”I det mindste som i det største søger han en ny Forstaaelse af det levende” (Tom Kristensen: Sophus Claussen. Gyldendal, 1929. S. 19), skriver Tom Kristensen i sin biografi om Sophus Claussen og digtsamlingen ”Djævlerier” (1904), der handler om mennesker, kærlighed og erotik. Digterjeget er en kvindebedårer, der bl.a. forfører gifte damer, og digtene bør forstås som led i Claussens forsøg på at bryde bornertheden.
Samlingens digte er karakteristiske ved, at de vender op og ned på, hvad der er helligt og profant. Modsætningsparret grimt og smukt danner en universel helhed i Claussens lyriske verden, der befolkes af borgfrøkener, hekse, sorte blomster og slanger. Slangen er et klassisk symbol på fristelse, men den er ikke som i Biblens syndefaldsmyte en forbryder. Slangen er også et billede på frugtbarhed, død eller det mandlige kønsorgan, og hos Claussen optræder den som et ideal.
25566106
I titeldigtet ”Djævlerier” ærgrer en skønjomfru sig over livet som rettroende kristen, der er fattigt og råddent. I mødet med en frister og forfører har hun fået smag for en livsbekræftende og grøn tilværelse i synd. Digtets jeg opfordrer hende til at trodse hjemmets strenge seksualmoral og følge sine drifter, for som det hedder afslutningsvis: ”Jeg sér paa dit himmelske Smil/ at man hvisker dig Djævle i Øret.” (s. 29).
Flere af digtene foregår i europæiske kulturbyer som Venedig, Cadiz og Paris, mens andre er henlagt til det danske forårslandskab. Digtet ”Afrodites dampe” tager afsæt i et konkret besøg på Vatikanmuseet, hvor en statue af kærlighedsgudinden Afrodite står i et koldt rum. Jeget bejler til kvindefiguren, mens hans fantasi lader gløder fra elskovens ildfad antænde gudernes ånd.
Erotik er djævlens værk, men hos Claussen skal det forstås positivt, da det djævelske er en kilde til inspiration. Digtene prædiker en helhedstanke, hvor himmel og helvede ikke kan adskilles, og hvor kærlighedslivet derfor kun kan udleves til fulde ved at mennesket accepterer og allierer sig med de såkaldt dæmoniske sider.