Lilian Brøgger

I ”Noa og tudsen og arken” (1998) af Sten Kaalø arbejdede Lilian Brøgger sammen med Dorte Karrebæk, og de lavede en fold-ud-bog, hvor man i en lang frise ser alle dyrene på vej til arken og sejladsen over den druknede verden. Den lange fortløbende illustration gav dem mulighed for at arbejde på billedet samtidig. De kunne på den måde trække på hinandens styrker, eksempelvis hvis én af dem helst ikke ville tegne skibet, eller én der var bedst til huse. Man ser deres individuelle karaktertræk i dyrene, hvilket giver billedet en stor spændvidde, og samtidig har de formået at give bogen et homogent udtryk med meget personlighed og koloristisk styrke.

”Pigen med det grønne hår” er startet som en brev- og postkortudveksling mellem Lilian Brøgger og Hanne Bartholin. De sendte gennem lang tid billeder til hinanden med denne pige som hovedperson. Ideen var udsprunget af den fælles erfaring fra barndommen, at omverdenens mere konventionelle forestilling om ”virkeligheden” åbenbart også skulle afspejle sig i barnets tegninger, f.eks. når man tegnede en pige med grønt hår, og folk sagde: ”Der er da ingen piger, som har grønt hår!”.

Hvad er det for en realisme, man forlanger at kunne koble sig på i billeder og illustrationer? Er der ikke mange former for realisme? Det mener Lilian Brøgger i hvert fald. Dette samarbejde er et af de lange projekter, som på et tidspunkt fik en tekst af Wivi Leth, og nu er ved at få en ny af Kim Fupz Aakeson.

Kim Fupz Aakeson er også samarbejdspartner i ”Historien” (2000), som første gang udkom i ”Nye gode historier”, dengang i novelleform og med illustrationer af Mette-Kirstine Bak. Forlaget Høst & Søn besluttede derefter at udgive den som billedbog, og Lilian fik opgaven at løse den komplekse forviklingshistorie, hvor en elefantunge i Congo og en lille dreng i Brønshøj får blandet deres godnathistorier godt og grundigt sammen. Illustrationer og tekst gik frem og tilbage mellem forfatter og illustrator for at nå det helstøbte resultat, der her er tale om. Mens historierne spindes ind i hinanden, forvandles drengens og elefantungens verden gradvist, så palmetræer og lianer kaster skygge på væggen i drengens værelse, og elefantfar får ternet skjorte og cowboystøvler på.

I ”Filmkatten” er Lilian Brøgger både tegner og forfatter, men har dog fået hjælp af Mats Letén til teksten. Historien handler om en kat, der får smag for film, men gang på gang bliver smidt ud af biografen, til han endelig finder en ven og en løsning på problemet, som også kommer til at gavne andre end ham selv. Her fortæller billederne absolut den væsentlige del af historien. Teksten er kort og enkel, men leverer et humoristisk modspil til billederne: ”Bare jeg lister helt stille”, tænker Kat, ”så er der ingen, der lægger mærke til mig.” Og på billedet kaster Kat en mægtig skygge på lærredet, mens han lister over gulvet. Det er netop denne dialog mellem billede og tekst, som gør billedbøger til noget særligt.

Lilian Brøgger veksler mellem hele og halve opslag og laver tegneseriestriber af Kats ansigtsudtryk eller saltomortale, da han sparkes ud fra biografen. Begge dele giver en fornemmelse af klip og bevægelse som et filmisk udtryk og skaber på denne måde overensstemmelse mellem tema og udtryksform. Brøgger har brugt lak og akvarel til udførelsen. Hun har givet papiret en lak, som får farverne til at skjolde og lægge sig ujævnt, hvilket giver en fornemmelse af stoflighed og flimmer, som man oplever i en biografs mørke.

I 1999 fik Lilian Brøgger det 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, og det muliggjorde nogle projekter, som ellers havde været utænkelige at gennemføre. Blandt andet en bog om H.C. Andersen, hans liv fra vugge til grav, fortalt for hele familien. Den er skrevet af Hjørdis Varmer og har titlen ”Den fattige dreng fra Odense”. Lilian Brøgger har illustreret bogen med mere end hundrede små og store billeder, nogle helsides, mens andre løber som billedforløb langs kanten af siderne. Billederne henter det drama, den længsel og poesi, rædsel og glæde, som teksten udelader, nogle steder med en voldsomhed som tysk ekspressionisme, når den er bedst. Det er et spand af udtryk, som netop beskriver Andersen så godt.

23667908

Det har været en målsætning for Lilian Brøgger at bruge de forhåndenværende materialer f.eks. billeder fra dagens aviser og blade, papir og pap og gamle bøger, netop som H.C. Andersen kunne omsætte alt, hvad han fandt, til kunst. Brøgger gør brug af næsten alle de forskellige arbejdsteknikker, hun i tidens løb har udviklet: det grafiske og koloristiske, lag på lag, collage, tusch, kridt, ja hvad som helst der kunne blive til billeder.

Der er en stor stoflighed og dybde i illustrationerne, som hun nogle steder igen ophæver ved at bryde perspektivet. På den måde arbejder hun hele tiden med to modsatrettede kræfter, som skaber den spænding og de skævheder, som gør billederne levende. Det kræver meget beherskelse at få sådan et udstyrsstykke til at hænge sammen, men hun rammer et grundlæggende punkt i sit eget og Andersens univers, vigtigheden af at være gavmild med det, man har. Brøgger har ladet H.C. Andersen som figur vokse og udvikle sig på siderne uden smålig skelen til, hvor stor hans næse nu lige var på det foregående opslag. Hun har grebet nogle meget væsentlige sider i hans person, hans følsomhed og ranglede kejtethed, hans vanvid og melankoli, gennem bevægelse, kropsholdning og ansigtskulør. På et billede er han ligefrem selvlysende af skræk.

Lilian Brøgger fik H.C. Andersen-legatet for denne bog, og hun sagde i sin tale ved overrækkelsen, at det halve års arbejde med den havde bragt hende så tæt på Andersen, at hun næsten forventede at møde ham på gaden. Desuden var hun glad for, at prisen, som ellers altid tildeles ordmennesker, for en gangs skyld blev tildelt et billedmenneske, som en anerkendelse af at billeder også kan være ”kloge” og have et budskab og en viden, som giver ny forståelse og ikke mindst nye oplevelser.

Rim og remser fylder meget i børnelitteraturen, og Lilian Brøgger har illustreret flere børnebøger med rim.

I Tine Bisgaard Norups rimede vers fortæller ”I de allerældste dage” (2010) flere generationers historie fra morfars tid for længe siden frem til i dag. Illustrationerne understøtter teksterne i fantasifulde udlægninger af rimene, der handler om alt fra morfars legetøj til Zaren af Zanzibar og løven Leo Lummerholdt. Den dame, der er så sur som firs citroner, har en citron i stedet for et hoved, og herren på næste side har en pære som hoved, med to forelskede regnorme strittende ud af ørerne. I en blanding af håndtegning og computergrafik fremstår illustrationerne meget alsidige med print, tryk og mønstre til at fylde flader, stof og baggrunde ud.

29678898

I ”Friske fiskerim” fra 2012 er illustrationerne blevet til i et samarbejde mellem Lilian Brøgger og Kamila Slocinska. Erik Trigger Olesen har skrevet bogens 15 fiskerim, der handler om bestemte fisk eller grupper af fisk (hvilket blandt andet tæller 16 seje spegesild, aspargeslaks, rokker, pansermalle, knurrehane, sabelspætte og en storrygende tropebæltefiskehun) og deres oplevelser. Hver af de firelinjede rim har en illustration, der afbilder teksten. Bogens første rim ”Seksten seje spegesild / gik en tur, men de for vild / på et påskefrokostbord / og forsvandt så uden spor” er akkompagneret af et stort gult påskebord med fisk over det hele, gule påskeliljer og kyllinger på kanten af snapseglassene. En enkelt fisk er blevet spiddet af en gaffel med blodet dryppende dramatisk ned i en kop. Med enkle virkemidler udfolder tegningen teksten, så de tilsammen bliver både en fortælling og en stemning.

I fiskenes fantasiunivers er alting muligt: De er tegnet med politikasket og stiletter og andre menneskelige kendetegn. Konkylier, vandplanter og gopler færdes i universet sammen med ambulancer og discokugler, og på den måde blandes hav- og menneskeliv på en enkel måde. I lidt grove træk tegnes fiskene op i muntre farver, men også med meget af det grå, der hersker på havets bund.

I 2011 var Lilian Brøgger illustrator på bogen ”Hullet i himlen”, der er skrevet af Dorte Futtrup. Det er en genfortælling af en grønlandsk myte om en mor, der mister begge sine sønner og gennem et hul i himlen forsøger at blive genforenet med dem i døden. På vej til dødens land møder hun sin bedstemor og sine sønner, og hun indser, at hun ikke gør dem lykke ved selv at dø. I stedet kan hun glæde dem ved at vende tilbage til livet. Undervejs på sin færd tilbage til livet og Bopladsen, hvor hun bor, møder hun en ung mand, der er på vej i døden. Hun får ham overtalt til at tage med tilbage til jorden, hvor de knytter bånd. Det er et alvorligt emne, bogen berører, og i både tone, tema og tegning henvender den sig til større børn.

Brøggers illustrationer følger den tunge tematik tæt, og bogen har karakter af graphic novel, dvs. en tegnet roman, med de meget grafiske opslag. De fleste opslag har struktur i baggrunden, og de mange mørke og abstrakte sider formidler mere følelser og stemninger end decideret handling. Karaktererne er tegnet todimensionelt og barnligt og har grønlandske kendetegn i frisure og klædedragt. Sideløbende gennem bogen er der to bånd med tekst: Fortællerens handlingsbårne tekst er skrevet med computerskrift, mens karakterernes følelsesbårne udsagn er håndskrevet ind over tegningerne. Nogle af de voldsomste følelser er ikke skrevet ned, men i stedet udtrykt gennem tegningerne, som f.eks. moderens fysiske desperation, der er mejslet ind i hendes krop og ansigtsudtryk. Et sted kan man se kvindens store røde hjerte inde bag ribbenene som symbol på den enorme kærlighed, hun nærer til sine sønner og som ikke længere kan forløses.

28890737

Opslagene veksler mellem tegneseriebokse på grafisk baggrund og tegninger, der dækker et helt opslag. Flere af tegningernes landskaber er uafgrænsede og abstrakte, hvilket understreger fortællingens overnaturlige karakter. I de dødes rige optræder menneskelige væsener og fantasivæsener side om side og underbygger derved fortællingens limbo mellem liv og død.

På bogens sidste opslag er der en ’samtale’ mellem illustrator og forfatter om at formidle det mundtlige. Futtrup spørger, om man kan fastholde ”øjeblikket”, den spontane oplevelse, det er at lytte til den mundtlige fortælling, hvortil Brøgger svarer: ”Lad os prøve: du fortæller, jeg tegner.” Bogens fortælling stammer fra et sagn, som netop er blevet overleveret mundtligt, og det ligger fint i forlængelse heraf, at Brøgger formidler det mundtlige grafisk.

Lilian Brøgger illustrerede i 2012 ”Verdens stærkeste mand”, der har tekst af Kim Fupz Aakeson. Historien handler om verdens stærkeste mand, der optræder i et cirkus med sine imponerende evner: han kan løfte en Fiat 500 og en kamel. Den stærke mand er gift med Nora Johannesen, der er slangemenneske og gravid med deres første barn. Da barnet kommer til verden, er verdens stærkeste mand så bange for at komme til at klemme det lille bitte barn, at han ikke tør holde det. Derfor går han i træningslejr for at løfte stadig mindre ting, indtil han kan holde et æg, uden at det knuses. Først derefter tør han tage sin lille datter i armene.

”Verdens stærkeste mand” er en rørende fortælling om at være så stærk, at man har svært ved at være nænsom på samme tid. Men mandens kærlighed til Nora Johannesen og deres barn får ham til at lære at være forsigtig.

29534918

Brøggers illustrationer er todimensionelle og farverige, og den stærke mand er tegnet ude af proportioner med en gigantisk overkrop og bittesmå ben for at understrege hans enorme styrke. Nora Johannesen er et udstyrsstykke i hår og tøj, og dyrene i cirkus har tøj på og menneskelige udtryk. De eneste kulisser i historien er cirkustelt- og manege samt den campingvogn, manden og Nora bor i. Det giver fortællingen en enkelthed og fastholder fokus på mandens udvikling fra kæmpestor til mindre i takt med, at han løfter mindre og mindre ting.

Opslagene veksler mellem at have en enkel tegning af den stærke mand på hvid baggrund og udfyldte billeder med dyr og mennesker samt telt eller campingvogn. Det hele er tegnet i en munter og festlig stil med fart på farverne og uden skelen til korrekt gengivelse af størrelsesforhold og proportioner.

Målgruppe er børn mellem fem og ni år.

Intet er for fint og intet for grimt til at komme med i Lilian Brøggers billeder. Det handler om at gribe det, der inspirerer, uden at skele for meget til politisk korrekthed. Der er så mange meninger om, hvad der hører til og ikke hører til i børnebøger, men når alt kommer til alt, handler det om, hvordan det bliver fremstillet. Lilian Brøgger har et naturligt forhold til nøgenhed, rygning og moderne møbeldesign og er altid åben for nye motiver. Biler, motorcykler, rumraketter og andre tekniske konstruktioner har hun sin helt egen tilgang til. På en rejse til Italien tegnede hun udelukkende scootere. Det er, som om hun koger essensen ud af tingene, og når hun først har den, er der stort set ikke grænse for fortolkningsmulighederne. 

Brøgger er meget bevidst om det indholdsmæssige i sine billeder, men måske er det ofte formen, som sætter dagsordenen. Hun har afprøvet et utal af forskellige måder at opbygge en bog på, lige fra den traditionelle med tekst på venstre side og billede på højre, til de vilde og anarkistiske, hvor billederne bevæger sig uhindret i alle retninger og indrammer teksten i tulipanhoveder.

Det er tydeligt, at hun har helhedsblik for bogen og tænker typografien bevidst ind i billedets komposition. Dette kan man bl.a. se i bogen ”Ih du milde drommedille”. Ligeledes er det spændende at studere hendes synsvinkler. Her ses det tydeligt, at det formmæssige og kompositoriske har afgørende indflydelse på det indholdsmæssige.

Perspektiverne følger ikke de gældende regler på området, men understreger de stemningsmæssige og fortælletekniske behov i en given situation. Nogle steder arbejder hun sig frem til en meget tredimensional fornemmelse i f.eks. en menneskekrop, for så igen at arbejde sig i den anden retning ved at give personen et stribet eller ternet mønster på tøjet, som ikke følger kroppens form og derved skaber spænding til den før opnåede virkning af rumlighed.

Det er en meget interessant leg med perspektiver og rumlige virkninger, som skaber dynamik og understreger, at vi her bevæger os rundt i en anden virkelighed, hvor spillereglerne kan ændres i en god sags tjeneste, nemlig fantasiens. Der er også den rene forelskelse i former, hvad enten det er et toilet eller Arne Jacobsens æg. De kan være lige skønne at tegne.

Lilian Brøgger har med sine utallige produktioner og sit innovative arbejde inden for dansk illustrationskunst opnået en særstatus i sit fag.

En anden dansk illustrator, der med fantasifulde og farverige illustrationer har lagt pen til et hav af børnebogsudgivelser, er Dorte Karrebæk. Alt kan ske hos både Brøgger og Karrebæk, og såvel mennesker som dyr optræder i alskens aparte og livfulde situationer.

Tine Modeweg-Hansen, der har studeret under Lilian Brøgger på Designskolen i Kolding, har noget af den samme fanden-i-voldske og vilde stil som Brøgger. De udfordrer siderne med proportionsskift og farveflader.

Cato Thau-Jensen, der lige som Modeweg-Hansen er uddannet under Lilian Brøgger i Kolding, tegner universer, der er lavet af samme farverige og skøre stof, som Brøgger er eksponent for. Begge anvender de humor og groteske optrædener i deres illustrationskunst.

Den kroatiske illustrator Zlatko Grgic, der har tegnet serien om Professor Baltazar, har ligesom Brøgger benyttet en pittoresk og fantasifuld stil til at formidle fortællingen om den opfindsomme professor.