Sophus Claussens ”Antonius i Paris” fra 1896 er en samling af mange forskellige typer af tekster, både dagbogsoptegnelser, sonetter, andre digte, noveller, prosaskitser og fragmenter af en brevudveksling.
Antonius er en dansk kunstner, der er rejst til Paris. I begyndelsen suger den nyankomne turist alle indtryk til sig og frustreres over, at han ikke mestrer det franske sprog til fuldkommenhed. Eksempelvis da han i en bus sidder over for en fornem og betagende dame, og han vil sammenligne hende med et dansk fyrretræ. Men det franske ord for netop dette træ er væk i hans hukommelse. På samme måde forsvinder kvinden, før han kan nå at tage initiativ til et stævnemøde, da de står af ved stoppestedet Louvre.
De forskellige tekstfragmenter og optegnelser er sansemættede beskrivelser af bohemetilværelsen i den franske storby, hvor især cafeerne er samlingspunkt. En tætrøget kældercafé er f.eks. scenen i ”En nat med Paul Verlaine”. Heri fortæller Antonius om sit møde med den franske digter. Tidsskriftet ”La Plumes” holder sammenkomst, og æresgæsten er den betydningsfulde poet Verlaine, en ubekymret vagabond og latinerkvarterets konge. Verlaine tager Antonius med på en vild bytur, der går fra bar til bar til den lyse morgen, mens de diskuterer litterære principper og kunstneriske skoler.
Fortællerforholdet i ”Antonius i Paris” er ikke entydigt, da første del af bogen udgøres af Antonius’ egne tekster, skitser og digte frem til den tekst, der pludselig indtræder som et efterskrift til hans optegnelser og et forord til de følgende tre noveller. Den naive Antonius er forsvundet, formentlig pga. en ulyksalig forelskelse, og efterskriftet er skrevet af bogens såkaldte udgiver, der på denne måde udgør et ekstra fortællelag.
Bogen er baseret på flere af de tekster, Sophus Claussen skrev og sendte hjem til Danmark, da han i 1892 opholdt sig i Frankrigs hovedstad. Samlet set er ”Antonius i Paris” en flosset, impressionistisk, avantgardistisk rejsebeskrivelse, der peger i mange retninger, men hvis hovedbudskab bliver, at den sande kunstner må ofre sin naivitet for kunsten.