleste ting og en evigt gnavende uro for, hvordan krigen ville udvikle sig.
Det er klart, at der også omkring hovedpersonen optræder skikkelser, som prøver at påvirke denne udvikling, sådan at billedet af tiden afrundes med fængslende og velfortalte episoder om dannelse af modstandsgrupper, våbentransporter og jernbanesabotage. Også det hørte jo med.
Det var efter udgivelsen af denne serie, at forfatteren i 1979 modtog Danmarks Skolebibliotekarforenings børnebogspris.