Oscar K. og Dorte Karrebæk

cand.mag. Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret af cand.mag. Tine Lekdorf. 2013.
Main image
Oscar K. og Dorte Karrebæk
Foto: Lars Sidenius

Indledning

En grufuld lejr som billede på barndommen. En tosse, hvis mor tager livet af ham. Kunstnerparret Oscar K. og Dorte Karrebæk pirker til tabuer og grænserne for, hvilke temaer man kan tage op i litteraturen til børn. Deres poetiske og ekspressive billedbøger giver plads til den individuelle læseoplevelse og tolkning og udvider den traditionelle børnebogsgenres pædagogiske og forklarende stil.

 

62019131

Født: Oscar K. alias Ole Dalgaard er født i 1950.

Dorte Karrebæk er født 19. juli 1946.

Uddannelse: Ole Dalgaard er uddannet i teologi, filosofi, litteratur og sprog.

Dorte Karrebæk er uddannet reklametegner.

Debut: Ole Dalgaard: By, du min elskede. Situationer. Gyldendal, 1970.

Debut: Dorte Karrebæk: En lille fugl. Børnebog. Carlsen, 1982.

Parrets første bog sammen er billedbogen “Carlos & Co” fra 2003 (Forum), som de udgav i samarbejde med illustratoren Johannes Q. Rannes.

Litteraturpriser: Børnebibliotekarernes Kulturpris, 2009.

Seneste udgivelse: Oscar K.: Hugo & Holger skal nok få det godt. Carlsen, 2022. Illustrator: Teddy Kristiansen.

Inspiration: Hunden Oscar K., som ifølge Dalgaard er ophavsmand til ideerne bag bøgerne.

Perioder: Reformation og renæssance

Artikel type
boern

Baggrund

““Så, nu sætter vi os her på bænken og venter til det bli’r mørkt.” Moren sætter sig. “Hvorfor skal jeg ha’ piller?” “Det er bedst sådan, lille August. Jeg er så træt.” Kold vind i mørket. Hvide fugle flyver. Sneen falder, pudderdrys. Togene kører præcist. Der står en engel under lygtepælen.”

“Idiot!”, s. 30.

Ole Dalgaard blev født i 1950 i Fredericia og begyndte i 1969 at studere teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet. Han debuterede i 1970 med digtsamlingen “By, du min elskede. Situationer”. Fra 1974 blev han ansat som dramatiker, instruktør og skuespiller på både danske og udenlandske teatre. Herudover har han arbejdet som programmedarbejder og producer af børneprogrammer, drama og kulturudsendelser i DR, og i 1981 blev han programchef for B&U på Weekend TV. Herefter blev han i 1984 direktør for Holbæk Egnsteater og Europæisk Teaterlaboratorium og i 1989 administrerende direktør for TV2 Øst. Han har også været direktør for Domino Film & TV og Scritore dell’Arte.

Dalgaard flyttede i 1994 til Spanien, hvor han siden 2004 har boet sammen med Dorte Karrebæk, som han er gift med. Han har skrevet adskillige romaner, teaterstykker og børne- og ungdomsbøger, både sammen med Karrebæk og en række andre illustratorer. Dalgaard udgiver sine børnebøger under pseudonymet Oscar K., som er navnet på en af parrets hunde. K’et står for Klapøre. Oscar K. er, ifølge Dalgaard, en meget sød og intelligent hund, som altid er sammen med ham, især når han skriver. Det er Oscar K., der får ideerne til bøgerne ved at “gå rundt og kigge” og ved at læse en masse bøger og aviser. Pseudonymet har den fordel, at det giver Dalgaard privatliv:

”Det er rart at have noget at gemme sig bag ved. Hvis man godt vil være privat, er det rart at have en hund i forgrunden, så kan man altid give ham skylden (…) Jeg har været offentlig i så meget af mit liv, så da jeg flyttede til Spanien, syntes jeg, det var rart at være i fred og ro.” (Interview på fortaellingen.dk).
Selvom Dalgaard de seneste år primært har udgivet bøger til børn, har han aldrig selv villet have børn. Han finder dem dog interessante: ”Jeg synes, de er morsommere, mere skæve og anderledes end de fleste voksne. De ser på verden på en anden måde. Når man er barn, er der så meget, man skal opleve, der er så mange første gange. Børn har stadigvæk en forundring over, at verden ser ud, som den gør, og at mennesker opfører sig på forskellige måder.” (Interview på fortaellingen.dk).
Både arbejdsmæssigt og privat danner Dalgaard par med Dorte Karrebæk. Hun blev født 19. juli 1946 og studerede på Kunsthåndværkerskolen i København fra 1964 til1968, hvor hun blev uddannet som reklametegner. Siden sin debut med pixibogen “Lille fugl” i 1982 har Karrebæk illustreret mere end 150 danske børnebøger, både med egen tekst og med andres, for eksempel har hun samarbejdet med Louis Jensen og Nils Hartmann. Karrebæk fandt tidligt ud af, at hun ville være tegner, bl.a. inspireret af sin far, der var arkitekt, og af flere kunstnere i familien:
”Det var et meget heldigt valg, for jeg har ikke været synderligt god til ret meget andet. Jeg er lettere ordblind, så hvis jeg fik en fristil i skolen eller et emne, jeg skulle skrive om, så kom det retur med 17 røde streger, og ingen lagde mærke til indholdet. Så begyndte jeg at tegne.” (Interview på fortaellingen.dk).

Karrebæk underviser i tegning og maling og har en række udstillinger både i Danmark og i udlandet bag sig. Hun har også tegnet til Weekendavisens tillæg Bøgers bagside og herudover arbejdet i børneinstitutioner.

Hun har modtaget flere nationale priser for sine bøger, bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris i 1990 og Kulturministeriets Børnebogspris i 1996.
I 2003 udgav Oscar K. og Dorte Karrebæk deres første bog sammen, børnebogen “Carlos & Co”, som de lavede sammen med illustratoren Johannes Q. Rannes. Siden har Dalgaard og Karrebæk sammen udgivet mere end 20 bøger.

I 2009 modtog parret Børnebibliotekarernes Kulturpris (BØFA) med begrundelsen, at de flytter tabuer og grænser og sætter tanker i gang hos både børn og voksne. I 2010 vandt parrets bog ”Lejren”, der både udkom i Danmark og Sverige, førstepræmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog.
Parret er kendt for at tage tabubelagte emner op, og det eneste emne, Karrebæk ikke kan forestille sig at behandle i en børnebog, er incest. Dalgaards grænse går udelukkende ved hans kunstneriske formåen:
”Jeg mener ikke, der er noget, man ikke kan fortælle om, men man skal gøre det ordentligt. Så begrænsningen ligger i, om jeg er i stand til det.” (Interview på fortaellingen.dk).

Hurtige Henning Historier

“Når Henning skulle sove, tænkte han tit på, om Fatima havde tøj på under burkaen. Underbukser og sådan. Det gjorde Henning også. Men han vidste det ikke. Det gjorde Henning heller ikke.”
“Hurtige Henning Historier”, s. 62.

Billedbogen “Hurtige Henning Historier” fra 2008 handler om drengen Henning, som er nummer et i skolen, et genert geni, der kan sluge regnorme og spille på tænder. Hvorfor han er et geni er en hemmelighed, som klassekammeraten Fatima dog hurtigt opdager. Fatima går i burka og er selv “næsten et geni”, hvilket der også ligger en hemmelighed bag. Det viser sig, at årsagen til deres intelligens er, at der er flere af dem, som på skift tager over i de fag, de er gode til.
“Hurtige Henning Historier” er en humoristisk fortælling med mange finurlige tvists, både tekst- og billedmæssigt. Illustrationerne er naivistiske, humoristiske og legende, f.eks. blander de sig helt bogstaveligt med tekstsiden.

27267564

Historien udspiller sig primært i skolen og kredser om pubertetsemner som vokseværk, forelskelse og identitet. Henning og hans fire brødre hedder alle sammen Henning, ligesom deres hund også hedder Henning. På samme måde hedder Fatimas kusiner også Fatima. Navneforvirringen illustrerer, hvordan identitet i bogen er noget sammenflydende og udefinerbart og fungerer som et billede på pubertetens svære identitetsskabelse. Læserens forvirring omkring, hvem af Henning’erne, der tales om, illustrerer Hennings egen identitetsforvirring.
Medinddragelse af læseren er en del af bogens fortællestil, og der lægges op til, at læseren er meddigter af historien, bl.a. slutter hvert kapitel med et spørgsmål, f.eks.: ”Hvad mon Fatimas hemmelighed er?” (s.28) Bogen spiller ikke kun aktivt på læsernes meddigtning, men også på dennes fordomme, især i forbindelse med race- og kulturforskelle. F.eks. er Fatima, som er fra Afghanistan, utroligt god til dansk, mens beskrivelsen af negeren William, som i øvrigt er farveblind, lyder: “William gik altid og smilede. Han kunne godt lide at gå i skole. Især musik og kristendom. Det havde de haft en masse af der, hvor han kom fra. Og trommer og rytmer og sådan. Herning Friskole.” (s. 56).

I ovenstående eksempel lader fortælleren først læseren følge sine fordomme: Folk af afrikansk oprindelse er smilende, troende og rytmiske. Og taknemmelige for at gå i skole, for fri skolegang er ingen selvfølge i Afrika. Tæppet hives dog med ét væk under læseren, da fortælleren afslører, at Williams glæde ved musik, kristendom og skolegang stammer fra Herning Friskole, ikke Afrika. Den forvirring, det giver først at føle sig tryg og få lov at følge fordommen og dernæst at få det hele vendt på hovedet, giver både en humoristisk effekt og er med til at fastholde læserens opmærksomhed, fordi han eller hun ikke ved, hvad der kan forventes. Fortælleformen opfordrer til en aktiv, opmærksom læsning og får i bedste fald læseren til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne fortolkninger og fordomme.

Idiot!

“”Må jeg have lov at vinke?” ”Ja, vink du bare!” siger moren. De åndssvage står og venter på bussen. De vinker igen.”
“Idiot!”, side 28.

I 2002 udkom billedbogen “Idiot!”, som handler om den skæve karakter August og hans magiske univers, hvor f.eks. plasticposen Mit lille Uhyre er hans bedste ven. August bor sammen med sin mor, og man følger ham fra barn til voksen. Det, der peger på, at Anton er “i-di-ot”, og ikke helt som alle andre, er dels, at børnene i byen råber det af ham, dels at hans barnlige tanker og dialoger ikke ændrer sig i takt med, at han bliver voksen. I starten af bogen er det således let at acceptere Augusts finurlige tanker, der er præget af engle, nonsens og sjove omskrivninger, f.eks. “Det sner og sludrer”, “filuren hare” og “verden er af lava”. I takt med, at handlingen skrider frem, og August ældes, bliver universet dog mere og mere sært og foruroligende, f.eks. er det ikke et tegn på ’voksne’ tanker at tænke, at kirkegården er et sted, “Frøken Holm hviler sig”, og at “Farfar Lakridsmand” bor nede under jorden. August bibeholder sin egen virkelighed, og det er et af bogens temaer.

27580963

Bogen berører nogle tabuer, dels ved at fortælle historien ud fra en ”idiots” synspunkt, dels ved at lade hans mor slå ham ihjel til sidst i bogen. Da August tænker, at han skal ”sidde på Guds højre hånd og drømme levende og døde” går hans nonsens fra at være komisk til at blive poetisk og sørgeligt. Omskrivningen illustrerer, at August i sin tossede uskyld besidder en større rummelighed end de ’normale’, en tolerance, som gør, at han i stedet for at dømme, drømmer. Samme symbolik ses i, at de åndssvage gerne vinker til August, mens de ’normale’ børn råber efter ham. Ligesom “Lejren” stiller “Idiot!” skarpt på normalisering, ensretning og på konventioner: Kan man (tillade sig at) definere, hvad der er normalt? Og selv, hvis man kan, er der så grund til at fordømme det, der ikke er normalt?
Historien er en slags collage af en skæv eksistens verdensbillede, som den fortælles gennem Augusts særlige blik.

Fortællingen fremstår ikke som fortalt med én stemme, men er derimod polyfon – den består af forskellige stemmer, tanker og dialoger. Billedsiden er også en selvstændig fortæller, som er med til at vise, at August ikke kun befinder sig i en magisk verden, men også i den ’virkelige’ verden, hvor folk råber af ham og hvor moderen bekymrer sig over, hvad der skal blive af ham, når hun dør. Illustrationerne er først og fremmest det, der står for det narrative forløb i tid og rum og skaber på den måde en sammenhæng i infernoet af tankestrøm, dialog og brudstykker af børnesange, remser, ordspil og salmer.

Det er i billedsiden, at vi kan se, at August bliver ældre, at det bliver dag i stedet for nat etc. læseren tvinges på den måde til at bruge billedsiden aktivt i organiseringen af fortællingens forløb.
Ved at fortælle historien gennem Augusts synsvinkel tvinges læseren til selv at prøve at være tosset og dermed forsøge at forstå eller i hvert fald identificere sig med en tosset.

Lejren

“Det er ikke første gang, Tre-seksten er i Hullet. Han er vant til at være spærret inde. (…) Han nyder at være alene og er ligeglad med, hvornår de lukker ham ud. Han vil sætte et sørgeligt ansigt på, så de rigtigt kan se, at opdragelsen har båret frugt.”
“Lejren”, side 58.

“Lejren” er en billedbog fra 2011, som handler om otte børn i alderen 10-13 år, der ankommer til en lejr, der ligger “Ingen-Steder, det vil sige Alle-Steder”. Børnene har forskellig kulturel oprindelse, der er både en Hamid, en Krzysztof og en John. I lejren bliver de indkvarteret i barakker, som, i kontrast til lejrens barske indtryk, er tildelt blomsternavne. I lejren går børnene mange hårde måneder i møde, de sulter, bliver sat til at arbejde, og nogle af dem bliver syge undervejs. En af pigerne begår ligefrem selvmord ved at kaste sig mod lejrens stødindhegning. Lejren fremstår som en blanding af en opdragelsesanstalt og en kz-lejr. Vagterne taler tysk, børnenes hår barberes af ved ankomsten for at indgå lus og lopper, og de sendes i bad, iføres uniformer og får et nummer. Drengen Hamid drager paralleller til asylcentre, og sammenligningen ligger da også lige for med beskrivelsen af, hvordan skal seks børn dele én køje, og at der er et toilet til 42 mennesker. Lidelserne i lejren bliver fortalt i en nøgternt registrerende stil af en tredjepersonsfortæller, der har adgang til alle børnenes tanker og følelser. Dermed kommer bogen til at fremstå som en blanding af ’barnlige’ tanker og nøgtern ’voksen’ fremstilling. Budskaberne “kærligheden besejrer alle” og bogens startsætning “barndommen overgår alle”, hvor ’alt’ er byttet ud med ’alle’, giver de ellers normalt positive talemåder en ildevarslende tone.

28574274

“Lejren” kan læses som en allegori på barndom, men stiller spørgsmål til den traditionelle opfattelse af barndommen som fri og uskyldig. I “Lejren” er barndommen et sted, hvor man uden at have et valg placeres og gennem hård opdragelse skal rettes ind, lære at tilpasse sig og adlyde autoriteter. Lejrens opdragelse består i afrettelse og ensretning og gør i bogstaveligste forstand børnene til et nummer i rækken frem for selvstændige individer.

Da børnene til sidst slippes fri, er de helt uvidende om deres egen identitet. De opnår pludselig en frihed, som de dog ikke ved, hvad de skal stille op med, fordi de ikke ved, hvem de selv er: De ”kan gå, men ved ikke hvorhen”. Dette kan symbolisere, hvordan voksenlivet fører en frihed og et ansvar med sig, som den opdragelse, barndommen giver, måske ikke forbereder til. Beskrivelsen af rædslerne i lejren kan dermed opfattes som en kommentar til måden, institutioner, måske især i den vestlige verden, opdrager og ensretter på.

Billedsiden i bogen er dyster og stemningsfuld. Selv siger Karrebæk om bogens visuelle udtryk: “Tegninger kan i mange sammenhænge bløde historien op, men ikke her, hvor jeg har forsøgt at gå hele vejen med historien som lygte. Kun ved at tegne hudløst, kan det måske give mening.” (“5 spørgsmål og svar fra Oscar K. og Dorte Karrebæk om Lejren”. Høst & Søn).

Biblia pauperum nova

”Og til sidst gav folk op og gik hver til sit. Uden menneskene vidste Gud ikke, hvad han skulle stille op, han havde gjort det så godt, han kunne. Og så gik også han hjem og tog Jesus og englen med. Det var dén dommedag.”
”Biblia pauperum nova”, s. 107.

Oskar K. og Dorte Karrebæks ”Biblia pauperum nova, ny bibel for de fattige i ånden” fra 2012 er en nyfortolkning af biblen men med middelalderens biblia pauperum (fattigmandsbibel for analfabeter) som forlæg. Rammen er et teater, hvor en flok ’åndsvage’ bygger en kulisse og opfører et stykke, der fortæller om Jesus’ liv på jorden fra bebudelsen til opstandelsen. De fire evangelister (Markus, Mattæus, Lukas og Johannes) – nogle skumle typer i lange frakker og flyverhjelme – er instruktører.

Bogen er stringent opbygget hen over 40 opslag bestående af samme faste elementer ligesom i middelalderversionen. På den ene side er der en kort tekst, hvor Oskar K frit genfortæller fra Det nye testamente. Herudover er der bemærkninger til scenens regi og til tegneren, der mere eller mindre loyalt folder regibemærkningerne ud i et fantastisk billedunivers på den anden side. Under regibemærkningerne er en række citater, der også udtales i tegningerne fra fire kommentatorer i dyreskikkelser. Næst efter evangelisterne er Mester Eckhart den mest citerede, men også andre som ’Godfather’, Erik Ninn Hansen, Lars Lilholt, Olsenbanden og forfatteren selv giver deres besyv med.

29245711

Jesus beskrives som en ensom, misforstået fyr, der ”gik rundt i sin egen verden og fortalte lignelser om den med et uforglemmeligt smil” (s. 54). Men folk forstår ham ikke, og han går mere og mere bange mod sin skæbne: ”I pausen sad Jesus lidt for sig selv og bladede frem i sit rollehæfte (…) den næste scene var verdensdommen, den havde han nogenlunde styr på, men jo mere han læste, jo skrækkeligere var dét, der skulle ske” (s. 62). Gud ender med at aflyse dommedag, da højtaleranlægget ikke virker og folk er gået hver til sit.

Oskar K prædiker således ikke det glade kristne budskab. Man fornemmer snarere en underlæggende skepsis over for den kristne teologi. Bogen sætter tro og tænkning på dagsordenen på en provokerende men samtidig humoristisk måde, og uanset religiøs observans giver den anledning til refleksion hos læseren.

I Dorte Karrebæks artistiske tegninger følger man opførslen af en trefløjet scene efter en tegning af billedrammen til en gammel Biblia Pauperum. Her udspilles handlingen i et farverigt billedværk, der taler både til intellekt og følelser. Tegningerne rummer meget humor men også mørk og rædselsvækkende lidelse.

Genrer og tematikker

Oscar K. og Dorte Karrebæks bøger hører til genren poetiske eller ekspressive billedbøger, hvilket bl.a. vil sige, at de taler til følelserne før intellektet. Deres billedbøger adskiller sig fra den klassiske børnebilledbog ved, at de har en åben struktur med mange lag. Der er ikke en ’rigtig’ forståelse eller tolkning, men flere mulige læsninger.

Billedsiden understøtter teksten samtidig med, at den, som det f.eks. er tydeligt i “Idiot!”, også skaber sine egne betydninger. Den understreger det alvorlige og dystre i “Lejren”, det særprægede univers i “Idiot!” og det mere morsomme og underfundige i “Hurtige Henning Historier”.
Bøgerne er præget af et poetisk og rytmisk sprog, ofte med omskrivninger af sange, remser mv. Musikken i sproget er da også noget, Dalgaard lægger vægt på. Han går bl.a. op i, hvordan bøgerne læses op, hvilket kan høres på hans hjemmeside (www.oscar-k.dk): Det er vigtigt, at sproget har musik i sig. Jeg mener, det er en af sprogets berettigelser, at det kan være musikalsk. Jeg skriver en sætning ad gangen. Hvis ikke den lyder godt, fjerner jeg den. Hvis den ikke lyder godt sammen med de andre sætninger, fjerner jeg den også. Det er derfor, jeg læser op, det skal læses op på en lidt bestemt måde.” (Interview på fortaellingen.dk).
Bøgerne kredser omkring eksistentielle tematikker, f.eks. identitet, som hos Oscar K. og Karrebæk er noget flydende og udefinerbart. Kunstnerparret hylder i deres bøger mangfoldigheden og det anderledes og taler imod ensretning. Selv fortæller Dalgaard om bøgernes univers: Det omgiver nogle personer, som er lidt ude på sidelinjen. De udstødte eller nogle, der er i randen af det normale. Dem kan vi begge to godt lide. Hvis jeg skulle være sammen med nogle børn, ville jeg gerne være sammen med idioten, fordi han har en umiddelbar glæde og kan se noget, vi andre ikke er så gode til at se (…) Det er lidt kedeligt at være normal.” (Interview på fortaellingen.dk).
Der kan også spores mere politiske kommentarer i bøgerne. F.eks. fortæller parret om “Lejren”, at den er et modbillede til illusionen om opbyggelighed og spørger: “Hænger opdragelse(sanstalter), flygtninge-, asyl- og udryddelses-lejre uhjælpeligt sammen med den vestlige civilisations selvforståelse ført ud i yderste konsekvens: Lejren, som bliver et billede på menneskers eksistentielle vilkår, når frygt stivner til en verdensorden? (…) Vi kan ikke endegyldigt forstå det, der sker, men blive ved med at beskæftige os med det, prøve at forstå, og bestræbe os på at rumme det, der ikke er os selv, og lade være med at hade det, vi ikke kan genkende.” (“5 spørgsmål og svar fra Oscar K. og Dorte Karrebæk om Lejren”. Høst & Søn, 2011).

Beslægtede forfatterskaber

Dorte Karrebæks og Oscar K.’s bøger skiller sig ud fra mængden af børnebøger, især de mere traditionelle af slagsen. Ken Dennings og Lillian Brøggers fem bøger om fantasten Balder og hans helt særlige, meget rummelige virkelighedsopfattelse kan minde lidt om Karrebæks og Oscar K.’s stil, Oscar K. har da også samarbejdet med Brøgger. På samme måde som K. og Karrebæk afsøger Denning og Brøgger med opfindsomhed og humor mulighederne i samspillet mellem tekst og billeder. Tegningerne er hos begge kunstnerpar meddigter af historien og understøtter ikke kun teksten, men udfylder nogle af dens tomme huller.
Kim Fupz Aakesens børnebøger, f.eks. “Engelbert H og den sidste chance” eller “Didriksen detektiverne”, indeholder samme underspillede humor, som man finder i Oscar K. og Karrebæks bøger, mens Michael Jensens “Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam” om den eftertænksomme dreng Villiam på samme måde som Oscar K. og Karrebæk beskæftiger sig med barndom og relation mellem børn og voksen på en fantasifuld og legende måde, både tekst- og billedmæssigt.

Bibliografi

Børnebøger

Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Carlos & Co. Forum, 2003.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Benni Båt. Dansklærerforeningens Forlag, 2005.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
De tre nr. 1. Dansklærerforeningens Forlag, 2006.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
De tre nr. 2. Dansklærerforeningens Forlag, 2006.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Pigen uden arme – et juleeventyr. Alinea, 2006.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Marlow: Den tyrkiske grønthandler. Klematis, 2007.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Marlow: Hotel Blålys. Klematis, 2007.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
De tre nr. 3. Dansklærerforeningens Forlag, 2007.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Børnenes bedemand. Gyldendal, 2008.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Hurtige Henning Historier. Høst & Søn, 2008.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
De tre nr. 4. Dansklærerforeningens Forlag, 2008.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Shakespeares Hamlet. Dansklærerforeningens Forlag, 2009.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Idiot! Høst & Søn, 2009.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Skot. Gyldendal, 2009.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Skot på børnehjem. Gyldendal, 2009.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Skot er vild med Emma. Gyldendal, 2010.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Skot har en skrue løs. Gyldendal, 2010.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Voltaire Candide. Dansklærerforeningens Forlag, 2010.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Lejren. Høst & Søn, 2011.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Pigen og drengen. Gyldendal, 2011.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Chandlers Den store søvn. Dansklærerforeningens Forlag, 2011.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Biblia pauperum nova - ny bibel for de fattige i ånden. Forlaget Alfa, 2012.
Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Kina og den hvide abe. Gyldendal, 2012.

Bøger af Oskar K.

Oscar K.:
Hugo og Holger og den afskyelige snemand. Gyldendal, 2013. Illustreret af Teddy Kristiansen.
Oscar K.:
Knokkelmandens cirkus. Høst, 2014. Illustrator: Dorte Karrebæk. Billedbog.
Oscar K.:
Ny finsk tango. Jensen & Dalgaard, 2015. Illustrator: Teddy Kristiansen. Billedbog.
Oscar K.: De syltede børn. Jensen & Dalgaard, 2016. Illustrator: Dorte Karrebæk.
Oscar K.: Viae Deus audet scire - veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator. Jensen & Dalgaard, 2016. Illustrator: Dorte Karrebæk.
Oscar K.: Lighuset i Breslau : andre barndoms- og ungdomserindringer. Dansklærerforeningen, 2018. Illustrator: Dorte Karrebæk.
Oscar K.: Ars Moriendi. Jensen & Dalgaard, 2021. Illustrator: Dorte Karrebæk.
Oscar K.: Dødedans. Jensen & Dalgaard, 2021. Illustrator: Dorte Karrebæk.
Oscar K.:
Verdens timeglas. Høst, 2021.
Oscar K.:
Hugo & Holger skal nok få det godt. Carlsen, 2022. Illustreret af Teddy Kristiansen.
Oscar K.:
Hugo & Holger bygger et hundehus. Carlsen, 2022. Illustreret af Teddy Kristiansen.

Om forfatterne

Links

Oscar K.’s officielle hjemmeside. Her kan man bl.a. høre Ole Dalgaard læse op af bøgerne.
Dorte Karrebæks officielle hjemmeside.
I anledningen, af at Ole Dalgaard og Dorte Karrebæk vandt Børnebibliotekarernes Kulturpris (BØFA) i 2009 har Lars von Magius interviewet dem om deres forfatterskab og samarbejde.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Interview af Ole Dalgaard og Dorte Karrebæk ved Lars von Magius
5 spørgsmål og svar fra Oscar K. og Dorte Karrebæk om Lejren. Høst & Søn. 2011.