Jesper Nicolaj Christiansen

Jesper Nicolaj Christiansen er født 17. juli 1972, og han er opvokset i den københavnske forstad Tåstrup, hvor han boede med sin mor og søster. Han påbegyndte sin skolegang i den lokale folkeskole, men skiftede i 7. klasse til Albertslund Socialistiske Lilleskole, hvor han blev præget af tidens kommunistiske strømninger. Og selvom den kommunistiske ideologi langt fra var fejlfri, appellerede fællesskabet og solidariteten til Jesper Nicolaj Christiansen, der om sin skoletid siger: ”Jeg var ikke en ubetinget fan (har altid været lidt skeptisk), men hele idéen om at ingen mobbede på skolen, at alle kendte hinanden og man hjalp hinanden, den sev alligevel ind under huden på mig og langsomt men sikkert blev jeg rød som en indianer.” (Jesper Nikolaj Christiansen: Er solidaritet mon stadigvæk et bandeord? www.jespernicolaj.com, 2010-05-13).

Jesper Nicolaj Christiansen har, siden han var ganske ung, haft en interesse for historiefortælling. En interesse der for alvor tog fart, da han arvede sin fars tegneseriesamling. Tegneseriernes blanding af billede og tekst appellerede til Christiansen, der dog stødte på en væsentlig forhindring: ”Jeg kunne desværre ikke tegne, så jeg tænkte, det næstbedste ville være at fortælle historier med levende billeder.” (Janus Andersen: Jesper Nicolaj Christiansen: Børn er jo ikke idioter. www.fortaellingen.dk, maj 2009). Udover tegneserierne er Jesper Nicolaj Christiansens anden store kærlighed film. Han har været medforfatter til en håndfuld danske film, her iblandt ungdomsfilmen ”Råzone” og familiefilmen ”Storm”.

I 2006 blev han optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur, hvor han påbegyndte det, der senere skulle blive hans debut, nemlig billedromanen ”Æblet”. Han færdiggjorde sin uddannelse i 2008 og har siden læst teologi på Københavns Universitet.

Sideløbende med sin forfattervirksomhed holder Jesper Nicolaj Christiansen foredrag om sine bøger og underviser kommende forfattere i at skrive. Han har endvidere sammen med sin barndomsven Niklas Press Forlaget Mina, der udgiver filmbøger. Jesper Nicolaj Christiansen har tre børn og er bosiddende på Amager.

I 2009 udkom Jesper Nicolaj Christiansens første roman ”Soldater græder ikke”. Elektra er 11 år gammel. Hendes far har været udstationeret i Afghanistan, men er meldt savnet. Elektra er ladt alene tilbage med sin alkoholiserede mor, der mishandler hende fysisk og verbalt, og som er ude af stand til at tage vare på sig selv og sit barn. Det eneste, der holder Elektra oppe, er troen på, at faren stadig er i live.

Elektras eneste minde om faren er en soldaterhjelm. Når hun tager hjelmen på, forsvinder hun ind i en verden, hvor faren overøser hende med al den omsorg, tryghed og kærlighed, som hun mangler i den virkelige verden.

27969372

Da Elektras lærer melder moren til de sociale myndigheder, bliver hun tvangsfjernet og anbragt på institutionen Solsikken. Her møder hun pigen Catja, der bliver seksuelt misbrugt af sin stedfar, drengen Nanoq, der egentlig er for gammel til at være på institutionen, men som ingen andre vil have og søskendeparret Kenneth og Allan, der har mistet deres forældre i en trafikulykke. Men også på institutionen svigtes Elektra. Hun bliver ikke hjulpet. Hun opbevares blot.

Efter at have udkæmpet et slag mod den pædofile weekendvagt Kraterfjæs danner børnene fælles front mod de voksne. Sammen følger de Elektra ud på hendes mission for at finde sandheden om hendes far. Og selvom flugten kaster lys over Elektras fars forsvinden, er prisen børnene betaler for den lånte frihed alt for stor.

Jesper Nicolaj Christiansen benytter sig gennem hele fortællingen af antydningens kunst. Det vil sige, at han ikke udpenslende beskriver de overgreb, børnene gennemlever, men for eksempel i stedet lader et barns øjne være sært tomme. ”Soldater græder ikke” er en bog med mange tematikker, hvoraf de mest centrale er omsorgssvigt, tab og venskab. Teksten er hård og tematisk tung, og sproget er direkte og råt. Det gør læseoplevelsen meget intens, og man har som læser brug for at få de pauser, som Elektra også får, når hun flygter ind under sin fars hjelm, ind i sit helle.