Jesper Nicolaj Christiansen har i sit foreløbige forfatterskab beskæftiget sig med mange forskellige genrer, heriblandt splatter (”Sonny Søren og spasserne”), fantasy (Ronin-serien) og kras realisme (”North Dakota: dér starter vi forfra”).
Fælles for hans bøger uanset genre er dog, at Jesper Nicolaj Christiansen altid har barnet i centrum. Og i særdeleshed barnet som handlende individ sat over for den enten inkompetente, misbrugende, omsorgssvigtende eller fraværende voksne. Dette gør sig for eksempel gældende i ”Soldater græder ikke”, hvor Elektra må klare sig selv i en verden, hvor de voksne gang på gang svigter hende. Eller i ”Sonny Søren og spasserne”, hvor de voksne viser sig at være vanvittige, krigsliderlige superskurke.
Særlig hård og rå fremstår ”Soldater græder ikke” med sin skildring af ødelagte mennesker og overgreb. Men Jesper Nicolaj Christiansen skriver ikke bare om det grusomme for det grusommes skyld. Han har en pointe. Om dette siger han selv: ”Hvorfor har jeg så skrevet en bog om så tungt et emne som tvangsfjernelser, misbrug og savn? Og hvorfor skal vores små velernæret poder læse om noget så tungt? Fordi det er godt at reflektere. De fleste danske børn ved, at verden er ved at gå under, men de aner ikke, at der er børn i Danmark, som sidder uden mor og far, anbragt på institutioner, med et konstant savn og en følelse af være blevet glemt. Ikke bare af mor og far, men af verden. Og hvorfor skal vores børn så vide det? Hvorfor ikke bare lade dem leve i troen på, at alt er som i en Astrid Lindgren bog og at det altid er hvid jul? Fordi med en bevidsthed om, at andre har det anderledes, følger enten en trang til at gøre noget ved det eller en påskønnelse af det man har.” (Jesper Nikolaj Christiansens takketale. www.lærerværelset.dk, 2011-02-09.)
Fælles for Jesper Nicolaj Christiansens karakterer er også deres evne til at skabe et håb for dem selv midt i håbløsheden. Det kan være i form af en virkelighedsflugt, som det er tilfældet i ”Soldater græder ikke”, eller i form af handling, som det er tilfældet i billedromanen ”Æblet” og i serien om Ronin.