Oscar K. og Dorte Karrebæk

Artikel type
boern
cand.mag. Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2011. Opdateret af cand.mag. Tine Lekdorf. 2013.
Main image
Oscar K. og Dorte Karrebæk
Foto: Lars Sidenius

Indledning

En grufuld lejr som billede på barndommen. En tosse, hvis mor tager livet af ham. Kunstnerparret Oscar K. og Dorte Karrebæk pirker til tabuer og grænserne for, hvilke temaer man kan tage op i litteraturen til børn. Deres poetiske og ekspressive billedbøger giver plads til den individuelle læseoplevelse og tolkning og udvider den traditionelle børnebogsgenres pædagogiske og forklarende stil.

Reformation og renæssance

 

52579236

Født: Oscar K. alias Ole Dalgaard er født i 1950.

Dorte Karrebæk er født 19. juli 1946.

Uddannelse: Ole Dalgaard er uddannet i teologi, filosofi, litteratur og sprog.

Dorte Karrebæk er uddannet reklametegner.

Debut: Ole Dalgaard: By, du min elskede. Situationer. Gyldendal, 1970.

Debut: Dorte Karrebæk: En lille fugl. Børnebog. Carlsen, 1982.

Parrets første bog sammen er billedbogen “Carlos & Co” fra 2003 (Forum), som de udgav i samarbejde med illustratoren Johannes Q. Rannes.

Litteraturpriser: Børnebibliotekarernes Kulturpris, 2009.

Seneste udgivelse: Oscar K.: Viae Deus audet scire - veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator. Jensen & Dalgaard, 2016. Illustrator: Dorte Karrebæk.

Inspiration: Hunden Oscar K., som ifølge Dalgaard er ophavsmand til ideerne bag bøgerne.

 

Baggrund

““Så, nu sætter vi os her på bænken og venter til det bli’r mørkt.” Moren sætter sig. “Hvorfor skal jeg ha’ piller?” “Det er bedst sådan, lille August. Jeg er så træt.” Kold vind i mørket. Hvide fugle flyver. Sneen falder, pudderdrys. Togene kører præcist. Der står en engel under lygtepælen.”

“Idiot!”, s. 30.

Ole Dalgaard blev født i 1950 i Fredericia og begyndte i 1969 at studere teologi, filosofi, litteratur og sprog ved Aarhus Universitet. Han debuterede i 1970 med digtsamlingen “By, du min elskede. Situationer”. Fra 1974 blev han ansat som dramatiker, instruktør og skuespiller på både danske og udenlandske teatre. Herudover har han arbejdet som programmedarbejder og producer af børneprogrammer, drama og kulturudsendelser i DR, og i 1981 blev han programchef for B&U på Weekend TV. Herefter blev han i 1984 direktør for Holbæk Egnsteater og Europæisk Teaterlaboratorium og i 1989 administrerende direktør for TV2 Øst. Han har også været direktør for Domino Film & TV og Scritore dell’Arte.

Dalgaard flyttede i 1994 til Spanien, hvor han siden 2004 har boet sammen med Dorte Karrebæk, som han er gift med. Han har skrevet adskillige romaner, teaterstykker og børne- og ungdomsbøger, både sammen med Karrebæk og en række andre illustratorer. Dalgaard udgiver sine børnebøger under pseudonymet Oscar K., som er navnet på en af parrets hunde. K’et står for Klapøre. Oscar K. er, ifølge Dalgaard, en meget sød og intelligent hund, som altid er sammen med ham, især når han skriver. Det er Oscar K., der får ideerne til bøgerne ved at “gå rundt og kigge” og ved at læse en masse bøger og aviser. Pseudonymet har den fordel, at det giver Dalgaard privatliv:

”Det er rart at have noget at gemme sig bag ved. Hvis man godt vil være privat, er det rart at have en hund i forgrunden, så kan man altid give ham skylden (…) Jeg har været offentlig i så meget af mit liv, så da jeg flyttede til Spanien, syntes jeg, det var rart at være i fred og ro.” (Interview på fortaellingen.dk).
Selvom Dalgaard de seneste år primært har udgivet bøger til børn, har han aldrig selv villet have børn. Han finder dem dog interessante: ”Jeg synes, de er morsommere, mere skæve og anderledes end de fleste voksne. De ser på verden på en anden måde. Når man er barn, er der så meget, man skal opleve, der er så mange første gange. Børn har stadigvæk en forundring over, at verden ser ud, som den gør, og at mennesker opfører sig på forskellige måder.” (Interview på fortaellingen.dk).
Både arbejdsmæssigt og privat danner Dalgaard par med Dorte Karrebæk. Hun blev født 19. juli 1946 og studerede på Kunsthåndværkerskolen i København fra 1964 til1968, hvor hun blev uddannet som reklametegner. Siden sin debut med pixibogen “Lille fugl” i 1982 har Karrebæk illustreret mere end 150 danske børnebøger, både med egen tekst og med andres, for eksempel har hun samarbejdet med Louis Jensen og Nils Hartmann. Karrebæk fandt tidligt ud af, at hun ville være tegner, bl.a. inspireret af sin far, der var arkitekt, og af flere kunstnere i familien:
”Det var et meget heldigt valg, for jeg har ikke været synderligt god til ret meget andet. Jeg er lettere ordblind, så hvis jeg fik en fristil i skolen eller et emne, jeg skulle skrive om, så kom det retur med 17 røde streger, og ingen lagde mærke til indholdet. Så begyndte jeg at tegne.” (Interview på fortaellingen.dk).

Karrebæk underviser i tegning og maling og har en række udstillinger både i Danmark og i udlandet bag sig. Hun har også tegnet til Weekendavisens tillæg Bøgers bagside og herudover arbejdet i børneinstitutioner.

Hun har modtaget flere nationale priser for sine bøger, bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris i 1990 og Kulturministeriets Børnebogspris i 1996.
I 2003 udgav Oscar K. og Dorte Karrebæk deres første bog sammen, børnebogen “Carlos & Co”, som de lavede sammen med illustratoren Johannes Q. Rannes. Siden har Dalgaard og Karrebæk sammen udgivet mere end 20 bøger.

I 2009 modtog parret Børnebibliotekarernes Kulturpris (BØFA) med begrundelsen, at de flytter tabuer og grænser og sætter tanker i gang hos både børn og voksne. I 2010 vandt parrets bog ”Lejren”, der både udkom i Danmark og Sverige, førstepræmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog.
Parret er kendt for at tage tabubelagte emner op, og det eneste emne, Karrebæk ikke kan forestille sig at behandle i en børnebog, er incest. Dalgaards grænse går udelukkende ved hans kunstneriske formåen:
”Jeg mener ikke, der er noget, man ikke kan fortælle om, men man skal gøre det ordentligt. Så begrænsningen ligger i, om jeg er i stand til det.” (Interview på fortaellingen.dk).

Hurtige Henning Historier

“Når Henning skulle sove, tænkte han tit på, om Fatima havde tøj på under burkaen. Underbukser og sådan. Det gjorde Henning også. Men han vidste det ikke. Det gjorde Henning heller ikke.”
“Hurtige Henning Historier”, side 62.

Billedbogen “Hurtige Henning Historier” fra 2008 handler om drengen Henning, som er nummer et i skolen, et genert geni, der kan sluge regnorme og spille på tænder. Hvorfor han er et geni er en hemmelighed, som klassekammeraten Fatima dog hurtigt opdager. Fatima går i burka og er selv “næsten et geni”, hvilket der også ligger en hemmelighed bag. Det viser sig, at årsagen til deres intelligens er, at der er flere af dem, som på skift tager over i de fag, de er gode til.
“Hurtige Henning Historier” er en humoristisk fortælling med mange finurlige tvists, både tekst- og billedmæssigt. Illustrationerne er naivistiske, humoristiske og legende, f.eks. blander de sig helt bogstaveligt med tekstsiden.
Historien udspiller sig primært i skolen og kredser om pubertetsemner som vokseværk, forelskelse og identitet. Henning og hans fire brødre hedder alle sammen Henning, ligesom deres hund også hedder Henning. På samme måde hedder Fatimas kusiner også Fatima. Navneforvirringen illustrerer, hvordan identitet i bogen er noget sammenflydende og udefinerbart og fungerer som et billede på pubertetens svære identitetsskabelse. Læserens forvirring omkring, hvem af Henning’erne, der tales om, illustrerer Hennings egen identitetsforvirring.
Medinddragelse af læseren er en del af bogens fortællestil, og der lægges op til, at læseren er meddigter af historien, bl.a. slutter hvert kapitel med et spørgsmål, f.eks.: ”Hvad mon Fatimas hemmelighed er?” (s.28) Bogen spiller ikke kun aktivt på læsernes meddigtning, men også på dennes fordomme, især i forbindelse med race- og kulturforskelle. F.eks. er Fatima, som er fra Afghanistan, utroligt god til dansk, mens beskrivelsen af negeren William, som i øvrigt er farveblind, lyder: “William gik altid og smilede. Han kunne godt lide at gå i skole. Især musik og kristendom. Det havde de haft en masse af der, hvor han kom fra. Og trommer og rytmer og sådan. Herning Friskole.” (s. 56).

I ovenstående eksempel lader fortælleren først læseren følge sine fordomme: Folk af afrikansk oprindelse er smilende, troende og rytmiske. Og taknemmelige for at gå i skole, for fri skolegang er ingen selvfølge i Afrika. Tæppet hives dog med ét væk under læseren, da fortælleren afslører, at Williams glæde ved musik, kristendom og skolegang stammer fra Herning Friskole, ikke Afrika. Den forvirring, det giver først at føle sig tryg og få lov at følge fordommen og dernæst at få det hele vendt på hovedet, giver både en humoristisk effekt og er med til at fastholde læserens opmærksomhed, fordi han eller hun ikke ved, hvad der kan forventes. Fortælleformen opfordrer til en aktiv, opmærksom læsning og får i bedste fald læseren til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne fortolkninger og fordomme.