Sophus Claussen arbejdede i flere år på det skuespil, som han forventede skulle blive hans helt store gennembrud. ”Arbejdersken” (1898) blev iscenesat af Herman Bang og opført på Folketeatret, men stykket blev en kæmpe fiasko, hvilket Claussen resten af livet havde svært ved at komme sig over.
”Arbejdersken” er en tragedie i tre akter. Historien foregår i miljøet omkring arbejderne på en låsefabrik, og handlingen foregår over to dage, dagen før og selve 1. maj. Indledningsvis mødes fabrikkens arbejdere til et stormøde for at planlægge en strejke. Hovedpersonen er den smukke og kloge Jenny Boesen, der arbejder på fabrikken, og hvis afdøde far var en respekteret fagforeningsmand. Hun og søsteren Franciska er nu forældreløse, men den gammelkloge bogholder Galt fungerer i praksis som en far for de to meget forskellige temperamenter. Fabrikkens bestyrer Rickardt er en magtliderlig mand, der har arvet fabrikken. Han betages af Jenny og narrer hende til at forlade arbejdernes møde for i stedet at tage med ham hjem. Dagen efter ydmyger han hende foran hendes kolleger og en tidligere barndomsveninde fra borgerskabet, som han dernæst forlover sig med. Rickardt forsøger at stoppe arbejdernes protester ved at sætte politiet på de strejkende, og efter hårde kampe indsættes militæret.
Undertrykkelse, arbejderklassens arbejdsvilkår, social ulighed og mobilitet er stykkets omdrejningspunkter, og som hos den tyske dramatiker Bertolt Brecht ligger sympatien hos de undertrykte arbejdere. Men Sophus Claussens budskab er ikke socialistisk. Han bruger arbejdernes oprør mod borgerklassens stramme regler som billede på hele samfundets køns- og klassekamp. Nogle har forklaret stykkets fiasko med, at Claussen ikke havde sat sig ind i jargonen på en fabrik, men i stedet lader karakterne tale højstemt og poetisk.
”Arbejdersken” er samtidig en allegori over menneskets undertrykte drifter, og stykket ender på dramatisk vis med, at Jenny dræber Rickardt. Som i William Shakespeares ”Romeo og Julie” er det kun i døden, at de to kan få hinanden.