Digtsamlingen ”Fabler” udkom i 1917 i den første verdenskrigs sidste år. Verdenskrigen påvirkede Sophus Claussen og afspejles i samlingens digte, der er skrevet i perioden før og under krigen.
Samlingen er inddelt i tre dele, hvoraf den første er den længste med 43 digte. Herefter følger ”Juvenilia”, hvor fem af digtene er skrevet efter Charles Baudelaire. Samlingen afsluttes med ”Fabler”, der indeholder et enkelt digt ”Midsommer”, hvilket trækker tematiske tråde tilbage til flere af samlingens tidligere digte. Alle digtene er rimede og rytmiske, men Claussen varierer sine rimskemaer og længden på både vers og strofer fra kort og simpelt til længere og mere komplekst.
Landskabet, naturen og årstiderne er sammen med døden tilbagevendende motiver, der alle kan tolkes symbolsk. Foråret, hvor naturen er frodig, solen skinner og blomsterne springer ud, sammenkædes ofte med jegets ungdom, den første forelskelses nysgerrighed og dugfriske lyster. Omvendt bliver vinterens sne et billede på ægteskabet som et kærlighedshi, en varm erotisk dvale, og månen kobles med depression og vemod.
Andre af samlingens digte er humoristiske, som når jeget drømmer, at han ønsker at begå selvmord, hvilket fejler og han derfor i drømmen må leve med skammen over, at han ikke engang kunne finde ud af at tage sit eget liv.
Kvinderne spiller en central rolle som målet for digterjegets kærlighedslængsel og erotiske fantasier, men i enkelte digte bliver Claussens kvindesyn med nutidens øjne problematisk og tangerer det chauvinistiske. F.eks. i et dramatisk intermezzo hvor kvinden Jenny vågner efter at være blevet voldtaget af en rigmandssøn, og det konkluderes, at ”Kvinder elsker Herrer, som er strenge”.
I den græske mytologi er Pan en drilsk og forførende gud, og han er den eneste af de græske guder, der dør. Det er derfor næppe tilfældigt, at Pan og paniske sindstilstande ofte optræder i ”Fabler”, hvor døden er mere nærværende end i Claussens tidligere digte.