Lilian Brøgger

Artikel type
illustratorer
illustrator Cato Thau-Jensen. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Brøgger, Lilian
Foto: Forlaget Alvilda

Indledning

Gennem snart 40 år har den danske illustrator Lilian Brøgger lagt form og farve til utallige fortællinger for både børn og voksne. Med en evig trang til fornyelse har hendes stil udviklet sig gennem karrieren og hendes værker spænder vidt i deres udtryk. Man ved derfor aldrig, hvad man kan vente sig af den næste Brøgger-udgivelse.

Brøgger har sans for at formidle både det muntre og det sørgelige og hendes illustrationer taler ofte lige så tydeligt som den historie, de er billedside til.

 

52632870

Blå bog

Født: 27. januar 1950 på Fanø.

Uddannelse: Kunsthåndværkerskolen, 1972.

Debutbog: Der hvor Linda bor. Fremad, 1975.

Litteraturpriser: Børnebibliotekarernes kulturpris, 1982. Kulturministeriets Illustratorpris, 1984. H.C. Andersen-legatet (Dansk Forfatterforening), 2002. Det gyldne æble, illustratorbiennalen i Bratislava, 2005. Foreningen for Boghåndværks Ærespris, 2009. Kulturministeriets Illustratorpris, 2010. Årets bogdesignpris, 2011.

Seneste illustrerede værk: Der er ingen ende - altid en ny historie. Gyldendal, 2016. Forfatter: Louis Jensen. Billedbog.

Inspiration: Edward Snowden, Lisbeth Zornig, Dalai Lama og Kofi Annan.

Baggrund

”Og verdens stærkeste mand tænker ikke på farligt meget andet end sin lille babypige og så på at holde balancen og få hesten og grisen og den skæggede dame og hunden og kaninen og kattekillingen og fuglen og ægget sat stille og roligt ned i savsmuldet i manegen igen. For man skal være meget forsigtig med de små, lette ting i verden.”
”Verdens stærkeste mand”

Lilian Brøgger er født på Fanø. I bogen ”En sømands historie” skildrer hun sin bedstefar og familie. Måske er det den fjerne horisont og sejlerslægtens indflydelse, som har puffet til hendes forestillingsevne, og intensiveret hendes længsel efter nyt og uprøvet land. Det var dog ikke lutter eventyrlyst, da hun som barn pludselig måtte vinke farvel til Fanø og den elskede farmor, og tage med mor og stedfar til København, hvor omgivelserne kunne have en snert af fattigdom, men selvfølgelig også en masse nye indtryk.

Copyright: Lillian Brøgger
Illustration fra Bim Bam Bomme! -
og andre vrøvlevers. © Lilian
Brøgger.

Hendes stærke erindringer helt fra den tidlige barndom har sat sit præg på hendes senere arbejde: ”Jeg kan huske rigtig meget fra min barndom, også helt tidlige begivenheder. Helt fra dengang jeg lå i barnevogn. Hvordan jeg undrede mig over hele det store galleri af besynderlige typer, som var min store familie. Jeg tror, at det er min vigtigste inspiration til de tusindvis af tegninger, jeg har lavet til børn og unge: jeg kan huske de forskellige aldre, hvordan det VAR.” (Interview med forfatterweb, august 2013).

Lilian Brøgger kom kun 17 år gammel ind på Kunsthåndværkerskolen i København, og gik der fra 1967-72. På den tid havde man meget klassisk tegning, hvor det drejede sig om at lære og forstå at gengive tingene korrekt, og ikke så meget om at udtrykke sig personligt gennem tegningen. Det var en hård disciplin, som nok kunne skræmme de utålmodige væk, men hvis man som Lilian også kunne frigøre sig fra den hårde skole, havde man et rigtig godt afsæt.

Om sin barndom og begyndelsen på illustratorlivet fortæller Lilian Brøgger: ”Engang drømte jeg om at blive opdagelsesrejsende og at lære og forstå alle sprog i hele verden. Det blev til billedsprog. Nu har jeg været illustrator gennem tre årtier, og der er stadig tusind måder tilbage at illustrere på, som jeg IKKE har prøvet. Endnu.” (Interview med forfatterweb, august 2013).

Denne trang til forandring er en væsentlig drivkraft i Lilian Brøggers arbejde, hun kan ikke holde ud at kede sig. En redaktør spurgte hende engang, om hun behøvede at skifte udtryk, hver gang hun lavede en ny bog. Han mente måske, at det var lettere at sælge en kendt streg. Det har imidlertid vist sig at være en ganske god investering hele tiden at udforske nye materialer, metoder og udtryksmidler. Det giver rådighed over et stort register af muligheder og dermed en lydhørhed overfor det enkelte projekt, og hvad det har brug for af med- eller modspil.

En af Lilian Brøggers udtalelser er, at man ikke må overtrække sin kreative konto, og det handler jo om at forstå sine ressourcer og bruge dem rigtigt. Et andet er hendes motto med aldrig at kassere, men altid forsøge til det yderste at redde et billede. Det er virkelig god træning at forsøge at bygge på og få noget konstruktivt ud af sine fejlgreb. I virkeligheden er det ofte det, der gør et billede interessant, at der har været en skævhed eller noget mislykket, som er blevet reddet.

Da Lilian Brøgger var barn, drømte hun om at kunne alverdens sprog, og man kan sige, at det er gået i opfyldelse. Ikke blot fordi billedsproget er universelt, selvom fortolkningerne kan svinge fra sted til sted, men også fordi hun virkelig er en opfinder af billeder og nye billedsprog, i denne mest progressive periode af billedbogens historie.

Lilian Brøgger er en meget raffineret verdensdame. Illustrator Cato Thau-Jensen fortæller om hende: ”Jeg har set hende i Hubertusrød jakke i Uffizierne i Firenze, og hun har lært mig at spise østers på Grand Central Station New York. Faconsyet frakke, ræv om halsen og røde læber, hvorfor ikke bringe sit visuelle potentiale til fuld udfoldelse. Mottoet kunne være: Lad det komme til syne.”

Brøgger har i perioder været lærer og konsulent på visuel kommunikation og illustrationslinien på Designskolen Kolding og bor i dag på Christianshavn. Hun fortæller, at når hun ikke tegner, så læser hun bøger i alle mulige genrer. Og så har hun noget med farver: ”Jeg skifter tøj flere gange dagligt, selvom jeg måske er helt alene. Så det er ikke for at se smart ud i andres øjne, mere for at tøjet passer til mine skiftende sindsstemninger. Min tandbørste er dog altid blå.” (Interview med forfatterweb, august 2013).

 

Grisens hus

copyright: Lilian Brøgger
1. udgave af Grisens hus.
© Lilian Brøgger

Et af de store spring i Lilian Brøggers udvikling som illustrator skete i begyndelsen af 1990’erne med ”Grisens hus” skrevet af Thorstein Thomsen. På et møde blev illustrator og forfatter enige om, at ”humor” skulle være et nøglebegreb for billedsiden. Da Lilian Brøgger havde arbejdet intensivt et stykke tid, blev forfatteren præsenteret for resultaterne, men ak og ve, han syntes overhovedet ikke, de var morsomme.Det er et udtryk for sand professionalisme, at Brøgger startede forfra, og fastholdt målsætningen om at få humoren frem i illustrationerne, og det er karakteristisk, at hun lægger de store udstyrsstykker og de store udfoldede billedopslag til side for at koncentrere sig om personskildringen, skævheden og skørheden i den enkle, levende og vibrerende stregtegning.

copyright: Lilian Brøgger
2. udgave af Grisens hus.
© Lilian Brøgger

Her er de store snydeskafter stukket i vejret, så man ser op i næseborene, her er masser af ål i silkestrømperne, krøluld og blækstrint, som i øvrigt kom til at danne mode, så enhver tegner måtte dyppe sine aflagte tandbørster i blæk og knipse det ud over papiret for at give den rigtige rustikke effekt.

Den sort/hvide tegning blev åbningen til et grafisk udtryk og en afsøgning af stofligheden mellem lys og mørke. ”Grisens hus” fra 1990 blev fulgt af ”Grev Gris” i 1991 og ”Grev Gris og mudderpølen” i 1992.