Billedbogen “Hurtige Henning Historier” fra 2008 handler om drengen Henning, som er nummer et i skolen, et genert geni, der kan sluge regnorme og spille på tænder. Hvorfor han er et geni er en hemmelighed, som klassekammeraten Fatima dog hurtigt opdager. Fatima går i burka og er selv “næsten et geni”, hvilket der også ligger en hemmelighed bag. Det viser sig, at årsagen til deres intelligens er, at der er flere af dem, som på skift tager over i de fag, de er gode til.
“Hurtige Henning Historier” er en humoristisk fortælling med mange finurlige tvists, både tekst- og billedmæssigt. Illustrationerne er naivistiske, humoristiske og legende, f.eks. blander de sig helt bogstaveligt med tekstsiden.
27267564
Historien udspiller sig primært i skolen og kredser om pubertetsemner som vokseværk, forelskelse og identitet. Henning og hans fire brødre hedder alle sammen Henning, ligesom deres hund også hedder Henning. På samme måde hedder Fatimas kusiner også Fatima. Navneforvirringen illustrerer, hvordan identitet i bogen er noget sammenflydende og udefinerbart og fungerer som et billede på pubertetens svære identitetsskabelse. Læserens forvirring omkring, hvem af Henning’erne, der tales om, illustrerer Hennings egen identitetsforvirring.
Medinddragelse af læseren er en del af bogens fortællestil, og der lægges op til, at læseren er meddigter af historien, bl.a. slutter hvert kapitel med et spørgsmål, f.eks.: ”Hvad mon Fatimas hemmelighed er?” (s.28) Bogen spiller ikke kun aktivt på læsernes meddigtning, men også på dennes fordomme, især i forbindelse med race- og kulturforskelle. F.eks. er Fatima, som er fra Afghanistan, utroligt god til dansk, mens beskrivelsen af negeren William, som i øvrigt er farveblind, lyder: “William gik altid og smilede. Han kunne godt lide at gå i skole. Især musik og kristendom. Det havde de haft en masse af der, hvor han kom fra. Og trommer og rytmer og sådan. Herning Friskole.” (s. 56).
I ovenstående eksempel lader fortælleren først læseren følge sine fordomme: Folk af afrikansk oprindelse er smilende, troende og rytmiske. Og taknemmelige for at gå i skole, for fri skolegang er ingen selvfølge i Afrika. Tæppet hives dog med ét væk under læseren, da fortælleren afslører, at Williams glæde ved musik, kristendom og skolegang stammer fra Herning Friskole, ikke Afrika. Den forvirring, det giver først at føle sig tryg og få lov at følge fordommen og dernæst at få det hele vendt på hovedet, giver både en humoristisk effekt og er med til at fastholde læserens opmærksomhed, fordi han eller hun ikke ved, hvad der kan forventes. Fortælleformen opfordrer til en aktiv, opmærksom læsning og får i bedste fald læseren til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne fortolkninger og fordomme.